Fuglestemmer – lyttetur. Esbjergskovene
Har man lyst til at lære lidt fuglestemmer eller få dem opfrisket, så er her muligheden.
TILMELDINGsenest den 7. maj til Niels Knudsen, nk@esenet.dk 4095 1537
TURLEDER Niels Knudsen, nk@esenet.dk (4095 1537)
KONTAKT Niels Knudsen, nk@esenet.dk (4095 1537)
MØDESTED
P-pladsen ved restaurant Parken, Vognsbølparken. Søvej 9, 6700 Esbjerg
GPS 55.488, 8.44041
SE STORT KORT
En lille sluttet flok på 7 mødtes ved Parkens p-plads lidt i klokken 6. Vejret kunne ikke være bedre. Svag vind og let skydække var lige, hvad man kunne ønske.
Omkring os var fuglene godt i gang med at hævde territorier og fortælle nyankomne trækfugle, at området allerede var optaget. Det blev til en pæn lille samling af de første hørte fugle. Gærdesanger, Rødhals, Solsort, Munk og en meget ihærdig højtsyngende Gærdesmutte. For en lille måneds tids siden var der et indslag i TV-avisen om vinterens voldsomme indhug i gærdesmuttebestanden, som formentlig nærmest var halveret. I lyset af de oplysninger var det dejligt at høre en af overleverne.
Ruten vi tog gik langs søerne til boldbanerne omkring det tidligere Esbjerg Højskole. Derfra tilbage til p-pladsen, hvor vi fik en kop kaffe. Herfra fortsatte vi til Fourfeld sø og området omkring rensningsanlægget. Fra Fourfeld Sø gik turen tilbage til p-pladsen, hvor den knap 2 timer lange gåtur sluttede.
Fuglemæssigt var udbyttet lidt magert. I skovområdet hørte vi og så bl.a. Munk, Dompap, Havesanger, Gransanger, Rødstjert, Musvit, Blåmejse, Solsort og Misteldrossel, men i små tal. Helt mærkeligt var fraværet af Bogfinke, Sangdrossel og Løvsanger, arter som ellers normalt hører til almindeligt forekommende sangfugle i skove.
Den videre ekskursion til Fourfeld Sø gav lidt flere sete og hørte arter. Af nye bl.a. Hvid Vipstjert, Gulspurv, Tornsanger, Rørspurv og Landsvale. Fra rørskoven blandede en Vandrikse sig i de mange lyde. På søen var der Gråand, Troldand, Blishøne og Knopsvane. Tidligere var Fourfeld Sø en af de gode lokaliteter for Gråstrubet og Lille Lappedykker. Begge arter er i dag forsvundet fra Fourfeld Sø.
En dejlig morgentur i flot vejr og i flotte rammer. Desværre var indholdet noget magert, og måske skal det ses i lyset af, at mange småfuglebestande over de senere år er reduceret betydelig. Det giver en sådan fuglesangstur stof til megen eftertanke.
/Niels Knudsen