Ni spildte år for den biologiske mangfoldighed
fredag 5. november 2010 Denne nyhed er af ældre dato
Over 100 lande har for nylig indgået en aftale i den japanske by Nagoya med nye mål om at bremse arternes udryddelse. Det er på høje tid, for de seneste ni år under VK-regeringen har været ni spildte år for naturen og fuglene i Danmark. Det konkluderer Dansk Ornitologisk Forenings mangeårige formand Christian Hjorth i en leder i foreningens medlemsblad Fugle og Natur.
”På FN’s topmøde i 2002 i Johannesburg vedtog mere end 150 af verdens ledere, at tabet af biologisk mangfoldighed skal være væsentligt begrænset inden 2010," siger Christian Hjorth. "Året før havde EU landene sat målet endnu højere: Tilbagegangen i biodiversitet skal være stoppet i hele EU i 2010. Hverken Danmark eller de øvrige EU-lande har levet op til aftalen, så i marts 2010 vedtog EU’s miljøministre at udskyde målet til 2020. En smart, men utroværdig manøvre. Trods regeringens egen ’Handleplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse 2004-2009’, bekymrende statusrapporter undervejs og utallige advarsler fra de grønne organisationer har regeringen stort set intet foretaget sig for at vende udviklingen. Hvert nytår har vi kunnet gentage sætningen: Naturen i Danmark har aldrig haft det ringere”.
Christian Hjorth er suverænt den længst siddende formand for en af de grønne organisationer i Danmark. Han blev formand den 17. marts 1988 og har stået spidsen for det fugleinteresserede Danmark, mens hele otte miljøministre er kommet og gået. Det er således en af landets mest erfarne aktører i naturpolitikken, der nu konstaterer, at vi siden 2001 har haft ”ni spildte år” i kampen for den biologiske mangfoldighed i Danmark.
”EU’s vandrammedirektiv og naturbeskyttelsesloven fra 2003 gav os forhåbninger om, at regeringen gennem bindende vand- og naturplaner ville sikre et bedre vandmiljø i de kystnære områder og en meget rigere natur i alle Natura 2000-områder. Efter regeringens tidsplan fra 2007 skulle kommunernes indsatsprogram til gavn for vand og natur gennemføres i perioden 2011–2015. Men undervejs gik hele processen i stå, mens regeringen arbejdede med en såkaldt ’grøn vækst’ plan.
Grøn Vækst blev under stor fanfare præsenteret i foråret 2009. Planen indeholder visse initiativer til gavn for naturen, bl.a. etablering af 75.000 ha ny natur frem til 2015. Men regeringen har i sine ni år ikke gennemført et eneste større naturgenopretningsprojekt. Det står i skærende kontrast til, at Aage V. Jensen Naturfond i år har købt ca. 3000 ha landbrugsjord, Filsø og Gyldensteens enge, der over de kommende år skal genskabes som ny natur.
I forordet til aftalen om Grøn Vækst står der, at ’tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed skal standses’. Store ord, men ingen handling. For alle de naturvenlige elementer i Grøn Vækst er udsat, og i takt med landbrugets protester er ambitionsniveauet for vand- og naturplanerne sænket og tidsplanerne skredet med mindst to år. Planerne er - efter pres fra EU-kommissionen - først lige kommet i høring.
Den svære opgave med at omsætte planerne til en aktiv indsats i Natura2000 områderne ligger herefter hos kommunerne, der er ekstrem presset økonomisk. I et valg mellem sikring af borgernes velfærd og beskyttelse af den danske natur vil naturen altid tabe – et urimeligt valg. Konkret kritik af den manglende indsats har regeringen enten talt eller tiet ihjel.
Vi er sikre på, at periodens fire miljøministre har haft de bedste intentioner om at gøre en forskel til gavn for natur og miljø, men de er alle blevet mast af stærkere kræfter i regeringen, af finansministeren og af landbrugets minister. Ikke engang i de fem fede år for dansk økonomi, hvor vi kunne købe hele verden, fik regeringen gjort noget ved den tabte biodiversitet – og hvordan skal det så gå nu, hvor krisen kradser?
Og nu vil miljøminister Karen Ellemann gøre biodiversitet til en folkesag. Det må være i ren afmagt, for hvordan kan en regering, der selv har svigtet så eklatant, forlange, at borgerne skal løse opgaven med at sikre den biologiske mangfoldighed i Danmark?”
Yderligere oplysninger: Christian Hjorth 97448520, 29287502
Christian Hjorth er suverænt den længst siddende formand for en af de grønne organisationer i Danmark. Han blev formand den 17. marts 1988 og har stået spidsen for det fugleinteresserede Danmark, mens hele otte miljøministre er kommet og gået. Det er således en af landets mest erfarne aktører i naturpolitikken, der nu konstaterer, at vi siden 2001 har haft ”ni spildte år” i kampen for den biologiske mangfoldighed i Danmark.
”EU’s vandrammedirektiv og naturbeskyttelsesloven fra 2003 gav os forhåbninger om, at regeringen gennem bindende vand- og naturplaner ville sikre et bedre vandmiljø i de kystnære områder og en meget rigere natur i alle Natura 2000-områder. Efter regeringens tidsplan fra 2007 skulle kommunernes indsatsprogram til gavn for vand og natur gennemføres i perioden 2011–2015. Men undervejs gik hele processen i stå, mens regeringen arbejdede med en såkaldt ’grøn vækst’ plan.
Grøn Vækst blev under stor fanfare præsenteret i foråret 2009. Planen indeholder visse initiativer til gavn for naturen, bl.a. etablering af 75.000 ha ny natur frem til 2015. Men regeringen har i sine ni år ikke gennemført et eneste større naturgenopretningsprojekt. Det står i skærende kontrast til, at Aage V. Jensen Naturfond i år har købt ca. 3000 ha landbrugsjord, Filsø og Gyldensteens enge, der over de kommende år skal genskabes som ny natur.
I forordet til aftalen om Grøn Vækst står der, at ’tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed skal standses’. Store ord, men ingen handling. For alle de naturvenlige elementer i Grøn Vækst er udsat, og i takt med landbrugets protester er ambitionsniveauet for vand- og naturplanerne sænket og tidsplanerne skredet med mindst to år. Planerne er - efter pres fra EU-kommissionen - først lige kommet i høring.
Den svære opgave med at omsætte planerne til en aktiv indsats i Natura2000 områderne ligger herefter hos kommunerne, der er ekstrem presset økonomisk. I et valg mellem sikring af borgernes velfærd og beskyttelse af den danske natur vil naturen altid tabe – et urimeligt valg. Konkret kritik af den manglende indsats har regeringen enten talt eller tiet ihjel.
Vi er sikre på, at periodens fire miljøministre har haft de bedste intentioner om at gøre en forskel til gavn for natur og miljø, men de er alle blevet mast af stærkere kræfter i regeringen, af finansministeren og af landbrugets minister. Ikke engang i de fem fede år for dansk økonomi, hvor vi kunne købe hele verden, fik regeringen gjort noget ved den tabte biodiversitet – og hvordan skal det så gå nu, hvor krisen kradser?
Og nu vil miljøminister Karen Ellemann gøre biodiversitet til en folkesag. Det må være i ren afmagt, for hvordan kan en regering, der selv har svigtet så eklatant, forlange, at borgerne skal løse opgaven med at sikre den biologiske mangfoldighed i Danmark?”
Yderligere oplysninger: Christian Hjorth 97448520, 29287502
