Vellykket ørnesæson - tak for i år

onsdag 29. oktober 2025
Scener fra et ørne-ægteskab har budt på redebyggeri, æglægning, stille stunder med udrugning over familieforøgelse til dramaer under servering af ål, ådsler og en levende gravand. Men nu er sæsonen forbi for i år, batterierne er døet ud, og skærmen er gået i sort. Snart kravler DOF BirdLifes Projekt Ørn op i redetræerne og gør klar til en ny sæson med WEB-kameraer.
af Jan Skriver

Billeder til dof.dk 5DOF's ØrneTV takker af for i år efter en aktiv sæson med godt 2,1 millioner visninger og næsten 119.000 aktive brugere. 

Lørdag den 1. marts lagde havørnehunnen et æg i reden i Fugleværnsfondens område ved Hyllekrog på Lolland, hvorfra DOF BirdLifes Projekt Ørn via et solcelledrevet WEB-kamera i otte måneder lige siden har transmitteret døgnet rundt.

38 dage senere kom en lille ny ud af ægget. Den 10. juni skulle den have været ringmærket, men det blev opgivet, da en storm gjorde det vanskeligt at være både ringmærker og havørn.

Efter en vellykket ynglesæson, om end et af de to æg i reden var goldt, er det nu slut for i år med levende billeder fra havørnens familieliv.

- Batteriet er gået dødt, og da solskin på denne tid af året kan være en mangelvare, så slukker vi for i år, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn, som står for ØrneTV.

Begge voksne havørne og årets unge ørn opholder sig fortsat i området og er jævnligt i reden. Om alt går vel, vil de to erfarne havørne være klar til en ny runde i Ørne TV næste år, mens den unge ørn formentlig vil flakke omkring og tage sig et fjumreår eller to, mens den gør sig erfaringer med livet som Nordeuropas største rovfugl.

Redetjek og rensning af kameraer

- Efter den første uge af november vil vi tjekke kameraerne, der har vist os billederne i år. De skal renses og sikres, så de sidder solidt fast hele vinteren og er klar til næste år i februar, hvor vi håber at blænde op igen med friske batterier. Ligesom i år vil vi helgardere os, så der er et WEB-kamera klar over de to reder, som havørnene har for vane at vælge imellem, siger Kim Skelmose.

I kraft af mange timers observationer af ørnene i tv, er det som om seerne og fagfolkene bag projektet kender rovfuglenes personlighed og baggrund.

Havørne-hunnen i ØrneTV fra Fugleværnsfondens reservat ved Hyllekrog er ringmærket, så man ved, at hun er en svensk ørn på 10 år, formentlig fra Skåne. Man ved også, at hun er en barsk dame, for hun har efter meget at dømme dræbt den gamle hunørn på lokaliteten og overtaget hendes plads i reden og på jagtmarkerne.

Det var i ynglesæsonen 2023, at den svenske hunørn overtog tronen foran WEB-kameraet ved Hyllekrog. Året efter debuterede hun så i familielivet på Lolland ved at lægge et æg og fostre en unge. Det skete i en ny rede uden for WEB-kameraets rækkevidde, så seerne gik den sæson glip af livets gang hos havørnene.

Derfor havde Projekt Ørn i 2025 helgarderet sig ved at sætte to WEB-kameraer op, et over den ’gamle’ rede, som har været benyttet siden 2013, og et over den nyeste.

Formidling og forskning

DOF BirdLifes levende billeder fra havørnens privatsfære er både underholdende formidling og nørdet forskning.

- Titusinder af danskere har kigget med, og der er seere, som flere gange dagligt har fulgt ørnenes familieliv. Vi er meget taknemmelige for de bidrag som seerne sender os. Der er en lang række omkostninger forbundet med driften af ØrneTV, fordi vi flere gange i sæsonen skal tjekke udstyret og leje en lift, så vi kan komme i højden, siger Kim Skelmose, der i kraft af mange timers observationer på ØrneTV har fået kendskab til en lang række nuancer i ørnenes familieliv, som man ikke kan læse sig til.

Hjælp os med at bevare ØrneTV – Klik her for at støtte

ØrneTV er blandt DOF BirdLifes mest populære sider med over 2,1 millioner visninger og næsten 119.000 aktive brugere. 

Yderligere oplysninger:

Kim Skelmose, leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70