To naturnationalparker er en fremragende begyndelse
Danmarks første to naturnationalparker bliver oprettet i Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland. Naturnationalparken i Fussingø kommer til at dække et areal på 800 hektar, mens naturnationalparken i Gribskov bliver på 1100 hektar. Foto: Per Ekberg Pedersen.
Der er mere vild natur på vej i Danmark efter Regeringen og dens støttepartier har afsat 105 millioner kroner til mere vild natur, blandt andet landets første to naturnationalparker.
Og det vækker begejstring i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
- Fremragende, at vi endelig får to naturnationalparker i Danmark. Jo mere vild natur, jo bedre! Så meget som muligt og så mange steder som muligt, siger formand Egon Østergaard.
Erfaringer skal forbedre øvrige nationalparker
Landets første naturnationalparker skal etableres i Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland og kommer til at dække et areal på 1.900 hektar.
- Det er en god begyndelse, der forhåbentlig kan give erfaringer, der kan bruges, så de øvrige nationalparker og de kommende kan opnå en høj naturværdi, siger Egon Østergaard.
Udover naturnationalparkerne indeholder aftalen blandt andet et tilskud på 35 millioner til at forbedre naturen i de særligt sårbare naturtyper rigkær, kildevæld, surt overdrev, kalkoverdrev og tørt kalksandsoverdrev.
Samtidig er der afsat 10 millioner kroner til at opkøbe et naturareal som kompensation for at fortsætte det økologiske landbrug på Livø.
Yderligere oplysninger:
Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00
Egon Østergaard, formand i DOF
Tlf. 31 16 20 30
FAKTA OM AFTALEN
Aftalen om mere vild natur omfatter knap 105 mio. kroner. Indsatserne i aftalen er:
Naturnationalpark ved Fussingø vest for Randers. Parken skal rumme et varieret græsningslandskab med urørt løvskov, artsrige overdrev, enge og småsøer. Der skal etableres hegn til græssende dyr i parken, som kan bidrage til at holde naturen lysåben. Naturnationalparken bliver på omkring 800 hektar. Her afsættes 20 mio. kroner til at forberede etableringen af naturnationalparken.
Naturnationalpark ved Gribskov i Nordsjælland. Parken skal rumme et stort afvekslende løvskovs-domineret skovlandskab med små og store lysåbne og våde naturområder. Der skal etableres hegn til græssende dyr i parken, som kan bidrage til at holde naturen lysåben. Samtidig skal der skabes overgangszoner, der giver gode betingelser for en række sjældne dyr og planter. Parken bliver på omkring 1.100 hektar. Her afsættes 10 mio. kroner. Desuden findes der yderligere 7 mio. kroner til parken gennem EU LIFE-midler og puljen til urørt skov. Midlerne bruges til at forberede etableringen af naturnationalparken.
Genetablering af stenrev. Der skal genetableres stenrev i Natura 2000-områder. Stenrev giver gode vilkår for makroalger, der kan danne tætte tangskove på stenrevene. På større dybder, hvor lyset ikke tillader vækst af makroalger, kan polypdyr som fx dødningehåndskoral og søanemone dominere stenrevene. Stenrev udgør vigtig levesteder for mange dyregrupper, herunder fisk, og er derfor vigtige for havbundens biodiversitet. Her afsættes 10 mio. kroner.
Den økologiske landbrugsdrift på Livø fortsætter og opkøb af naturareal for at skabe større sammenhængende områder. Det økologiske landbrug på Livø fortsætter. Der kan samtidig afsættes 10 mio. kr. til opkøb af et naturareal i tilknytning til eksisterende statslige naturarealer i stedet for arealet på Livø.
Tilskud til at forbedre naturtilstanden på særligt sårbare naturtyper. Der gives tilskud til sammenhængende arealer i og i tilknytning til fem beskyttede og særligt sårbare habitatnaturtyper i Natura 2000-områder: rigkær, kildevæld, surt overdrev, kalkoverdrev og tørt kalksandsoverdrev. De fem naturtyper er valgt, fordi deres naturtilstand er i tilbagegang, og de samtidig er de mest fragmenterede naturtyper. Her afsættes 35 mio. kroner til tilskud i 2020 og i 2021.
Bedre mulighed for, at danskerne kan komme ud i naturen på statens arealer. I lyset af corona-krisen forventes flere danskere at bruge naturen mere fremover. Partierne er enige om at afsætte 19 mio. kroner til en pakke til en sommer i naturen, der skal understøtte danskernes oplevelser i naturen.
(Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet)