Afgang fra ørnereden: Årets unge havørn i ØrneTV flyver snart hjemmefra

tirsdag 17. juni 2025
Den er stor og stærk, og den har et temperament, der lover godt for et liv som Danmarks største rovfugl. Årets stjerne i DOF BirdLifes ØrneTV vil en af de næste dage forlade sin fædrene rede ved Hyllekrog på Lolland. Klik ind på ØrneTV og få en chance for at opleve ørneungens første flyvning.
af Jan Skriver

3 fotos 9Havørn, hun, her er den fotograferet 64 dage gammel tirsdag 10. juni 2025. Foto: Kim Skelmose.

Tirsdag 17. juni er det 71 dage siden, at årets unge havørn i reden ved Hyllekrog på Lolland, hvorfra DOF BirdLife døgnet rundt sender levende billeder, kom ud af ægget.

Lige siden har den med stor appetit ædt alt, hvad der er blevet serveret for den af vandfugle, fisk og ådsler.

Så nu er det lige oppe over, at havørnen folder sine brede vinger ud og forlader den rede, hvor den er kommet til verden.

Se ØrneTV

- Cirka 80 dage gammel vil ørneungen, der er en hun være i stand til at flyve. Så vil hun formentlig forlade sin trygge platform og måske flyve over i den nærliggende ørnerede. Havørneparret ved Hyllekrog har to reder tæt på hinanden. I hvert fald vil hun holde til i det nabolag, hun kender. Det er først i løbet af efteråret, at den unge havørn for alvor vil begive sig ud i verden for at gøre erfaringer som vores største rovfugl, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn og som ringmærker danske havørneunger.

Vejret forhindrede ringmærkning

Årets ringmærkning af ørneungen blev dog opgivet. Den skulle have fundet sted tirsdag 10. juni, men blæsten ruskede så voldsomt i trækronerne, mens regnen stod ned i stænger, at planen bogstaveligt talt gik i vasken.

- Det var ganske enkelt for farligt for både mand og ørn at gennemføre ringmærkningen og den påsætning af en GPS-sender, der efter planen skulle have fortalt os om ørnens videre færd i livet. Så det blev kun til et kort tjek af den unge ørn oppe i reden. Den er yderst livskraftig, og en af de største havørneunger, jeg har set i denne ynglesæson, siger Kim Skelmose, der ringmærker med licens fra Ringmærkningsadministrationen, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.

Ørn med vilje og temperament

Optagelserne i ØrneTV har vist, at den unge havørn blandt andet har fået ål, hare, grågås og blishøne til middag de senere dage. De har også vist, at hun er særdeles temperamentsfuld og klar til at forsvare sin føde, straks der er serveret.

- Man kan sige, at ørneungen er kommet i ’kan-godt-selv-alderen’ ligesom et mindre barn, der vil selv. Det er et godt tegn på, at den nok skal klare sig i konkurrencen med artsfæller, siger lederen af DOF BirdLifes Projekt Ørn.

Yderligere oplysninger:

Kim Skelmose, leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn og ringmærker for Ringmærkningsadministrationen, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet
Tlf. 27 73 40 70