Hyben gør grønirisker til blodirisker

onsdag 15. august 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Når man i august og til ud på efteråret ser grønirisker med ”blodige” eller ”svampesyge” næb, synes det naturligt at slå alarm. Men der er ingen grund til panik på finkens vegne, siger Dansk Ornitologisk Forening. Fuglene har bare hybenkød i hele hovedet
Jan Skriver
Det kan ligne en svampe-infektion eller et blodigt uheld. Men sensommerens og efterårets grønirisker med blodrøde næb skyldes udelukkende fuglenes appetit på hyben.

Ligesom børn, der har hele hovedet smurt ind i jordbærmarmelade, kan også grønirisker fordybe sig så meget i deres livretter, at de ser farlige ud efter måltidet.

- Det kan se ret uhyggeligt ud, når man ser grønirisker med disse udvækster på næbbet, men de fleste fugle slipper selv af med hyben-resterne i løbet af nogle dage, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Foreningen får hvert år opringninger fra haveejere, der er bekymrede, fordi de opdager, at de grønne finker ser blodige ud på næbbene.

- Grønirisker er særligt glade for frugterne fra den rynkede rose, der også bliver kaldt hybenrosen. Plantens meget røde frugtkød tiltrækker fuglene. Hybenrosen har en særlig strategi med at friste vegetarer som grønirisken. Planten får nemlig spredt sine frø med fuglene. En grønirisk med frugtkød og frø, der klæber til næbbet en tid, kan komme langt omkring og dermed være med til at grundlægge rosenbuske andre steder, siger Knud Flensted. Så både plante og plantør har fordel af samarbejdet, selv om altså haveejere, der opdager de ”blodige” finker, når at blive nervøse på fuglenes vegne.

Grønirisken er en af Danmarks mest almindelige ynglefugle. Det skønnes, at bestanden er på op imod en halv million par.

Yderligere oplysninger fås hos Dansk Ornitologisk Forening, tlf. 33 28 38 00.