Kongeørnen har sin danske trone i Jylland

søndag 8. februar 2026
Østhimmerland og Sydøstvendsyssel i Nordjylland er kerneområder for den danske ynglebestand af kongeørn. I 2025 var der syv etablerede kongeørnepar i dette område. Den sydøstlige del af Danmark huser i reglen primært unge kongeørn på besøg fra den svenske bestand.
af Jan Skriver

Kongeorn pa jagt foto Jan SkriverKongeørn på jagt. Foto: Jan Skriver.

I toppen af et 20 meter højt nåletræ sidder et par kongeørne med overblik over deres jagtmarker.
Ørnene har tronet på toppen i timer, men pludselig sker der noget.

Hannen, der er den mindste af de to ørne, letter, for han har fået øje på en fasan i det fjerne. I hurtig lydløs glideflugt forlader han nåletræet, inden han i et styrtdyk sætter kløerne i fasanen, der ender sine dage i en sky af farvestrålende fjer. Det var en fasankok.

Sådan kan man med held, tålmodighed og en god kikkert opleve kongeørnens jagt, primært i Lille Vildmose i Østhimmerland og Store Vildmose i Vendsyssel. Men også i Hals Nørreskov i Sydøstvendsyssel er der rimelige chancer for at se kongeørne jage, for ørnene er ikke ekstremt sky, som de var i gamle dage, da alle rovfugle blev efterstræbt og udryddet.

Ikke at de ligefrem er tillidsfulde, men de flygter ikke på flere hundrede meters afstand, straks de ser silhuetten af et menneske.

Den tronende standjæger 

Kongeørnen, der i sin fremtoning kan ligne en slank og elegant musvåge med et gigantisk vingefang, er i højere grad end havørnen standjæger.

Ofte har kongeørn deres faste udkigsposter, hvorfra de kan overskue jagtmarken, som de kender ned til mindste detalje, hvis der er tale om ynglefugle med eget territorium.

Omkring midvinter ser man ofte kongeørnene svæve over deres revir og redeområder. I reglen er det først midt på dagen, at ørnene går på vingerne, for her er termikken, de opadstigende luftstrømme, bedst, så rovfuglene kan flyve afsted på energispareprogram.

Lysere tider for kongeørnen 

I 2025 var der syv etablerede ynglepar i Danmark, hvilket var et historisk højt antal. Det hører dog med til historien, at kun fem unger kom til verden i de syv reder, og at kun tre af dem fløj ud i verden. To unger døde af ukendte årsager.

Kongeorn ynglepar i Nordjylland foto Jan SkriverYnglepar i Nordjylland. Foto: Jan Skriver. 

Det er ikke usædvanligt, at der dør ørneunger i deres første levetid. Succesraten i den danske bestand af kongeørne er dog fortsat høj, når man ser på ungeproduktionen gennem en årrække. Der kommer i gennemsnit flere kongeørneunger på vingerne i Danmark, end der gør hos artsfællerne i vores nordiske nabolande.

I alt er 73 unge kongeørne fløjet ud i verden fra de danske reder siden artens første yngleforsøg i 1998 og succes med unger året efter. Kongeørnen er på ingen måde så talrig som havørnen, for det danske kulturlandskab byder ikke på hundredvis af egnede lokaliteter, som det er tilfældet med havørnen.

Flere jyske ørnerevirer i sigte

I Danmark skønnes der at være plads, føde og territorier til måske en snes kongeørnepar med den nordøstlige del af Himmerland og Sydøstvendsyssel som kerneområder.

Vind Hede ved Holstebro, Ovstrup Hede ved Herning og Borris Hede øst for Skjern kan sammen med Randbøl Hede og Harrild Hede i Sydjylland med tiden blive potentielle yngleområder.

Der skønnes også at være muligheder for flere par kongeørne i Thy, Hanherred, og i de store hedeplantager i Midtjylland. Også Vendsyssel kan komme yderligere i spil som ørneterræn, blandt andet i Jyske Ås-området og Råbjerg Mose syd for Skagen Odde. Her holder ofte yngre kongeørne til.

I 2025 blev der observeret enlige kongeørne i Vendsyssel og Thy. Borris Hede i det sydlige Jylland har i flere år været revir for en kongeørn.

Vil du opleve en kongeørn, er der gode chancer for at få den at se på Ørnens Dag i Lille Vildmose - tryk her og læs mere om begivenheden

Yderligere oplysninger:

Hans Christophersenartskoordinator for kongeørn, Projekt Ørn,DOF BirdLife
Tlf. 23 71 31 54