Danskerne spejdede efter ørne i blæst og bygevejr

torsdag 27. februar 2014 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Vejret var koldt med rusk og regn, men alligevel fik Ørnens Dag 2.698 danskere af huse. Den kolde februardag gav i alt 47 havørne og 4 kongeørne på de 17 lokaliteter, hvor Dansk Ornitologisk Forening (DOF) formidlede udsigt til ørne
Jan Skriver
De danske ørne er blevet publikumstræffere, og 2.698 rovfugleentusiastiske danskere var af huse, selv om vejret indgød til indendørs sysler, da Dansk Ornitologisk Forening (DOF) holdt Ørnens Dag.

Med hjælp fra DOF’s erfarne fuglekiggere fik publikum 47 havørne og 4 kongeørne i kikkerten i dagens løb. De fleste på nogen afstand, men alle så dem.

- Generelt er deltagerne i Ørnens Dag meget taknemmelige, når der viser sig en ørn i luftrummet eller i terrænet. Nogle mennesker forventer naturligvis, at ørnene er meget tættere på, end de i virkeligheden er, men vi oplever kun tilfredse naturbetragtere på dagen, siger Lennart Pedersen, der er leder af DOF’s Projekt Ørn, som for niende år i træk sendte ørnedagen på vingerne.

Det største besøgstal på de 17 lokaliteter, hvor DOF’s guider pegede ørnene ud, kom på Stige Ø ved Odense, hvor 350 mennesker lagde deres vej forbi.

Også Jyllinge Lystbådehavn ved Roskilde Fjord havde pænt besøg. 333 mennesker så 3 havørne i løbet af Ørnens Dag.

- I kraft af et korps af frivillige ornitologer kan vi i Dansk Ornitologisk Forening guide publikum. Vi er meget taknemmelige for vores medlemmers store opbakning til både Ørnens Dag og den årlige nationale tælling af ørnene, siger Lennart Pedersen.

Netop nu er mange af de indfødte danske ørne i fuld gang med at indlede deres ynglesæson 2014, der på forhånd tegner lovende med flere end et halvt hundrede ynglepar.

Den milde vinter har betydet, at havørnene har optrådt geografisk meget spredt i det danske landskab, og der er set havørne stort set over hele Danmark de seneste måneder.

Yderligere oplysninger

Lennart Pedersen, leder af DOF’s Projekt Ørn
tlf. 40 15 66 20

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
tlf. 33 28 38 00