Formandens leder: Tjek kommunens naturpolitik

tirsdag 28. oktober 2025
Valget i november er din mulighed for at lægge pres på politikerne i din kommune – til fuglene og naturens bedste.
af Egon Østergaard fra Fugle & Natur #4 2025

FallEfterår ved Letbæk. Foto: Frank Kaalund Hansen. 

Lige om lidt er der valg til landets 98 kommunalbestyrelser, og valgkampen er i fuld gang.Ældrepolitik, Strategi for børn og unge og Kostpolitik kan findes på en lang række kommuners hjemmesider under vedtagne politikkerÉkommune har endog en Træpolitik, men ingen politik for kommunens natur. Men hvordan står det egentlig til med kommunernes politiske vilje på naturområdet?

I 2007 blev amterne nedlagt, og kommunerne fik et langt større ansvar for naturen i deres områder. Seks år efter, i 2013, undersøgte DOF, om dette ansvar var blevet løftet, men det var et stærkt nedslående billede, der tegnede sig. Kun 29 kommuner havde en politisk vedtaget naturpolitik eller naturplan. 

Et kig på kommunernes hjemmesider i august 2025 viser heldigvis et langt bedre billede. Efter at have surfet rundt på de mange sider og ledt efter en overordnet vedtaget plan, strategi eller politik for natur eller biodiversitet blev mit resultat, at der i dag er 79 kommuner, der har en plan. Det betyder samtidigt, at der fortsat er 19 kommuner, dvs. hver femte, der ikke har en plan, og som derfor næppehar gjort sig politiske overvejelser om, hvordan man vil beskytte ogtilgodese naturen. Det er særligt bekymrende, når de netop i disse måneder er dybt involverede i arbejdet med den Grønne Trepart, der netop har fokus på at skabe langt bedre betingelser for natur. Kom nu de sidste!

Nogle kommuner har lavet meget flotte og omfattende biodiversitetsplaner, mens andre kommer noget lettere om ved det med smukke ord og luftige tilkendegivelser i en skrabetplan med masser af flotte fotos. Nogle er således til en topkarakter, mens andre kun lige består med det yderste af en borgmesternegl.

Kommunerne uden en plan fordeler sig med ti øst for Storebælt og ni vest for. Nogle kommuner, fx langs den jyske vestkyst, har endog meget betydningsfulde statslige natur- og fugleområder, så det kan undre, at man ikke i kommunener mere optaget af at formulere en politisk vision for natur

I de kommende år kommer kommunerne også til at spille en central rolle, nårDen Grønne Trepart skal realiseres. Her skal dyrkning på konkrete landbrugsarealer stoppes, og naturen skal have bedre vilkår. Nogle steder som skov og andre steder som enge eller tørre overdrev. Desuden skal der etableres store sammenhængende naturområder for 7,5 milliarder kroner, som enten grønne fonde, staten eller kommuner skal forvalte fremover. 

Der er en gylden mulighed for, at din kommune kan bringe sig selv i spil, men det kræver jo politikere, der interesserer sig for det, og som har politisk vilje til at prioritere naturen i det kommunale arbejde. Det er nu, der skal smedes, mens jernet er varmt,og pengene ligger og venter. Kommuner med en formuleret naturpolitik og visioner for natur er allerede et skridt foran de fodslæbende kommuner.

Ved valget i november har du en mulighed for at lægge pres på politikerne i din kommune, så naturen og dermed rammerne for vores fugle bliver bedre. Tjek din egen kommunes naturpolitik, spørg ind til den på møder, skriv et læserbrev og stem på den kandidat, der vil fuglene og naturen det bedste. Hav et godt valg!