Formand for DOF BirdLifes Naturpolitiske Udvalg: "Skal vi virkelig bare give den danske natur videre fra landbruget til jægerne?"
Foto: Albert Steen Hansen..
Mens debatten om balancerne mellem landbrug og natur i disse dage stjæler overskrifterne, retter formanden for DOF BirdLifes Naturpolitiske Udvalg, Hans Meltofte, opmærksomheden på et andet problem.
I en kronik i Politiken beskriver Hans Meltofte, hvordan intensiv jagt på fugle i Danmark har store konsekvenser for både fugle og mennesker.
- For bare at nævne nogle af de værste flyver omkring hver femte vildgås i Nordeuropa rundt med hagl i kroppen efter at være blevet ramt af skud uden at dø, lyder det i kronikken.
Udover konsekvenserne for fuglene lægger Hans Meltofte også vægt på, at jagten på fugle markant forringer menneskers mulighed for at opleve fuglelivet i Danmark.
- Anskydninger er blandt de væsentligste årsager til, at jagede fugle er så sky over for mennesker, at de letter på ti gange så stor afstand, som de gør i dele af verden, hvor fuglene kun jages lidt eller slet ikke, lyder i kronikken, som kan læses på Politikens hjemmeside.
Citaterne i denne nyhed er uddrag fra en kronik i Politiken skrevet af formanden for DOF BirdLifes Naturpolitiske Udvalg, Hans Meltofte, og repræsenterer således hans holdninger.