Ørnene viste vingefang i perfekt dansk vintervejr

torsdag 5. marts 2015 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
3.550 danskere var af huse for at få havørne og kongeørne i syne, da Dansk Ornitologisk Forening (DOF) bød velkommen i det fri til Ørnens Dag. Den klare vinterdag gav i alt 52 havørne og 2 kongeørne på de 17 lokaliteter, hvor DOF formidlede udsigt til ørne.
Jan Skriver
Engang var havørnen og kongeørnen fredløse og efterstræbte, i dag er de eftertragtede og fredede.
De store vingefang er blevet publikumstræffere, når Dansk Ornitologisk Forening (DOF) indbyder til Ørnens Dag, og i år var 3.550 rovfugleentusiastiske danskere af huse for at spejde efter de store vingefang.

Med hjælp fra DOF’s erfarne fuglekiggere fik publikum 52 havørne og 2 kongeørne at se i dagens løb.

- Det er fantastisk at mærke den store opbakning og dybe interesse, der i disse år omgiver ørnene. Folk er virkelig interesseret i at høre om rovfuglenes liv og den viden, vi i DOF har om dem, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF’s Projekt Ørn, som for tiende år i træk sendte ørnedagen på vingerne.

De største besøgstal på de 17 lokaliteter, hvor DOF’s guider pegede ørnene ud, kom på Jyllinge Havn ved Roskilde Fjord, hvor 400 deltagere så 4 havørne. Også i Lille Vildmose var der 400 besøgende på Ørnens Dag, og her overhalede kongeørnen den bredvingede havørn. To kongeørne og en havørn blev set i Vildmosen.

Både Stige Ø ved Odense og Arresø i Nordsjælland kunne notere et besøgstal på 350 mennesker. De så henholdsvis to og otte havørne.

Flest ørne pr. publikummer indtraf på Nyord Enge, da 55 mennesker ”delte” 8 havørne.

Netop nu er de indfødte danske ørne i fuld gang med deres ynglesæson 2015, og hvis de seneste mange års trend fortsætter, vil ynglebestanden vokse. I 2014 var der i Danmark mindst 61 ynglepar af havørn, der dog ikke alle fik unger på vingerne, og tre par kongeørne.

Den milde vinter har betydet, at havørnene har optrådt geografisk meget spredt i det danske landskab, og der er set havørne stort set over hele Danmark de seneste måneder.

Yderligere oplysninger

Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn
tlf. 27 73 40 70

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
tlf. 33 28 38 00