Falkonerer truer verdens vilde rovfugle

torsdag 10. august 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Falkonerers efterspørgsel på vilde rovfugle fører til omfattende international handel med falke og ørne, oplyser Dansk Ornitologisk Forening. Prisen for en falk på det sorte marked kan løbe op i 1 million dollars, og smugling af ulovligt indfangede rovfugle kan give større profit end både våben og narkotika. Konsekvenserne er blandt andet en dramatisk tilbagegang i rovfuglebestandene i det tidligere Sovjetunionen, skriver bladet Fugle og Natur.
Fugle og Natur
Det er i dette internationale perspektiv, man også skal se den hjemlige debat om jagt med rovfugle, mener Dansk Ornitologisk Forening. Jo flere lande, der tillader falkejagt, jo mere øges det internationale pres på verdens vilde rovfugle. Danmark og de øvrige lande, som har forbud mod falkejagt, er derfor foregangslande inden for international naturbeskyttelse. En position, som Folketinget risikerer at sætte over styr, hvis man tillader jagt med rovfugle i Danmark.

Ifølge Reuters nyhedsbureau, så toppede smuglingen af ulovligt indfangede rovfugle i året 2001 med 14.000 fugle på det sorte marked for falkonerer. Nu er den illegale handel gået ned igen, ikke fordi myndighederne har grebet ind, men fordi bestandene af rovfugle i det fri er gået voldsomt tilbage.

Den amerikansk-baserede organisation for rovfuglebeskyttelse UCR nævner Slagfalken som den art, der er hårdest ramt af den ulovlige handel med rovfugle. Slagfalken er blandt de mest eftertragtede rovfugle blandt falkonerer, ikke mindst fordi den er dygtig til at fange Houbara Trapper, der er de mest populære byttefugle i Arabien. En Slagfalk på 1 kilo kan indbringe 1 million dollars (6 millioner kroner) på det sorte marked i Mellemøsten. Ofte bruges opdrættede falke som lokkeduer ved fangsten af frie falke.
Falkonerernes efterspørgsel har nu drevet de vilde bestande af Slagfalke i Centralasien ud på kanten af udryddelse. Ifølge UCRs leder Alan Howell Parrot, så var der før Sovjetunionens sammenbrud en bestand på mellem 3000 og 5000 par Slagfalke i republikken Kazakhstan. Nu er der kun mellem 100 og 400 par tilbage.

UCR forsøger at få de amerikanske myndigheder til at indføre begrænsede handelssanktioner mod både de arabiske lande, der modtager falkene og de centralasiatiske lande, der leverer falkene. Men overalt nægter myndighederne at være involveret i smugling.

Selvom situationen måske er særlig alvorlig for rovfuglebestandene i Centralasien, så foregår der også omfattende faunakriminalitet i Europa for at tilfredsstille falkonerers efterspørgsel på vilde rovfugle.

Den tyske CITES-ekspert Helmuth Brücher vurderede i 2004, at der årligt plyndres følgende antal rovfuglereder, alene i Tyskland: Vandrefalk op til 50 reder, Duehøg op til 120 reder, Kongeørn mindre end 10 reder, Havørn op til 10 reder, Rød Glente op til 20 reder og Lille Skrigeørn op til 5 reder årligt. (CITES er den internationale konvention om handel med truede dyrearter, også kaldet Washington-konventionen).

I alt vurderes det, at op mod 50.000 rovfugle holdes i fangenskab i Tyskland.

Yderligere oplysninger: biolog Knud Flensted, DOF 33283833 el. 21242275