Godt at være gransanger

torsdag 21. april 2005
Den lille beskedne og grønne gransanger er Danmarks måske mest succesfulde fugl. Bestanden af gransangere er her i landet seksdoblet på knap 30 år oplyser Dansk Ornitologisk Forening. Mange sangfugle, der trækker til Afrika syd for Sahara, går tilbage, mens sangere, som nøjes med en vinter ved Middelhavet, har det bedre
Jan Skriver
De seneste uger er det væltet ind med gransangere i det danske landskab. Næsten overalt i disse dage lyder stroferne fra den blot 8-10 gram tunge sangfugl.

Tjif-tjaf, tjif-tjaf, tjif-tjaf, synger den. Gransangeren kan tilsyneladende kun én sang med en strofe. Men sangen går absolut i dur, for sangeren er det danske landskabs måske mest succesrige småfugl målt over de seneste tre årtier.

Bestanden af gransangere er siden 1976 seksdoblet, så den i dag skønnes at tælle i nabolaget af 300.000 ynglepar.
Tidligere var gransangeren stort set fraværende i Vestjylland og på Lolland, men i dag er arten almindeligt udbredt over det ganske land.

- Vi ved ikke præcist, hvad der har givet gransangeren gode levevilkår generelt i vort landskab, men vi tror, at arten har haft fordel af de mildere vintre og de forår, som kommer tidligere og tidligere. Gransangeren, der er den af vores sangere, som tidligst indfinder sig hos os om foråret, er også i fremgang i Storbritannien og Holland, siger Henning Heldbjerg, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Han står for DOF's såkaldte punkttællinger, der er beregnet til at følge udviklingen i bestandene for de mest almindelige fugle.
Hvert år registrerer 300 trænede ornitologer på ligeså mange ruter jævnt fordelt i landet, hvilke fugle de ser og hører.

Tællingerne, der finder sted på samme tidspunkt og lokalitet år efter år, dokumenterer, hvordan almindelige arter går frem eller tilbage. Ofte er disse tællinger den eneste viden, vi har om vores mest udbredte arter som for eksempel gråspurven, bogfinken, solsorten og stæren.

- Vi kan dokumentere, at gransangeren er gået frem med cirka seks procent om året siden 1976, da vores registreringer begyndte. En forklaring på fremgangen skal sandsynligvis søges i den kendsgerning, at gransangeren nøjes med at trække til Middelhavet for at holde vinter. I modsætning til dens nære slægtning, løvsangeren, der rejser syd for Sahara for at overvintre i Vestafrika, slipper gransangeren for mange af de farer, der lurer på trækket i form af ørkener, tørke og mangel på føde.

Det er påfaldende, at løvsangerens bestand i Danmark er halveret i den periode, hvor gransangerens er seksdoblet. Meget peger i retning af, at Afrika-trækkerne generelt har det sværere end de fuglearter, som nøjes med den kortere rejse til landene omkring Middelhavet, siger Henning Heldbjerg.
Samme mønster gør sig også gældende ved de nære slægtninge munken og gærdesangeren. Munken nøjes med at trække mod sydvest i Europa om vinteren, og flere og flere overvintrer ligefrem i Nordvesteuropa. Men gærdesangeren flyver syd for Sahara og overvintrer i Østafrika. Også gærdesangeren er gået mærkbart tilbage i koret af danske sangere de senere årtier.

- De mildere vintre er ganske givet i gransangerens favør. Det spiller formentlig også en rolle for gransangerens fremgang, at mange åbne områder er blevet plantet til med skov. I øvrigt lever gransangeren slet ikke op til sit navn. Den er knyttet til skove med både løvtræer og grantræer. Og gransangeren er blevet en af de almindelige sangere i de danske haver. Det var den slet ikke for 30 år siden, siger Henning Heldbjerg.

Læs mere om gransangeren her.