Bør fanges eller skydes: Undsluppet japansk trane danner par med europæisk trane og har fostret to hybridunger
Japansk trane og europæisk trane med to unger i Røj Mose mellem Vejen og Kolding. Foto: Tim Hesselballe Hansen.
Den er lys og langbenet og en ikonisk fugl i Japan, hvor den er omgærdet af myter og mystik. På globalt plan er den fåtallig, og for 100 år siden var arten truet af udryddelse.
Men i den danske natur er den japanske trane et uønsket fremmedelement, for den østasiatiske traneart gør sig skyldig i faunaforurening i Europa på lige fod med mårhunde, nilgæs og amerikanske skarvænder.
Derfor opfordrerDansk Ornitologisk Forening (DOF BirdLife) Miljøstyrelsen til at iværksætte en indfangning af den japanske trane, der for fire år siden rømmede fra Skærup Zoo syd for Vejle, og som i år har dannet par med en europæisk trane og fået to unger på vingerne.
- Ideelt set bør den voksne japanske trane indfanges og bringes tilbage til sin zoologiske have og indgå i et avlsprogram for denne sjældne art. De to hybridunger er måske sterile, men de bør aflives for at forebygge genetisk forurening af den lokale tranebestand. Det er trist, hvis det bliver nødvendigt at aflive den japanske trane, men det er bedre end følgerne af en faunaforurening af vores hjemlige bestand af traner, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.
Genetisk forurening svækker fugle
I Sverige og Tyskland er der eksempler på, at undslupne hybridfalke fra falkonerer har dannet par med vilde vandrefalke og fået hybridunger på vingerne. I Mellemsverige har myndighederne valgt at nedlægge hybriderne og de undslupne hybridfalke for at undgå den genetiske forurening, som i yderste konsekvens kan svække den naturlige bestand af vandrefalke.
- Det er vigtigt at være konsekvent i sin håndtering af de problematikker, der opstår, når undslupne individer fra andre verdensdele danner par med nært beslægtede lokale fugle. Vi ser det for eksempel med canadagæs, der oprindeligt stammer fra Nordamerika, men som de senere årtier har bredt sig massivt i Europa. De amerikanske gæs danner rask væk par med vores hjemlige grågæs. Her er problematikken løbet løbsk, så vi nu oplever mange hybrider af canadagås og grågås og sågar bramgås. I tilfældet den japanske trane vil man risikere en genetisk forurenet tranebestand, hvis hybridtranerne yngler med held og får lov til at brede sig, siger Knud Flensted.
Trane er sky og umulig at fange
Den omtalte japanske trane, der er en han, fløj væk fra Skærup Zoo i juni 2020 efter at den havde levet i den zoologiske have i to år.
Den første tid efter sin flugt opholdt den sig i nærheden af Skærup Zoo, men den var umulig at lokke tilbage, fortæller Karina Schou, der driver Skærup Zoo sammen med sin mand.
- Folk kontaktede os, når de så vores japanske trane, og vi rykkede derpå straks ud for at prøve at fange den. Det har været umuligt at lokke den i en fælde, for den er både sky og hurtig. Vi synes, det er træls, at den er forsvundet, så vi nu kun har en japansk hun-trane, og vi vil hellere end gerne have tranehannen tilbage. Spørgsmålet er, om den kan indfanges, for den opholder sig mange forskellige steder i regionen, siger Karina Schou.
Mest praktisk at skyde tranerne
I Miljøstyrelsen er man enig i, at det er uheldigt, når en ikke-hjemmehørende art som japansk trane slipper ud fra en zoologisk have og forårsager en genetisk forurening af vores hjemlige tranebestand.
- Såfremt den japanske trane og hybriderne skal indfanges eller eventuelt reguleres/afskydes, vil det kræve en dispensation. Miljøstyrelsen er ved at undersøge de juridiske muligheder og afklare hvilken rolle, styrelsen skal have, oplyser Peter Kyvsgaard, der er biolog i Miljøstyrelsen, Arter & Naturbeskyttelse.
Han påpeger, at en regulering givetvis til være mere praktisk end en indfangning. Hvis afgørelsen bliver at fjerne den japanske trane og de to hybridunger, vil opgaven sandsynligvis blive lagt i hænderne på den lokale vildtkonsulent, oplyser Peter Kyvsgaard.
Yderligere oplysninger:
Knud Flensted, biolog DOF BirdLife
Tlf. 21 24 22 75
Dansk Ornitologisk Forening, DOF BirdLife
Tlf. 33 28 38 00
FAKTA OM JAPANSK TRANE:
Verdens bestand af vilde japanske traner er antagelig på under 3.000 fugle.
Arten lever ikke kun i Japan, men også i Sibirien, Kina og Mongoliet.
Om vinteren træffes den på Korea-halvøen.
Japansk trane balancerede i begyndelsen af 1900-tallet på randen af udryddelse, og man troede længe, at arten var uddød.
I 1926 blev en flok på 20 individer opdaget på Hokkaido, den store nordlige ø i Japan.
Opdagelsen førte til en indsats for at redde arten, og i dag lever flere end 1.000 vilde japanske traner i vådområderne nær byen Kushiro på Hokkaido.
Japansk trane er i Japan et symbol på et langt liv i lykke, fred og troskab, for fuglene kan blive gamle og danne par for livet.
Ifølge legenden kan tranen blive 1.000 år.
I reglen bliver den dog næppe ældre end 30-35 år i naturen.
I fangenskab er der eksempler på, at japansk trane kan blive omkring dobbelt så gammel.
Japansk trane er et yndet motiv i kunsten, enten den folder sig ud på malerier, i træsnit eller som mønster i en kimono.
Hvis man har fløjet med Japan Airlines (JAL), har man den japanske trane i ryggen, for den pryder flyenes halefinner.