Verdens største fuglesponsor er dansk

mandag 12. august 2013 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den globale fuglebeskyttelsesorganisation BirdLife International har hædret Aage V. Jensens internationale fond. Siden 2004 har Aage V. Jensen Charity Foundation været verdens største fuglesponsor, skriver bladet Fugle og Natur
De fleste naturvenner herhjemme kender Aage V. Jensen Naturfond som ”naturens rige onkel”, der har opkøbt og genoprettet vigtige naturområder som Filsø, Lille Vildmose og Vejlerne. Men de færreste er nok klar over, at Aage V. Jensens internationale fond Charity Foundation har udviklet sig til den største sponsor på verdensplan for BirdLife International.

Siden 2004 har Aage V. Jensen Charity Foundation givet direkte støtte til BirdLife Internationals arbejde i hele 46 lande verden over. Men fonden bidrager til naturbeskyttelsen i mange flere lande gennem støtten til BirdLifes kerneaktiviteter inden for videnskab, politik, borgerinddragelse og miljøundervisning, som har betydning på globalt plan.

Desuden har samarbejdet med Aage V. Jensens Charity Foundation gjort det muligt for BirdLife International at udpege mere end 3.000 biologiske hotspots i verdenshavene, som er særligt vigtige at beskytte for den marine biodiversitet.

Det var DOF’s direktør Jan Ejlsted, der i 2004 knyttede forbindelsen mellem BirdLife International og Aage V. Jensens Fonde, da han inviterede en repræsentant for fondene med til BirdLifes verdenskongres i sydafrikanske Durban.

”Det er nok det vigtigste møde, jeg har arrangeret i min karriere”, siger Jan Ejlsted i dag.

BirdLife International har netop hædret Aage V. Jensen Charity Foundation med udgivelsen af en bog, som blev præsenteret på BirdLifes verdenskongres i juni i Ottawa i Canada. Bogen beskriver resultaterne af samarbejdet de sidste ni år, og Aage V. Jensen Charity Foundation blev ved samme lejlighed tildelt BirdLifes ”President’s Medal”, som er organisationens største hædersbevisning.

BirdLife International er verdens største medlemsbaserede grønne organisation med partnere i 121 lande, 13 millioner medlemmer og støtter, 7.000 lokale naturbeskyttelsesgrupper og 7.000 ansatte.

Kontakt: Jan Ejlsted tlf. 29 24 38 56/33 28 38 48