Én kejser og flere konger i Skagen

torsdag 28. april 2005 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den seneste uges hårde vind fra øst har presset rekordstore antal af trækkende rovfugle ud til Nordvesteuropas vestkyst, oplyser DOF. Den seneste uge har budt på 1 kejserørn, 1 lille skrigeørn, 3 kongeørne og en rekord med 6 havørne på én dag. Desuden er 159 fiskeørne på bare tre dage trukket ud over havet fra Skagen og 3 sjældne steppehøge er set
Jan Skriver
- Vi har været tæt på at opleve nogle af de allerbedste rovfugletrækdage i Skagen nogensinde. For få år siden havde vi en forårsdag med 20 forskellige arter af rovfugle på træk over Skagen. De seneste dages træk har været knapt så varieret, men antallet af yderst sjældne arter har toppet.

Sådan siger ornitologen Rolf Christensen, der dagligt følger fugletrækket over EU's nordspids.
Han og cirka 100 tilrejsende ornitologer har tre dage i træk - om man så må sige - set en kejserørn i luftrummet over Skagen. Denne mægtige ørn - hvis nærmeste ynglepladser ligger i Spanien og Grækenland - har aldrig tidligere gæstet Danmark i april.

- Kejserørnen var Danmarks 25. fund af denne eksklusive art. Vi regner med, at ørnen er identisk med en fugl, der blev rapporteret i Holland 3. april, oplyser Rolf Christensen.

- Kejserørnens træk illustrerer udmærket, hvad der er sket på rovfuglefronten dette forår. I de seneste uger har vinden været i sydøst og øst. Det har presset mange nordtrækkende rovfugle helt ud til Vesteuropas kyster. Omkring Holland begynder det træk, som ofte ender i Skagen. Når rovfuglene møder Nordsøen, forsøger de måske at flyve ud over havet, men de opgiver barrieren på 400-500 kilometer. Og så følger de vestkysten nordpå, hvor Skagen-halvøen fungerer som en landskabelig fugleruse, der samler fuglene. Vi sidder på klitterne syd og nord for Skagen og oplever det koncentrerede træk af rovfugle forlade kontinentet. Ofte ser vi dem ganske tæt på, siger Rolf Christensen.

Kejserørnen forsøgte tre dage at trække ud over Grenen og havet, men den opgav tilsyneladende og er formentlig nu på vej tilbage til sine hjemlige sydeuropæiske himmelstrøg.

Udover kejserørnen har den ligeså majestætiske kongeørn glimret i luftrummet over Skagen. En dag bød på tre kongeørne. Og den noget tungere havørn satte rekord med 6 fugle på en dag. Desuden er der set 1 lille skrigeørn og hele 159 fiskeørne på bare tre dage.

- På to dage trak henholdsvis 63 og 64 fiskeørn ud over havet fra Skagen. Aldrig tidligere er så store antal af fiskeørne noteret i Jylland, siger Rolf Christensen.

- Også tre observationer af steppehøg, der kommer tusinder af kilometer fra sydøst, har været bemærkelsesværdige, oplyser ornitologen, der spår, at de næste dage kan byde på flere sjældne rovfugle.

- Når vinden skifter fra øst til vest, oplever vi tit det uventede. Dagene med de rekordstore antal af rovfugle vil være forbi, når vinden nu går i vest og fordeler fuglene over et stort geografisk område. Men i overgangsfasen mellem østen- og vestenvind ved man aldrig, hvad der sker. Det bliver spændende, siger Rolf Christensen, der vurderer, at der hver dag i maj er op til 200 fuglekiggere, som spejder fra Nordstranden, Grenen, Flagbakken, Pælebakke Klit, der er de lokaliteter i Skagen, hvor fuglene oftest ses allerbedst.

Og så er forestillingen gratis, og alle er velkomne.

Yderligere oplysninger om fugletrækket over Skagen:

Rolf Christensen,
Tlf. 98 45 19 94
Mobil: 40 41 66 08

Læs mere om kongeørn.

De seneste observationer af kongeørn.

Læs mere om fiskeørn.

De seneste observationer af fiskeørn.

Læs mere om vandrefalk.

De seneste observationer af vandrefalk.

De seneste observationer af kejserørn.

De seneste observationer af steppehøg.