Blåvand og Skallingen

DOF Sydvestjylland, Varde Kommune
LøRDAG 14. MARTS 2026
 KL. 07:00 - 15:00
 Fugletur/Turrapport/Begyndertur/Heldagstur

I midten af marts er det nordgående forårstræk så småt i gang. Ved Blåvand er der gode chancer for Sule og Lommer, og Skallingen er givetvis god for en bred vifte af vade- og småfugle.

 

TILMELDING 

senest 11. marts til Niels Knudsen, nk@esenet.dk 4095 1537

 

 



TURLEDER Niels Knudsen, 4095 1537 (nk@esenet.dk) og Åge Gejl Hansen, ()

KONTAKT Niels Knudsen, 4095 1537 (nk@esenet.dk)

MØDESTED 

P pladsen ved Blåvand Fyr, Fyrvej 106, 6857 Blåvand



GPS 55.5568, 8.08424
SE STORT KORT

TURRAPPORT

Det var en frisk lørdag morgen,8 personer mødtes på P-pladsen ved fyret. Marts kan stadig have vinterens
kulde i sig – hvilket også var tilfældet den lørdag morgen, selvom vinden havde lagt sig mærkbart. Dagen
i forvejen havde en storm fra SV raset gennem Danmark iblandet spredt nedbør. Begge dele slap vi for.

På vej til Blåvand havde en deltager den store oplevelse, at se to ulve passere vejen et par kilometer
inden Oksby (Blåvand).

Vi tog direkte til stranden, hvorfra vi obsede et par timer. Der var ikke overvældende med fugle, men i
løbet af de to timer blev der faktisk set en del. I opskyllet fouragerede en flot samling vadefugle –
Sandløber >100, Sortgrå Ryle 8, Stenvender 6, Almindelig Ryle 3, Islandsk Ryle 2 og Stor Præstekrave 5.
Af trækkende vadefugle kunne listen suppleres med Storspove, Strandskade, og Lille Kobbersneppe.
Mellem vadefuglene på stranden rastede en del Sølvmåger, hvoraf et par var ringmærkede, den ene også
farvemærket med en gul ring. Er man tæt nok på, kan disse ringe aflæses med teleskop. Det
gjorde vi med den, og Per videregiver oplysningerne.
Havobs gav en del trækkende andefugle. Sortand, som toppede i antal, hvoraf et par flokke sås sjældent
godt. Ellers Ederfugl 75, Havlit 4, Krikand, Spidsand, Pibeand og Toppet Skallesluger. På lidt længere
afstand så et par adulte Suler og flere Lommer. Som noget af det sidste sås en Rødstrubet Lom, der trak forbi
meget tæt på, hvor vi stod.

Efter strandturen besøgte vi fuglestationen, hvor flere var med på en ringmærksningsrunde. Det gav en
Solsort og en Fuglekonge, som blev ringmærket. Flere Hvide Vipstjerter blev hørt og set – et dejligt
forårstegn.

Fra Blåvand tog vi til Grønningen, som er beliggende mellem Blåvand og Skallingen. Grønningen er en
fin vådlokalitet, hvor der ofte er spændende fugle. Her suppleredes dagens fugleliste med Fiskehejre,
Sølvhejre, Misteldrossel, Hjejle og Grågås.

Første stop derefter var ved Skallinglaboratoriet. Det blev til en god gåtur i skoven og omkring Tipmosen, hvor de
almindeligste skov- og engfugle sås. Af mere specielle observationer kan bl.a. nævnes Hedelærke 2,
Topmejse 3, Stor Flagspætte 3 og 2 overflyvende Kortnæbbede Gæs.

På hele turen oplevede vi hele spektret af hjorte. Både krondyr, dådyr og rådyr blev set.

Vi sluttede turen ved vogterhuset på Skalllingen. En tur på stranden gav ikke meget. En enkel alkefugl
blev spottet. Blandt de mange rastende Sølvmåger blev det næsten en sport at finde ringmærkede. Vi fandt
5 ringmærkede Sølvmåger – mærket med traditionel metalring – og så var der en mere med farvemærke.
Den var blå, men så langt væk at vi ikke kunne se numre/bogstaver.
Inden vi kørte hver til sit, nåede vi at nyde en flot Husrødstjert han og en pæn lille flok Bjergirisker.

Fin lille forårstur med et godt varieret fugleudbytte.

/Niels Knudsen