Nationalparker risikerer at blive naturens narresutter

fredag 23. marts 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Store danske naturområder kan udvikle sig til sande kronjuveler, hvis de forvaltes til naturens bedste. Men hvis hensynet til masseturisme, lokalpolitik og landbruget får førsteprioritet, kan juvelerne ende som plastikperler, mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Jan Skriver
Grundideen om nationalparker i Danmark er fremragende, men her fem år efter lovens vedtagelse er der grund til bekymring over, hvor meget natur parkerne egentlig vil resultere i, bl.a. i de tre nationalparker, der foreløbig er etableret. - Vi må konstatere, at Danmarks første nationalparker i Thy, Mols Bjerge og Vadehavet endnu ikke har ført til det løft i naturkvaliteten og den målrettede kamp for øget biodiversitet, som man kunne forvente, siger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF). DOF støtter det generelle formål med etablering af flere nationalparker i Danmark, men foreningen efterlyser et langt større og mere ambitiøst naturindhold, hvor beskyttelsen går forud for benyttelsen i de udpegede områder. - Lokalpolitiske og landbrugsmæssige interesser har sammen med hensynet til turismen indtil nu overskygget de ædle hensigter om at styrke naturen, der var det egentlig formål, da Wilhjelmudvalget i 2001 satte ideen om nationalparker i Danmark på dagsordenen, siger Egon Østergaard.

- Vi trænger til en ny vej og en styrket lovgivning om fremtidens nationalparker, så det overordnede formål med parkerne er at forbedre og øge naturindholdet. Skal nationalparkerne kunne leve op til formålene, kræver det, at staten i hvert enkelt af de udpegede områder stiller med en pose penge, som kan arbejde i naturens tjeneste. En af de nye veje kunne være, at staten og kommunerne som udgangspunkt ejer de områder, der udpeges til nationalparker, så vi undgår de evindelige konflikter med landbrugets interesser, der dybest set udvander naturindholdet i områderne, siger formanden for Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Egon Østergaard finder det beskæmmende, at ønsket om at bevare den biologiske mangfoldighed ikke er skrevet ind med flammeskrift i lov om nationalparker, der blev vedtaget i 2007. Det bør være det stærkeste argument og formål for en nationalpark. - I DOF ser vi hellere få, men meget naturrige nationalparker frem for mange udpegede områder. Vi vil gerne skynde os langsomt i den sammenhæng. En marin nationalpark ligger lige for. Staten ejer det meste af søterritoriet, så det vil blive lettere at gennemføre en nationalpark-proces her, hvor Danmark oven i købet er en stormagt i global sammenhæng. Vores kystnatur og marine miljø hører til de vigtigste af deres slags i verden, siger Egon Østergaard.

Regeringen har udpeget fem områder som nationalparker. Den første, Nationalpark Thy, blev indviet i 2008, mens Nationalpark Mols kom med i 2009 og Nationalpark Vadehavet blev en realitet i 2010.

Nationalpark Skjern Å skulle have været indviet i sommeren 2011, men vil nu tidligst blive en realitet i 2013. Danmarks femte område, der er udpeget som nationalpark, er Kongernes Nordsjælland. Mandag 26. marts indbyder Dansk Ornitologisk Forening i et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Friluftsrådet til konference om nationalparker i Danmark. Konferencen finder sted i Ingeniørforeningen IDA’s lokaler på Kalvebod Brygge i København. Yderligere oplysninger: Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Tlf. 33 28 38 00. Egon Østergaard, formand for DOF. Tlf. 97 44 85 20 – 31 16 20 30.