Rovfugle-tv slog kløerne i danskerne

onsdag 13. august 2014 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Det blev et endnu større hit i år at se direkte med over internettet fra æg og unger hos havørn og stor hornugle. 25 procent flere seere har set med på DOF’s web-tv fra de store rovfugle end i 2013. En succes, der giver håb for rovfuglenes fremtid i Danmark, mener DOF
Uffe Rasmussen
Æg blev lagt og klækket. Unger så det første sollys. Byttedyr som brun rotte og blishøne blev fløjet ind og revet til ungefoder eller slugt hel.

Og imens oplevede flere danskere end sidste år de spændende scener fra det ellers skjulte yngleliv hos havørnen, Danmarks største rovfugl, og stor hornugle, Danmarks største ugle.

Scener, som danskerne har kunnet følge med i, fordi Dansk Ornitologisk Forening har bragt fuglenes liv ud til danskerne på pc, tablet og smartphone.

- Vi har fået 25 procent flere besøgende til både havørnereden og stor hornuglereden i forhold til sidste år. Alene den dag, DOF tændte for billedet til havørnereden, steg antallet af sidevisninger på DOF’s webmagasin Pandion, hvor rovfugle-tv bor, fra 1500 til 25.000, siger Iben Hove Sørensen, redaktør på Pandion.

Succes godt for rovfuglene
Succesen er dermed hjemme for DOF’s projekt med at vise danskerne livet i rederne hos havørn og stor hornugle.

Og det giver håb for fremtidens arbejde med at bevare de sårbare rovfugle.

- Vi kan ikke få vingerne ned af bar begejstring. Det er en enorm succes, som overgår sidste års overvældende interesse. Vi er glade for, at så mange danskere har fået indblik i rovfuglenes spændende liv. Vi tror og håber på, at danskernes interesse betyder, at flere danskere har lyst til at bevare disse unikke rovfugle i den danske natur. Det er målet med webkamera-projektet, siger Egon Østergaard, formand for DOF.

- Interessen viser, at mange danskere gerne vil helt tæt på Danmarks vilde fugle og natur for at lære om deres måde at leve på. Måske har vi fjernet os for meget fra naturen, og så kan det her være en kærkommen mulighed for at få et unikt indblik i en ellers skjult verden. Men vi skal bruge interessen til at skabe forståelse for, at det er nødvendigt fortsat at arbejde hårdt for at bevare rovfuglene og den gode natur, de skal bruge til at søge føde og bygge reder i, siger han.

Også hit på sociale medier
Danskernes interesse viser sig også på de sociale medier. Flere end 6000 danskere fra Hvalpsund til Gentofte har fulgt med på Facebooksiden Havørnene og har skrevet masser af kommentarer og tippet hinanden om spændende hændelser i rederne. Det er tre gange så mange som året før.

- Det har været en stor fornøjelse at følge med i seernes kommentarer på Pandion og Facebook. Det engagement er lige, hvad vi gerne vil have folk til at vise for at øge danskernes interesse for og kendskab til vores store rovfugle. På den måde har vi større chance for at tale fuglenes sag og bevare den natur, som er under pres fra landbrug, byggeri og øget færdsel i naturen, siger Egon Østergaard.

Iben Hove Sørensen glæder sig over flere ting fra året i web-tv-rederne.

- Havørnene fik to unger på vingerne, så der var mere at opleve for seerne i år end sidste år, hvor de kun fik én unge. Stor hornugle-hunnen var ny i år efter den gamle, som nok er død. Alligevel fik hun fodret to unger op, selv om det måske er hendes første yngleforsøg, siger hun.

DOF arbejder hårdt på at samle penge sammen til endnu en sæson med direkte tv fra livet hos de vilde fugle.

Kontakt

Egon Østergaard, formand, DOF: 31 16 20 30

Iben Hove Sørensen, biolog, redaktør for Pandion: 33 28 38 42

Så meget rovfugle-tv så danskerne
225000 unikke brugere har tilsammen set knap 1,4 millioner gange fra rederne. Det er 25 procent flere end i premiereåret 2013.

Seerne har tilsammen brugt 18 år på at se på fuglenes familieliv.

Alene den dag, DOF tændte for billedet til danskerne, steg antallet af sidevisninger på DOF’s webmagasin Pandion, hvor web-tv bor, fra 1500 til 25.000.

Havørnenes egen Facebook-side har fået tre gange så mange følgere som sidste år. Nu er der flere end 6.200.

Fakta om havørne-tv
Havørnereden er bygget i et træ 18 meter over jorden i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland. Find ture og vejledning i færdsel i reservatet hos Fugleværnsfonden

Redekameraet er en del af Projekt Fokuseret Fugleforvaltning, som er et fuglebeskyttelsesprogram finansieret af Villum Fonden.

Banrock Station er sponsor på DOF’s web-kameraer 2014

Glade seere skrev på Facebook
Her er hvad nogle af Facebook-brugerne skrev på Havørnenes Facebook-side:

"Tak for en meget stor og spændende oplevelse med såvel ørnene som hornuglerne."
Anne Vibeke

"Fantastisk, at vi sådan kan følge disse prægtige fugle og deres familieliv - live, i frihed og ude i de naturlige omgivelser! Tusinde, tusinde tak!"
Søren

”Tak for nogle rigtig lærerige og spændende måneder. Har fulgt havørnene så tit det kunne lade sig gøre for mig. Er blevet helt fascineret af de store fugle og glæder mig til forhåbentlig at kunne følge dem igen næste år.”
Aase

”Jeg har haft begge browsere kørende løbende hele tiden, ved siden af de andre ting jeg laver på min p.c. man kunne hurtigt høre på lydene når der skete noget, så var det bare med at kigge med, tror sammenlagt jeg har kigget 30 døgn i træk på de fascinerende fugle. Tusinde tak fordi i gjorde det muligt.”
Sanne

”Når man tænker på alt det leben, der har været i ørnereden. Gamle, der bygger rede og troligt passer æg, sommetider strides om at komme til i ders iver efter at ruge. Bringer mad i én uendelighed, æg, der klækker, og unger, vi får glimt af. Unger der vokser og kræver mad, mad, mad. Gamle, der knokler og flyver frem og tilbage med byttedyr. Unger, der vokser op og bliver til store og stærke unge ørne. Og så nu ! Reden tom. Det hele er overstået, alt er gået perfekt. Den tomme rede er det sidste minde. Hvor HAR det så været stort.”
Lena

”Tusind tak for spændende oplysning. Vi har fulgt ørnereden hele foråret i 3. klasse - og vi har lært en masse. De har været meget interesserede - også forældre derhjemme har fulgt med. Ofte har vi haft live fra reden på storskærm, når vi har stilletime i matematik - så kan man slappe lidt af fra matematikken ind imellem. Og hvis der skete noget spændende, så var der altid en, der råbte op, så alle kunne se. Jo, det har været fantastisk. I år har vi fulgt reden lige fra første æg. Sidste år fandt jeg først hjemmesiden midt i det hele. Dejligt med de færdige små film I har sat på, så vi sammen kunne set højdepunkterne."
Karen

"Jeg har lært en masse og fået en masse dejlige spændende opleevlser, og ser frem til næste sæson. Ønske vores 4 nye "små" venner og deres forældre go' vind og ser frem til 2015. Håber der er kommet penge på kontoen til at kunne fortsætte. Af hjerte TAK !"
Nina

"Det har været en spændende oplevelse og følge med, jeg har været inde på siden flere gange daglig, 1000 TAK."
Inge

"Tak for en lang række fantastiske og storslåede oplevelser."
Kurt