Ambassadør i fuglenes rige

mandag 19. maj 2025
Allerede som dreng var Mikkel Østergaard dybt optaget af fugle. I dag hjælper han en ny generation af fuglekiggere på vingerne. Både som naturvejleder og i sit frivillige arbejde som Fugleambassadør.
Karina Demuth

 MG 4331
Mikkel Østergaard har efterhånden set så meget på fugle, at han ikke længere behøver kikkert for at bestemme en artPå afstand kan det være svært at se farver og aftegninger, så her handler det mere om form og flugt. Foto: Karina Demuth. 

Gennem sit arbejde er Mikkel Østergaard sammen med mange mennesker og ude det meste af dagen, og når han kommer hjem efter en lang arbejdsdag, kobler han af med mere tid under åben himmel. Nu stille og i sit eget selskab.

Turen fra villakvarteret i Holte og ned til Furesøen går gennem ellesumpen og tager 10 minutter, og udenfor stierne møder han ofte både natugle, duehøg og træløber og altid de mange helt almindelige fugle, som kan være svære at få øje på, men som han identificerer på kaldet. 

”Prøv at stå stille et øjeblik”, siger han, og viser, hvordan man ved at forme hænderne som en tragt omkring ørerne dels hører de forskellige fuglestemmer mere tydeligt og dels ret nemt efterfølgende kan finde fuglene frem med kikkerten.

”Rødhals”, hvisker han og peger retningen ud. ”Bogfinke. Blåmejse. Spætmejse. Solsort. Spætte. Gærdesmutte, dompap, gråkrage. Skade, træløber, ringdue”. Over 10 arter på under 30 sekunder. 

Hvornår begyndte du at kikke på fugle? Jeg har været på fugle, siden jeg var barn, og det var faktisk derfor, at jeg begyndte at fotografere. For at få det helt perfekte skud af en rovfugl havde jeg udtænkt en plan, der involverede noget slagteaffald fra den lokale brugs og et hjemmebyggetfugleskjul. Men da der endelig dukkede en musvåge op, var batteriet i mit kamerakoldt, fordi der var gået så mange timer. Det blev enden på min karriere som fuglefotograf, men både interessen for fugle og for fotografiet har siden holdt ved.

 MG 4223Som Mikkel Østergaard selv siger det, bliver han aldrig en god hitjæger.Til gengæld er han vildt fascineret af almindeligheder som fx husskadens grønne og blå fjer, hvis farver changerer i lyset. Foto: Karina Demuth.

Har du en fuglementor? Som 12-14-årig var jeg med på en cykeltur fra Holbæk til Rørvig sammen med en lille gruppe andre unge, og med Henrik Wejdling som den voksne guide.Undervejs udpegede han spændende fugle og gav os en slags introduktion til punkttælling og træktælling. Vi overnattede i sommerhuse og telte, og en helt magisk oplevelse var, da vi så traner ved HovVig. Henrik Wejdling var til kæmpe inspiration og bleven slags mentor, som jeg så meget op til, og som jeg siden har haft den glæde at arbejde sammen med blandt andet om en stor rapport om Tystrup-Bavelse sø. 

Bedste fugleoplevelse? Det er altid en stor oplevelse at se en ny art for første gang. En af de store af slagsen fik jeg, da jeg som 14-årig så sort stork i Rørvig. Selvom det nu er 42 år siden, står denne tidlige majdag med sydøstenvind og bragende sol stadig for mig som noget helt enestående.

Værste fugle-skuffelse? Jeg husker tydeligt, da jeg som ung dreng stod klar med cyklen pakket med telt for på egen hånd at tage af sted på fugletur. Lige før afgang kom der melding om, at Hundested-Rørvig færgen var aflyst på grund af for meget vind. Jeg blev så skuffet, at jeg gemte mig på toilettet og tudede, hvilket jeg på det tidspunkt egentlig var alt for stor til. Mine forældre kunne ikke køre mig, og enden på det blev, at deres ven Ejvind forbarmede sig og kørte mig helt til Rørvig i bil. Det har jeg aldrig glemt ham for.

Bedste fugletip? Lyt dig frem. Otte ud af ti fugle opdager jeg ved at bruge ørerne. Selv hvis du ikke kan genkende stemmen, så gå alligevel efter lyden. På den måde vil du se langt flere fugle, end hvis du bare bruger øjnene. En genvej er appen BirdNET, hvor du med din mobiltelefon optager en stemme og derefter får et bud på hvilken fugl du (måske) har hørt. Øvelsen skærper i sig selv din opmærksomhed på kald, også hvis appen tager fejl i artsbestemmelsen, og jo mere du lærer, jo nemmere bliver det, fordi du kan bruge udelukkelsesmetoden.

Bedste fuglebog? Lindhardt og Ringhofs store værk ’Fuglene’ er verdens bedste og flotteste bog, og jeg kan sidde i timevis og nyde de mange ungfugle, hanner og hunner og sommer- og vinterdragter.

Når jeg formidler til børn, bruger jeg en gammel svensk fuglebog med billeder og stemmer, der aktiveres, når man trykker på en knap.I formidlingen er det fantastisk at kombinere illustration og stemme med feltoplevelsen af fuglen ude i den ægte natur.

