Ørn i næsten alle baghaver

lørdag 18. februar 2023
Vil du se en ørn? I Danmark er der sjældent langt til den nærmeste havørn og søndag den 26. februar kan du forøge chancerne for at se Nordeuropas største rovfugl betragteligt. DOF BirdLife inviterer til Ørnens Dag og står klar med dygtige ornitologer ved Danmarks bedste ørnelokaliteter.
af Dansk Ornitologisk Forening

 Havorn ung foto Jan SkriverI takt med at bestanden vokser er havørnene nu godt fordelt over hele landet, så chancerne for at se de store flyvende jægere bliver kun bedre og bedre. Foto: Jan Skriver. 

Havørnebestanden stiger støt i Danmark, og derfor bliver det også stadig nemmere, at få øje på den imponerende rovfugl, der går under navnet ’Den flyvende dør’.

Observationer af havørn inden for det seneste år peger i retning af at næsten alle danskere i løbet af 2022 har været inden for mindre end 15 km fra en havørn.

- Havørnen er praktisk talt i baghaven hos alle danskere. I takt med at bestanden vokser er havørnene nu godt fordelt over hele landet, så chancerne for at se de store flyvende jægere bliver bare bedre og bedre. Kerneområderne ligger ved kysterne og store søer, så her er chancerne bedst, mens der er huller på Danmarkskortet, hvor der vil være længere mellem ørnene. For eksempel på heden i Midtjylland, siger Kim Skelmose, leder af Projekt Ørn i DOF BirdLife.

Den 26. februar øger DOF BirdLife chancerne for at danskerne kan komme til at se Nordeuropas største rovfugl med egne øjne.

DOF BirdLife inviterer til Ørnens Dag 2023, hvor dygtige ornitologer står klar ved 20 af landets bedste ørnelokaliteter for at hjælpe alle interesserede med at udpege ørnene og alle de andre fugle, der måtte komme forbi kikkerternes linser.

- Havørnen er en fantastisk ambassadør for naturen og for fuglene. Den er imponerende og voldsom, men samtidig også skrøbelig. Vi skal passe på den, ligesom vi skal passe på naturen. Derfor håber vi, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi og lære lidt mere om havørnen og alle de andre fugle, der lever i den danske natur, siger chef for Naturafdelingen i DOF BirdLife, Jacob Jensen.

Der er desværre ingen garanti for at ørnene kommer forbi netop den 26. februar, men lokaliteterne er udvalgt af erfarne fuglekiggere, der vurderer, at der er gode chancer for ørn.

 Havorn voksen fugl i flugt foto Jan SkriverVoksen havørn i flugt. Foto: Jan Skriver.

Og når der ikke lige er ørn på himlen, vil der være lejlighed til at stille skarpt på vinterens øvrige fugleliv, der kan byde på alt fra pibeand, hvinand, troldand, gråand og gravand til knopsvane, bramgås, canadagås, blisgås, forskellige arter af skallesluger og lappedykker, skarv, sølvmåge, svartbag, hættemåge og stormmåge til ravn og rovfugle som vandrefalk, tårnfalk, musvåge og spurvehøg.

Find det nærmeste af de 20 arrangementer på Ørnens Dag på dof.dk/ørnensdag.

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd, og arrangementet er åbent for alle, både for medlemmer, ikke-medlemmer, børn, nye fuglekiggere og alle andre, der har lyst til en frisk dag og en god naturoplevelse i det danske vinterlandskab.

Husk varmt tøj, gerne en kikkert, hvis du har det. Har man ikke en kikkert, så vil der være mulighed for at låne. Vi glæder os til at se dig!

Yderligere information: 

Jacob Jensen, Chef for Naturafdelingen 
Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmark 
Tlf: 51 22 85 95

Kim Skelmose, Leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn 
Tlf: 27 73 40 70