Ørnens Dag 2026: Vi fejrer et brag af et yngleår

mandag 9. februar 2026
Der er masser af ørn i det danske landskab, og søndag den 22. januar inviterer DOF’s dygtige ornitologer og ørneeksperter til Ørnens Dag. Det er gratis og alle er velkomne.
Af Karina Demuth

opslagHSFoto: Helge Sørensen. 

Enorme vingefang, store naturoplevelser, vilde ørne-rekorder og gratis hjælp og vejledning til vinterens fugleliv – alt sammen håndholdt af nogle af Danmarks bedste, sødeste, dygtigste og mest engagerede ornitologer: Der er nok at glæde sig til, når DOF for 20. gang inviterer hele landet til Ørnens Dag søndag den 22. februar 2026. Det eneste det kræver for at være med er, at man udser sig det nærmeste lokale arrangement og så bare møder op. Alle er velkomne også ikke DOF’ere og folk, der som udgangspunkt ikke ved det mindste om fugle, og man behøver ikke engang at tilmelde sig på forhånd.

Fyns faste ørne

Flagskibet på Ørnens Dag er den kæmpestore majestætiske havørn, og dem er der efterhånden kommet en del af i det danske landskab. I den seneste ynglesæson fik ikke færre end 186 par havørne i alt 231 unger på vingerne, og det er det højeste antal unger på dansk jord i over hundrede år.

Et af de steder, hvor der er ekstra meget ørn, er på Fyn, hvor redekoordinator Torben Hvass i løbet af sommeren 2025 kunne melde hele 40 unger på vingerne. Som base for Ørnens Dag har DOF Fyn valgt Stige Ø lidt uden for Odense, og her trækker typisk ca. 400 gæster forbi i løbet af dagen.

- Fra Stige Ø har vi en forrygende udsigt over til Vigelsø og til mange forskellige spændende fugle omkring de gamle diger cirka 1 km ude. Det er her, at ørnene holder til, og når man ser dem gennem de opstillede teleskoper, føles de helt tæt på, fortæller Børge Rasmussen, der er tovholder på årets arrangement.

- Nogle gange har der været helt op til seks ørne på én gang, og sidste år var der endda to af ørnene, der var så glade for hinanden, at vores besøgende helt bogstaveligt kunne se, hvordan det foregår, når der skal unger i reden.

22 25 20250223 102110 ØRNENSDAG JEH 1954Foto: Jan Erik Hansen. 

Da ørnene ikke er ringmærkede, er det svært at sætte navn og adresse på de enkelte individer, men et godt bud er at det er ørneparret fra Kertinge Nord, ca. 7 km fra fjorden, der kan ses i kikkerten. På denne tid af året er de ikke så tæt knyttet til reden, så derfor tager de tit på nogle gode ture. De øvrige vil typisk være unge ørne, der endnu ikke har dannet par og etableret territorie, og som derfor roterer lidt rundt i landskabet.

De seneste år har der også været sæler, der har ligget og solet sig på store sten i inderfjorden. Andre af områdets spændene arter er blå kærhøg, mosehornugle, der jager om dagen, musvåger, tårnfalke og masser af smukke andefugle.

Røverhistorier og dramatiske jagtscener

Alle Ørnens Dag-lokationer rundt om i landet er udvalgt, fordi der netop her er ekstra stor sandsynlighed for at få ørn i sigte i løbet af dagen. Mange steder ligger også med en flot udsigt over sø eller hav, for områder over og omkring vandet er havørnens foretrukne jagtmark.

- Indimellem kan vi være heldige at opleve ørnene jage over fjorden, fortæller Henrik Kalckar, der er formand for DOF Fyn og en af de aktive fuglefaglige formidlere ved Stige Ø.

- For at få fugl på menuen kræver det, at man er en dygtig jæger, og hver slags byttefugl kræver sin egen særlige taktik, forklarer han.

22 25 20230226 124300 ØRNENSDAG ØRNEKLUB ØRNEREDE BLR 2691Foto: Børge Langkilde Rasmussen. 

- Når ørnene begynder at glide rundt over en flok, vil blishønsene fx søge helt tæt sammen som én organisme, og det gør det nærmest umuligt for ørnene at udse sig et bytte. En anden overlevelsesstrategi er at slippe af med ørnene ved at dykke ned under vandet, og især skallesluger og ederfugl klarer sig godt på denne måde. Sværere er det for gæssene, der ikke kan blive under vandet særlig længe, og her vil ørnene forsøge at udmatte gåsen ved at flyver tæt over den og presse den til at blive ved med at dykke.

Historien om de forskellige overlevelses- og jagtstrategier giver en god forståelse for, hvorfor ørne først kan yngle, når de er omkring fem år gamle. Først da er de nemlig erfarne nok til at kunne skaffe føde ikke bare til sig selv, men også til ungerne hjemme i reden.

Særlige aktiviteter for børn

I de store telte på formidlingsbaserne vil ornitologer stå klar til at dele deres store viden om områdets fugle. Nogle steder vil der også være et særligt telt eller aktiviteter, der er kun for børn.

- Det er en fornøjelse at opleve, hvor gode børnene er til at tale sammen også selvom de ikke kender hinanden på forhånd, fortæller Børge Rasmussen, der udover at stå for Ørnens Dag på Fyn også er aktiv som Fugleambassadør med et særligt fokuspunkt på foreningens mindste. ’Hvor mange point har du på FugleBingo’, er der måske en, der spørger. Og så er snakken i gang.

22 25 20250223 102010 ØRNENSDAG JEH 1947Foto: Jan Erik Hansen. 

Ved børneteltet på Stige Ø kan børnene blandt mange andre aktiviteter være med til at bygge en kæmpe ørnerede.

- Der er selvfølgelig også opstillet teleskoper i børnehøjde, og ved siden af har vi en ørn i fuld størrelse udskåret i krydsfiner. Når vi fortæller dem, at en havørns vingefang er på cirka 250 cm, siger det dem nemlig ikke så meget. Men når de selv måler med armene på vores model, kan man se det i deres øjne, når det pludselig går op for dem, hvor stor sådan en havørn egentlig er.

Kom med til Ørnens Dag og inviter familie, venner og naboer med. Læs mere og find dit lokale arrangement på dof.dk/ørnensdag.