Kikkert? Min Zeis 7 x 42, som jeg har haft i 30 år, er en fantastisk kikkert med et stort synsfelt, der gør det nemt at finde frem til fuglen. Til mit brug fås det ikke bedre.

Teleskop? Den første store fugleoplevelse fik jeg, da jeg med mine forældre tilfældigt mødte en flok fuglekiggere, der stod på en parkeringsplads med deres stativer og så på havørn. Meget venligt fik jeg lov at kigge med i teleskopet, og dér sad ørnen på en pæl med kridhvid hale, knaldgult næb, en majestætisk mine og helt tæt på. Fra det øjeblik var et teleskop mit eneste ønske. Så min far og jeg byggede en masse flotte fuglekasser, malede dem røde og solgte dem på Sorø Torv, og det blev vi ved med, til jeg for egne tjente pengekunne købe mit eget teleskop. Det blev min åbning til fugleverdenen, og herefter var jeg afsted på fugletur hver weekend med telt, alene eller sammen med et par kammerater.

Kamera? Jeg kan bedst lide bare at observere, og sådan noget med at sidde en halv dag i et skjul for at få det helt rigtige skud, er ikke noget for mig. Så selvom jeg har det udstyr, der skal til, så er det faktisk sjældent, at jeg fotograferer en fugl.

Hvad kan du godt lide ved fuglen som væsen? Det er fantastisk, at der er fugle overalt, uanset hvor man befinder sig i verden. Og at man bare ved at gå i Frederiksberg Have kan opleve den enorme naturkraft, der hvert år trækker fx rovfugle i grupper på tusindvis af individer frem og tilbage fra Danmark og helt til Afrika. Jeg synes også, at det er en enormt livsbekræftende viden, at fuglene flyver deres rute uanset, hvad der ellers sker i verden.

Hvem deler du din fugleinteresse med? Sammen med min gode ven Peter, som jeg har kendt i over 20 år, tager jeg ofte afsted til en sø i Nordsjælland. Og mens vi kigger på fugle, snakker vi om det, der rør sig i vores liv.

Jeg har også meget stor glæde af mit netværk af andre fugleambassadører. Endelig deler jeg min fugleglæde med de mange super positive og glade børn, som jeg møder bl.a. gennem Ørneklubben. Efter en tur til Falsterbo, hvor alt spillede, og vi havde set ringmærkning, 120 traner, havørne og klyder helt tæt på, er der en dreng, der siger til mig: ”Jeg kommer til at drømme om fugle i nat, og i dag har været den bedste dag i mit liv”. Så kan man som guide ikke ønske sig det større.

Yndlingsfugl? Kongeørnen har noget helt særlig majestætisk over sig, og det er en sej og megasjældenfugl, som har givet nogle store oplevelser. Senest for fire år siden på Glænø.

Hvad er du god til? Jeg har efterhånden set så meget på fugle, at jeg ikke længere behøver en kikkert for at bestemme en art. På afstand kan det være svært at se farver og aftegninger, så her handler det mere om form og flugt. Et eksempel er, at hvepsevåge, musvåge, fjeldvåge og rød glente kan minde meget om hinanden, når man ser dem på himlen, men de flyver meget forskelligt, og derfor er jeg aldrig i tvivl.

Hvad er du dårlig til? Jeg bliver aldrig en god hitjæger, og når der bliver meldt en undseelig lille sanger på Christiansø, er jeg helt uinteresseret. Til gengæld er jeg vildt fascineret af almindeligheder som fx husskadens grønne og blå fjer, hvis farver changerer i lyset. Fordi fuglen er så almindelig, glemmer vi ofte rigtig at se på den, men hvis du finder kikkerten frem, næste gang du møder en husskade, er der store oplevelser i vente.

Om Mikkel Østergaard

Mikkel Østergaard er 56 år og uddannet pressefotograf på Fyns Stiftstidende og siden naturvejleder og instruktør i bl.a. klatring, bushcraftog teambuilding. Mikkel arbejder som naturvejlederi Gladsaxe Kommune.Han bor i Holte og er gift med Louise, der er psykolog i børne- og ungdomspsykiatrien i Glostrup, og sammen har de Max og Lin på 19 år og Nor på 13 år.

Mikkel har været aktiv i DOF’s ungdomsafdeling og kom i 2020 tilbage som medlem i foreningen. Han er en del af bestyrelsen i børne- og ungeudvalget og tovholder for DOF Nordsjællands team af Fugleambassadører. 

Bliv Fugleambassadør!

Som frivillig Fugleambassadør er du med som guide eller hjælper på DOF’s Ørneklub-ture for børn fra 6-12 år. Du behøver ikke at være uddannet formidler eller vide enormt meget om fugle, for som ny ambassadør kan du blive en del af et team af mere erfarne formidlere. DOF klæder dig på med materialer, drejebog og tips og tricks til den gode tur og inviterer til netværksmøder og spændende workshops, hvor vi nørder naturformidling, udveksler ideer til ture og aktiviteter og afprøver forskellige formidlingsteknikker og øvelser. 

Vil du med eller bare høre mere, så læs mere her eller skriv til projektleder Simon S. Christiansen, ssc@dof.dk.