2000 danskere kiggede efter ørne i vintervejret
Trods den kolde vinter med sne, tilfrosne søer og sjap blev der i løbet af dagen set mindst 33 havørne på de 16 lokaliteter. Både på Nyord og ved Hasselø oplevede deltagerne hele 6 havørne – på Nyord endda på én gang – og ved Lille Vildmose Centeret var hovedattraktionen det lokale kongeørnepar.
Ved Avnø Naturcenter og Jyllinge Lystbådehavn var interessen særligt stor, og mellem 300 og 600 nysgerrige gæster dukkede op for at kigge efter de store vingefang i kikkerter eller de opstillede teleskoper.
Ørnens Dag blev arrangeret af DOF’s Projekt Ørn, der har til formål at beskytte den danske bestand af ørne, indsamle viden gennem overvågning og registrering samt formidle information om de imponerende rovfugle til befolkningen.
Ørnens Dag blev afholdt for femte år i træk.

