Slørugler mangler mus

torsdag 15. juli 2004
Efter adskillige år med fremgang tager de danske slørugler denne sommer et ynglemæssigt dyk. Regn har mange steder sat uglernes foretrukne føde, markmus og spidsmus, under vand
Jan Skriver
Mange musebestande i enge og på lave marker har vand i gangene denne sommer, og det går ud over blandt andet sløruglen.

For uglen er afhængig af masser af museunger, hvis den selv skal have talstærke kuld på vingerne.

- Sidste år ynglede mindst 214 par slørugler i Danmark. I år vil bestanden gå ned med cirka en tredjedel, spår Klaus Dichmann, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) ekspert i sløruglen.

Flere af ugleparrene vælger at springe sæsonen over, fordi der er for få mus.

Dichmann, der er ringmærker for Zoologisk Museum i København, leder "Projekt Slørugle". Han har på nærmeste hold oplevet slørugle-bestanden gå markant frem specielt i den sydlige del af Danmark siden 1997.

- Der er tilsyneladende et mønster i slørugle-bestanden, der tager et lille dyk hvert tredje år. Men i år har særligt mange slørugler problemer, fordi rigtig mange museunger er druknet i deres reder. Normalt finder jeg en del døde mus i de redekasser, som sløruglerne yngler i. I år er kasserne tomme. Der er kort og godt ingen muselevninger hos uglerne, som får små kuld eller helt opgiver at yngle, siger Klaus Dichmann.

Slørugler kan få op til to kuld i løbet af en sommer. Så endnu kan de par, der har opgivet i første omgang, nå at stifte familie.

Hvis altså vejret og musene vil.

Læs mere om sløruglen på Klaus Dichmanns hjemmeside: www.tytoalba.dk