Lad gæs græsse for EU-midler

onsdag 29. april 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) fryder sig over gæssenes succes. Konflikter mellem landbrug og gæs kan forebygges ved at betale landmændene for at lade de flyvende vegetarer græsse på særligt udvalgte marker, mener DOF
Jan Skriver
"Tusindtallige flokke af gæs er som naturoplevelse betragtet på højde med fænomenet Sort Sol, hvor sværme af stære laver flyveopvisninger og drager turister i tusindvis til Tøndermarsken ved den dansk-tyske grænse.

Som samfund bør vi betragte de spektakulære gæs som en værdi, der giver hele befolkningen mulighed for at høste store oplevelser i det fri."

Sådan siger Christian Hjorth, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF) på baggrund af de senere forårs stigende pres primært fra landmænd i Vadehavet og nordpå langs Vestkysten til Thy og Limfjordslandet, der ønsker at få mulighed for at skræmme og skyde gåseflokke væk fra deres marker.

"Det er dybt kritisabelt, at man de seneste uger i Thy har tilladt at skyde fredede bramgæs, for arten er beskyttet af alle EU-lande. I DOF anerkender vi, at arten for landmænd i visse områder kan være en hård gæst at have på kost, men så må vi forvaltningsmæssigt planlægge os ud af problemerne," siger Christian Hjorth.

"Det lykkes i vores nabolande Tyskland og Holland, hvor bramgæs og kortnæbbede gæs også optræder i enorme flokke. Her sikrer man uforstyrrede fødeområder til gæssene ved at betale landmændene for at lade fuglene græsse i fred og ro på deres marker og for at sørge for græs eller særlige afgrøder af høj kvalitet."

Pengene bliver delvist hentet fra EU’s landdistriktsmidler. Til gengæld tillader myndighederne, at landmænd kan skræmme gæssene bort fra andre områder, hvor de er uønskede, siger DOF-formanden.

"I Danmark kunne vi lave en lignende ordning, hvor en forvaltningsplan anviser passende områder fordelt over landet, men især i Vestjylland, hvor gæssene kan raste og søge føde i fred og ro.

Områderne kunne med fordel udpeges i et samarbejde med Holland og Tyskland, så der i hele bramgåsens og den kortnæbbede gås’ vinterkvarter kommer til at ligge en perlerække af fredfyldte spisekamre," siger Christian Hjorth.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
Tlf. 33 28 38 00.

Christian Hjorth, formand for DOF.
Tlf. 97 44 85 20.