Projektbeskrivelse

Formål
Projektets formål er at vurdere status for de offshore IBA-områder Skagerrak & sydvestlige Norskerende, nordvestlige Kattegat og Lille Middelgrund. Endvidere er det formålet at opstarte monitering i samme områder.

Baggrund
De marine IBA-områder i Skagerrak og Kattegat er fourageringsområder for en stor andel af de nordeuropæiske bestande af mallemuk, alk, lomvie og ride. Havfuglegruppen har tidligere udført regelmæssige optællinger fra færger, der krydser Skagerrak og Kattegat samt fra forskningsskibe med base i de nordiske lande. Data fra disse tællinger udgjorde en stor del af grundlaget for udpegningen af områderne som IBA-områder. For at kunne følge udviklingen i populationerne af de nordeuropæiske havfuglearter er det vigtigt at udføre monitering i de pågældende områder. Desuden vil det være muligt at vurdere trends i populationerne ved sammenligning med eksisterende data indsamlet i perioden 1987-2005. Da der en gang er sket en grundlæggende kortlægning, kan man fra udvalgte skibsruter vurdere, om tæthederne er de samme som tidligere.


Lomvie, foto: John Larsen

Metoder
Projektet udføres som et samarbejde mellem Havfuglegruppen og Caretakerprojektet og rent praktisk som en kombination af tællinger fra færgeruter og tællinger fra forskningstogter. Havfuglegruppen har allerede deltaget på et togt med det svenske forskningsskib Argos i midten af september 2006.

Færgeruter, som tænkes at indgå i projektet, er for Skagerrak: Hanstholm-Egersund, Hirtshals-Kristiansand, Hirtshals-Larvik og Frederikshavn-Oslo, og for Kattegat: Grenå-Varberg og Frederikshavn-Göteborg.

Tidsmæssigt lægges tællingerne i Skagerrak i august-september med henblik på optælling af mallemuk og lomvie mens tællingerne i Kattegat lægges i december-februar hvor store koncentrationer af alkefugle overvintrer i dette område.

Forskningsstationen Flødevigen gennemfører en langvarig månedlig moniteringstransekt mellem Hirtshals og Arendal, og desuden er færgen på ruten Hirtshals-Larvik udstyret med ferrybox (http://www.ferrybox.com), hvilket muliggør indsamling af synoptiske fugle-, hydrografi- og planktondata. En mulig udvidelse af projektet vil omfatte en korrelation af havfugledata med data for byttedyr og fysiske parametre.

Publikation af data
Resultater fra projektet vil blive publiceret i et videnskabeligt tidsskrift som DOFT og/eller i DOFs øvrige publikationer.

For yderligere information om projektet, kontakt Havfuglegruppen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 Projekt Ilanddrevne Fugle blev startet af DOF's Havfuglegruppe i 1985 efter et pilotprojekt langs den jyske vestkyst i 1984. Projektets formål er at overvåge niveauet af olieforurening til havs.

Tællingen finder sted hvert år omkring den sidste weekend i februar. På kyststrækninger fordelt over hele landet tælles alle døde fugle og for hver fugl registreres, om den har været udsat for olieforurening. Procenten af døde fugle med olie i fjerdragten ud af det samlede antal døde fugle fundet på stranden er en meget præcis indikator for mængden af olie på havoverfladen i de tilstødende havområder.

Ved at analysere om der sker ændringer i denne andel over en årrække, kan man opdage, hvis niveauet af olieforurening stiger i et bestemt område. Ligeledes kan man vurdere, om eventuelle lovmæssige tiltag til begrænsning af olieforurening har nogen effekt.


