Danmarks flotteste fugletårn

onsdag 2. juni 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Tirsdag den 1. juni indviede Fugleværnsfonden Danmarks flotteste fugletårn ved Nivå Bugt Strandenge.
Allan Gudio Nielsen
Fra det smukke fugletårn har den besøgende en fantastisk udsigt over Nivå Bugt, som er et af de få tilbageværende naturområder langs Øresunds kyst.

Området udgør året rundt en vigtig rasteplads for tusinder af fugle, der enten overvintrer eller er på vej nord- eller sydpå.

Nivå Bugt har længe været et yndet udflugtsmål for ornitologer og andre besøgende, som nu har endnu bedre muligheder for at opleve områdets mange fugle. Fra tårnet er der ikke kun udsigt til fugle, men også Kronborg kan skimtes, hvis man kikker mod nord. Og vender man blikket mod øst ses Hven tydeligt.

Friluftsrådet, Direktoratet for FødevareErhvervs natur- og miljøpulje og 15. Juni Fonden har givet økonomisk støtte til opførelsen af fugletårnet og til anden formidling samt naturpleje i området. Også Fredensborg Kommune har støttet projektet.