Tysk ægsamler på rov efter sjældne danske fugle

tirsdag 2. juni 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) slår alarm, fordi en tysk mand, der er kendt for at handle med sjældne fugle, angiveligt i disse dage er i Danmark for at røve æg fra fredede fugle
Jan Skriver
Han kører i en lejet, sølvfarvet Opel Zafira. Måske er der kasser med stjålne æg fra sjældne danske ynglefugle i udlejningsbilens bagagerum, for føreren er under kraftig mistanke for at være på en Danmarksturné med det formål at finde reder med æg fra fredede fugle.

- Den pågældende mand, som vi kender navnet på, er kendt af de tyske toldmyndigheder og fuglebeskyttelsesorganisationer for at stå bag handel med sjældne fugle og formentlig også æg, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

- Vi samarbejder med de tyske myndigheder om sagen, og vi kan kun opfordre folk, der ser noget mistænkeligt i naturen, til lige at tjekke bil og bilnummer, hvis de får en mistanke om, at en ægrøver kan være på spil, siger biologen i DOF.

Sagen begyndte i sidste uge, da ornitologen Sebastian Klein på Rømø i Vadehavet observerede en mand, der målbevidst ledte efter reder af de sjældne hvidbrystede præstekraver på vadehavsøen. Han satte blandt andet små flag op til markering af de steder, hvor præstekraverne holdt til.

Det lykkedes Sebastian Klein at få mandens navn og via en kontakt med Dansk Ornitologisk Forening gik der besked videre til BirdLife Internationals tyske afdeling. Her kunne man oplyse, at den tyske ”Rømø-turist”, som Sebastian Klein antastede, var kendt som en fuglehandler på kant med loven.

- Noget tyder på, at manden netop i disse dage leder målrettet efter æg fra sjældne vadefugle, men det må blive et gæt. Erfaringer fra tidligere fortæller, at ægsamlere kan være af sted på en slags bestillingsarbejde, så manden har måske en ønskeliste med arter, som han vil forsøge at finde rederne af. Da han kører i en lejet bil, formoder vi, at han bliver i Danmark i hvert fald denne uge ud, siger Knud Flensted.

Dansk Ornitologisk Forening vi meget gerne have et praj fra folk, der observerer noget mistænkeligt i nærheden af ynglepladser.

Foreningen opfordrer desuden folk til at anmelde sager, hvor der er en begrundet mistanke om ulovlig ægsamling, til det lokale politi.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
Tlf. 33 28 38 00
Knud Flensted, biolog, tlf. 33 28 38 33 (direkte)
Mobil: 21 24 22 75.