Midnatslyttere vil stille ind på perleuglen

onsdag 4. februar 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Lørdag 7. februar i timerne op imod midnat vil ornitologer stå i spidsen for ture med listesko ud i en række danske skove for at lytte efter den blot drosselstore perleugle. Efter en invasion fra Sverige sidste efterår ventes der særligt i den østlige del af landet at være gode chancer for at høre de små ugler synge
Jan Skriver
Gribskov og Hareskoven ved København vil blive lyttet igennem. Det samme vil flere plantager på Falster og en række jyske skove med Rold Skov som den største.

Lørdag 7. februar fra kl. 21 og hen imod midnat byder Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) caretakerprojekt og uglegruppe på en række guidede ture landet over.

”Operation Perleugle” hedder arrangementet, hvor guider vil tage interesserede med ud i aftenmørket på en vandring, hvor høresansen er i højsædet.

For det handler om at lokalisere syngende perleugler, der blot er på størrelse med drosler.

Netop i disse uger begynder uglerne i den danske natur at tude, eller rettere synge, for uglernes tuden er deres sang. Vindstille og let frost kan for alvor sætte gang i uglernes lyst til at ytre sig.

I efteråret gik den største kendte invasion af perleugler fra de skandinaviske skove mod sydvest, så sandsynligheden taler for særligt gode chancer for at få kontakt med de små ugler.

Ved Falsterbo, der er den sydlige halvø af Sverige, blev der ringmærket godt 300 perleugler, og i Sydøstdanmark blev der fanget og ringmærket flere perleugler ved Gedser. Også ved Stevns blev der observeret perleugle.

Guiderne på lørdag aftens lytteture har sørget for at lægge ruterne i terræner, hvor chancerne for at høre uglerne er størst.

Perleuglen træffes mest i skove, hvor der er fyrre- og grantræer. På skrift lyder dens stemme sådan her: ”po-po-po-po”. Der er dem, som mener, at den lille ugles monotone stemme kan minde om lyden fra en gammeldags fiskerkutter i det fjerne.

Her i landet er perleuglen, der er Sveriges mest almindelige ugle, en meget sjælden ynglefugl. Men bestanden menes i disse år at være i stigning. På Bornholm yngler perleuglen sandsynligvis hvert år, og har gjort det i hvert fald siden 1979.

Og nu huser også Jylland ynglepar af perleugle.

I Slesvig-Holsten i det nordlige Tyskland har en mindre bestand af perleugler etableret sig. Den menes at kunne give afsæt til en jysk ynglebestand af perleugler.

Ofte følger den lille ugle i sortspættens slipstrøm. Perleuglen yngler tit i forladte sortspættehuller.

Dansk Ornitologisk Forening vil gentage den kommende lørdags ”Operation Perleugle” om en måned. Lørdag 7. marts er der på ny perleugler på dagsordenen, eller skulle vi sige aftenens orden.

Yderligere oplysninger:

Koordinator for Caretakerprojektet i DOF, biolog Thomas Vikstrøm. Tlf. 33 28 38 22.

Artsansvarlig caretaker for perleugle, Klaus Dichmann. Tlf. 74 42 05 52. Mobil 20 86 90 52.

Sanne Busk, Fuglepigerne. Mobil: 61 27 51 82.