Fuglevenner: Drop den dårlige landbrugsjord

torsdag 21. april 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
NATURPAKKE Regeringen bør satse stort på udtagning af landbrugsjord i den Naturpakke, som er på vej fra miljø- og fødevareministeren. Det mener DOF's formand, Egon Østergaard.
Pressemeddelelse fra Fugle & Natur
Mange lavbundarealer langs åer og fjorde er reelt urentable at dyrke og burde aldrig have været dyrket op.

Derfor bør regeringen satse stort på udtagning af landbrugsjord i den Naturpakke, som miljø- og fødevareministeren har lovet..

- Det kan ske ved opkøb eller jordfordeling, og der vil med en målrettet efterfølgende naturpleje kunne skabes værdifulde naturområder, siger Dansk Ornitologisk Forenings formand Egon Østergaard.

DOF har for længst sendt 20 forslag til regeringen, som vil kunne give Danmarks natur et tiltrængt løft i en Naturpakke.

- Naturpakken bør i høj grad have fokus på tiltag, der har blivende karakter, da midlertidige løsninger og tilskudsordninger ofte ændres fra politisk side og gevinsterne for naturen nulstilles. Det så vi med opdyrkningen af de mange braklagte arealer i 2008 og senest med ophævelse af randzonerne langs vandløb og søer i 2016. Hovedfokus for disse tiltag var ikke natur, og derfor fik vi heller ikke en blivende naturværdi, konstaterer Egon Østergaard i en leder i DOF’s medlemsblad Fugle og Natur, der udkommer 26. april.

DOF foreslår også en udlægning af 50 pct. af statens skove til biodiversitetsskove, hvor tømmerproduktionen stoppes, og skoven får lov til at udvikle sig selv. Et tredje element i Naturpakken bør være flere midler til naturpleje i samarbejde med landmænd.

- De seneste år har vist, at midlerne fra EU via landdistriktsmidlerne er helt utilstrækkelige til at få plejet de eksisterende naturarealer. Der bør derfor tilføres statslige midler og laves klare aftaler med lodsejere, så disse tilskyndes økonomisk til at pleje de allervigtigste områder, siger Egon Østergaard.

LÆS OGSÅ: DOF: Halvdelen af al statsskov bør være vild og urørt

Kontakt: Egon Østergaard 31 16 20 30