Energipil giver ikke vild natur

onsdag 6. maj 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening advarer stærkt mod energiafgrøder i sårbare naturområder. Pileplantager kan blive en stopklods for nødvendig naturgenopretning, skriver bladet Fugle og Natur.
”Energipil vil betyde, at de sidste rester af natur i det åbne land fortrænges. Det bliver et farvel til viber og lærker langs vandløb og søer. Og i tilgift får vi en forgrimmelse af landskabet, der kun kan sammenlignes med den gang, hvor Danmark blev plastret til med højspændingsmaster”, siger DOF’s formand Christian Hjorth.

Regeringen har i sit udspil om Grøn Vækst lagt stærke incitamenter ind for at få landmændene til at satse på energiafgrøder – netop langs vandløb og søer: ”For at forbedre landbrugets muligheder for at producere grøn energi baseret på energiafgrøder vil regeringen ændre lovgivningen, så udgifter til plantning af energiafgrøder som pil og popler bliver skattemæssigt fradragsberettigede. Endvidere vil afstandskravene op til vandløb og søer blive lempet med henblik på at smidiggøre muligheden for at etablere energiafgrøder uden at dette forringer varetagelsen af naturhensyn”, skriver regeringen i sit udspil.

Der er ingen konkrete mål for arealet med energiafgrøder i regeringens udspil om Grøn Vækst. Men det har Dansk Landbrug til gengæld spillet ud med. For Dansk Landbrug er ”Ægte grøn vækst” blandt andet en markant satsning på energiafgrøder, som kan give landmændene nye muligheder i miljøfølsomme områder, hvor dyrkningen ellers må opgives på grund af miljøkrav. 100.000 hektarer bør plantes til med pil og andre energiafgrøder, mener landbruget.

I Dansk Ornitologisk Forenings udgave af ”Ægte grøn vækst” advares der tværtimod mod en voldsom og ukritisk satsning på energiafgrøder. DOF frygter, at energipil især vil blive plantet i ådale og på andre lavbundsarealer, som ellers var oplagte steder at gennemføre genopretning af de stærkt truede lysåbne naturtyper. Hvis energipil plantes på enge og græsmarker, så vil det medføre alvorlige forringelser af levemulighederne for engfugle som viber, rødben, gæs og svaner, påpeger DOF.

Yderligere oplysninger: Christian Hjorth, telefon 97 44 85 20, mobil 29 28 75 02.