Olieskadet lomvie, foto: Jan Skriver

Interesserede tællere i alle dele af landet er meget velkomne til at kontakte projektets koordinator Jørn Lennart Larsen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Resultaterne af de mange års tællinger er i 2007 publiceret i en videnskabelig artikel:
Larsen,J.L., Durinck,J. & Skov,H. (2007). Trends in chronic marine oil pollution in Danish waters assessed using 22 years of beached bird surveys. Marine Pollution Bulletin 54: 1333–1340

Tidligere publikationer:
Skov,H., Christensen,K.D. & Durinck,D. (1996). Trends in marine oil pollution in Denmark 1984-1995. Working report no. 75. Ministry of Environment and Energy, Denmark. (link skal opdateres)

Man kan sige at havfuglegruppen startede som en oliefuglegruppe. Det skete med de første landsdækkende optællinger af olieramte fugle i 1984. Fra starten var det Henrik Skov, Finn Danielsen og Jan Durinck der organiserede dette arbejde i DOFs regi.

Af Jan Durinck

Herfra udviklede gruppen sin interesse til fugle på havet og optællinger blev organiseret fra færgeruter og statslige havundersøgelsesskibe. Dette arbejde skete i koordination med den Skandinaviske Havfuglegruppe, som eksisterede dengang. Olieselskaber som Texaco og Mærsk fik hurtigt interesse for vores resultater og Havfuglegruppen fik et øget økonomisk grundlag og mulighed for at sejle på mange flere ruter.


Tejster, foto: Jan Skriver

Med dannelsen af Ornis Consult i 1986 kom de fleste af Havfuglegruppens aktiviteter med derover. I 1987-1988 gennemførtes en kortlægning af havfugle i hele det Danske søterritorium i samarbejde med DMU. Finn forlod gruppen i 1990 og siden blev arbejdet drevet videre af Henrik, Jan og senere Jørn Lennart Larsen, med deltagelse af mange frivillige i DOF.

Siden den gang er der udført talrige havfuglestudier, bl.a. kortlægning, økologiske undersøgelser, sårbarhedsstudier mm i Østersøen, Nordsøen, Nordatlanten, Sydkinesiske Hav samt ved Sydpolen og Grønland. Resultaterne findes i snesevis af rapporter og videnskabelige artikler.

Kommissorium for Havfuglegruppen

Formål

  • indsamle og publicere viden om havfugles forekomster i Danmark
  • bidrage til at følge udviklinger i disse
  • bidrage til overvågning af dødelighed for havfugle, herunder olieforurening


Arbejdsområde

Havfuglegruppen forestår overvågning af effekten af olieforurening på havfugle ud for Danmarks kyster, Projekt Ilanddrevne Fugle (PIF). Der udføres 1 årlig optælling af ilanddrevne fugle i slutningen af februar på kyster i alle dele af landet ved hjælp af et netværk af lokalkoordinatorer og frivillige optællere. Data herfra opbevares af projektets centrale koordinator (Jørn Lennart Larsen) og bruges i udarbejdelsen af en summerende rapport over olieforureningens udvikling ca. hvert 5 år.

Medlemmer

Henrik Skov, Jan Durinck og Jørn Lennart Larsen (sekretær), Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tællingen finder sted i sidste weekend af februar. Tællinger udført op til en uge på begge sider af tælleweekenden accepteres også.

Alle ilanddrevne fugle og havpattedyr på den valgte kyststrækning registreres. Tempoet tilpasses, således at alle ilanddrevne fugle og dyr eller rester heraf kan opdages.
Fundne fugle artsbestemmes og undersøges for olie. Er artsbestemmelse ikke mulig (f. eks. ved fund af rester af fugle) forsøges det at henføre observationen til en af de større fuglegrupper jvf. indrapporteringsskemaet.
Hele fugle og dele af fugle indføres som separate kategorier i skeamaet, og for hver kategori skrives antallet af rene, olieforurenede og muligt forurenede individer.
Udfyldte skemaer sendes pr. e-mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ud over ilanddrevne fugle og dyr, holdes øje med olieforurening på stranden og denne angives som skønnet samlet strækning forurenet strand. Observeres ingen forurening på stranden skrives 0 i feltet (undersøgt, men ikke observeret).

Spørgsmål vedrørende udførelsen af optællingen eller afrapportering af data kan rettes til projektets koordinator Jørn Lennart Larsen på tlf. 32 95 88 47, mobil 22 32 78 72 eller pr. e-mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.