Mountainbikere skal ud af fredet natur: Fugle får fred for cykler i fredet bakkeland

tirsdag 26. november 2019
Det skal være slut med fræsende cykelhjul og forstyrrende tohjulede ryttere døgnet og året rundt i det naturskønne og fuglerige terræn omkring Poulstrup Sø og Lundby Bakker i Himmerland syd for Aalborg. Fredningsnævnet har pålagt Aalborg Kommune af afvikle to mountainbikeruter, som kommunen selv har anlagt i de to fredede områder. Ruten både skæmmer og skræmmer.
Af Jan Skriver
Gronspaette20150607SydostjyllandTorbenAndersen1
Den smukke grønspætte har det svært i den danske natur. Men ny kendelse fra Fredningsnævnet giver den bedre beskyttelse mod forstyrrelse fra cykling i naturområder syd for Aalborg. Foto: Torben Andersen
 

Sortspætten, grønspætten og vendehalsen får nu sammen med ravnen og flere arter af sky, sårbare rovfugle bedre muligheder for at søge føde og yngle i de fredede områder Lundby Bakker, Poulstrup Sø og Dall Hede syd for Aalborg.

I flere år har mange af disse fugle lidt under massive forstyrrelser af mountainbikeryttere, som med Aalborg Kommunes velsignelse har benyttet kilometerlange MTB-cykelruter anlagt af kommunen i de ellers fredede bakkelandskaber med hede og skov.

Det skal nu være slut. Sagen er nemlig den, at Fredningsnævnet for Nordjylland, sydøstlige del, har pålagt Aalborg Kommune snarest at afvikle cykelruterne, der i flere år har været en torn i øjet på mange mennesker med fugle- og naturinteresse.

Fugleforstyrrelser i døgndrift

”Afgørelsen er en klar sejr for fuglelivet og naturbeskyttelsen, der i disse år er under stigende pres på grund af den voksende interesse for at cykle på mountainbikes i naturområder. Forstyrrelserne af fuglelivet i de fredede bakkede terræner i Lundby Bakker og omkring Poulstrup Sø har været massive, når flere hundrede cyklister i weekender har præget området. Det er gået særligt hårdt ud over fugle, der søger deres føde på jorden, fordi de ganske enkelt er blevet skræmt væk af cykeltrafikken. Selv om natten har mountainbikeryttere udstyret med pandelamper forstyrret dyr og fugle i det fredede område”, siger Anton Thøger Larsen fra Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) afdeling i Nordjylland.

Han er DOF’s repræsentant i Aalborg Kommunes grønne råd, hvor han sammen med for eksempel Danmarks Naturfredningsforening (DN) har påpeget, at MTB-banerne i de to fredede områder ikke er forenelige med den fredningsdeklaration, der gælder for områderne.

Ikke alene skræmmer ruten ved Poulstrup Sø fugle og dyr, den skæmmer også landskabet i større og større grad, fordi stien har udvidet sig til adskillige spor, mens der ligefrem er anlagt hop og forhindringer til morskab for cyklisterne.

Kædereaktion af naturtrusler

”Kommunen har ladet hånt om fredningen og fuglelivet og givet mountainbikerytterne frihjul på bekostning af den truede biodiversitet, der ellers i disse år er stærkt i fokus. Kommunen har aldrig på noget tidspunkt søgt Fredningsnævnet om dispensation til at etablere en mountainbikerute, og der er endda udgivet en kommunal folder, der gør reklame for ruterne i Lundby Bakker og ved Poulstrup. Der er grund til at glæde sig over Fredningsnævnets klare afgørelse. Hvis Aalborg Kommune havde fået lov til at bibeholde MTB-banerne i Lundby Bakker og ved Poulstrup Sø og Dall Hede, ville alle fredninger af bynær natur i praksis være nytteløse. Da ville der være frit slag på alle friluftslivets hylder”, siger Anton Thøger Larsen fra DOF Nordjylland.

Artiklen fortsætter under videoen
Sortspætten yngler også i området og har nu bedre chancer for at få unger på vingerne. Optagelser: Uffe Rasmussen
 

Omtanke om vi må bede

Den nordjyske ornitolog har i Hammer Bakker nord for Aalborg ved selvsyn erfaret, hvad mountainbikeryttere betyder på negativkontoen for fuglelivet.

”Det er meget tydeligt, at arter som duehøg, sortspætte og ravn yngler længst muligt væk fra cykelruterne i skoven. Mountainbike-ruter er ganske enkelt uforenelige med tilstedeværelsen af mange arter af sky og sjældne fugle. Det kræver stor omtanke at lægge ruterne, så de tilgodeser alle parter, og mountainbikeløb hører i hvert fald ikke hjemme i fredet natur”, siger Anton Thøger Larsen.

Yderligere oplysninger:

Anton Thøger Larsen, DOF Nordjylland.
Tlf. 28 69 13 73.

Knud Flensted, biolog i DOF.
Tlf. 21 24 22 75.