Træt af egeprocessionsspindere? Lad fuglene gøre arbejdet

Fredag 10. juli 2026
Mejserne står op længe før os. Det gælder også, når det kommer til at begrænse udbredelsen af egeprocessionsspinderen. Få fat i en redekasse og hold de meget omtalte laver på afstand
af Jacob Weinkouff Hansen

Blåmejser i en redekasse

Der findes en langt bedre løsning på at begrænse egeprocessionsspinderen end fældning af dyrbare egetræer. Sæt en redekasse op i haven og lad mejserne gøre arbejdet! Foto: Erik Biering.

Medierne og mange danskere er i disse dage optagede af egeprocessionsspinderen og i særdeleshed larverne af arten.

Det er nemlig laverne, der har små brandhår på kroppen, som kan give kløe og udslæt på mennesker, der kommer i nærkontakt med dem.

Jacob Jensen, der er chef for naturafdelingen i DOF BirdLife, forstår godt, at folk er meget optagede af larven, der i disse dage opdages flere steder i landet, efter den længe har været tilstede på Fyn.

- I virkeligheden er brandhårene jo en forsvarsmekanisme. Det er er i bund og grund det samme, når vi brænder os på en brændenælde eller bliver stukket af en hveps. Men vi i DOF BirdLife forstår godt, at man kan være generet af egeprocessionsspinderen, siger han.

Ligesom andre grønne organisationer og eksperter på området advarer DOF BirdLife dog imod, at man fælder egetræer i stor stil for at komme larverne til livs.

- Egetræer er levesteder for mange arter og er en kilde til rigtig meget biodiversitet. Det er derfor den helt forkerte vej at gå. Til gengæld kan man bruge situationen med egeprocessionsspinderen til at gøre naturen en tjeneste, samtidig med at man kan få lidt kontrol med larverne.

Insektædende småfugle er en naturlig fjende for egeprocessionsspinderen. Eksempelvis blåmejsen og musvitten er to helt almindelige havefugle i Danmark, som kan mæske sig godt og grundigt i larverne.

Derfor er det helt oplagt at sætte redekasser op i sin have eller sit lokalområde, hvis man vil holde egeprocessionsspinderen på afstand.

- Flere af vores typiske havefugle er standfugle. De er altså i Danmark hele året. Hvis man sætter redekasser op, vil de være lige i nærheden af haven eller den lokale park – også i yngletiden, hvor de ellers somme tider søger lidt længere ud i for eksempel skoven. Dermed kan de æde løs af egeprocessionsspinderens larver, allerede når larverne dukker op, siger Jacob Jensen.