Nattergalen synger på Fuglenes Dag
Du får på Fuglenes Dag mulighed for at gøre brug af et gratistilbud, hvor du kan få tre udgaver af DOF’s medlemsblad Fugle og natur tilsendt kvit og frit. Henvend dig til din turleder på dagen.
Færre sangfugle år for år
Omkring en fjerdedel af de sangfugle, vi kan opleve om foråret i Danmark, overvintrer i Afrika. Men desværre er de i krise, og hvert år vender færre tilbage til landet. Det gælder også nattergalen, der har været i markant tilbagegang siden 1980’erne. Tilbagegangen blandt sangfuglene skyldes sandsynligvis overudnyttelse af naturen i Afrika og ændringer i det globale klima.
Udover nattergalen, er det andre helt almindelige arter som løvsanger, digesvale, bynkefugl og broget fluesnapper der er gået tilbage. Nogle af disse arter går tilbage med mere end 5 % om året. Allerede nu er der 30 % færre sangfugle, som trækker til Afrika, end for 30 år siden.
Den sagnomspundne nattergal
Nattergalen er en folkekær fugl blandt andet på grund af dens fremtrædende rolle i H. C. Andersens eventyr af samme navn. Nattergalen er meget uanselig med sin brune farve, og den lever en meget skjult tilværelse i fugtige områder, ofte nær moser, søer og vandløb med en tæt vegetation.
Nattergalen er især kendt for sin karismatiske sang, som oftest høres efter mørkets frembrud og består af høje klare toner med indslag af nogle mere metalliske og klaprende serier. Det er netop denne sang, der har gjort nattergalen til en folkekær og sagnomspunden fugl.
Du kan se alle arrangementerne på Fuglenes Dag her. Klik på den landsdel, hvor du ønsker at deltage.


