FANTASTISK VIDEO: UgleTV fanger drama mellem ugle og ræv

onsdag 4. maj 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
DOF's UgleTV har for første gang fanget to af dansk naturs største rovdyr i duel. Se den spændende video, som viser en uglemor i opgør med en sulten ræv. 
Uffe Rasmussen
SE VIDEO: Ugle tager kampen op mod ræv


DOFs direkte fuglekameraer afslører igen spændende drama fra den danske natur.

Først så titusindvis af danskere, da to havørne-æg forsvandt i gabet på en husmår , og nu har DOF’s kamera fra en rede med landets største ugle, stor hornugle, fanget et enestående drama mellem ugle og ræv.

Videoen foregår om natten, hvor uglehunnen pusler med sine to små dununger, som hun gemmer under sig. Pludselig dukker en ræv op på sit natlige togt efter føde.

Det lykkes ræven at komme helt tæt på uglehunnen, der har to nyudklækkede unger, som den vogter over 24 timer i døgnet.

Derefter går det løs med en spændende duel på liv og død mellem uglehunnen og den sultne ræv. Ungerne er de hvide klumper, som ligger stille i "reden" under optrinnet.

DOF’s ugleekspert, Klaus Dichmann, har aldrig tidligere set en optagelse som denne og kalder klippet sensationelt.

- Sceneriet er jo storslået og helt unikt. Det er helt fantastisk at opleve to "jægere" møde hinanden i sådan en situation, og på nærmeste hold følge slagets gang, siger Klaus Dichmann.

Sensationel video bekræfter teori om ugle
For de fleste er det måske overraskende, at uglen har styrke og frygtløshed nok til at tage kampen op med en ræv, men ikke for Klaus Dichmann.

- Videoen bekræfter for første gang, hvad jeg længe har ment, nemlig at en ræv får tæsk af stor hornugler med æg eller unger, og at uglerne derfor ikke har de store problemer med at have æg og unger på jorden frem for højt i et træ eller på en skråning, hvor mange måske normalt forventer at finde en uglerede, siger Klaus Dichmann.

Men hvordan i alverden kan en fugl jage en ræv på flugt?

- Som det ser ud i klippet, bliver de begge dyr lige overrasket over hinandens tilstedeværelse. Men uglen reagerer ved at sprede sit enorme vingefang på lige under to meter ud og gøre sig så stor som muligt, og på den måde bliver ræven bange og trækker sig. Stor hornugle er kendt for at være frygtløs og angribe hvad som helst i nattemørket, siger Klaus Dichmann, der selv har mærket uglens styrke og frygtløshed på egen krop, da en ugle røg i ryggen på ham og flænsede hans ryg op med syv smertende sår og et syv meter højt fald fra en skrænt til følge.

Dyrelig lokkede ræven
Han tror ikke, ræven i første omgang har været efter de to unger, som kom til verden i starten af april 2016.

- I første omgang er det nok lugten fra krage- og rotteådslerne mere end ungerne i reden, der fanger rævens opmærksomhed, men de næste forsøg på angreb ser ud til at være mere rettet mod uglen eller ungerne, siger Klaus Dichmann.

UgleTV er indtil nu set af titusindvis af ugle-fans, men det var en seer fra Holland, der overværede optrinet og derefter skrev til DOF om det dramatiske møde i UgleTV.

SE OGSÅ: Mange flere videoer fra uglereden

Kontakt
Klaus Dichmann efter 16, 20869052
eller Uffe Rasmussen 33 28 38 43, Uffe.Rasmussen@dof.dk