Udsigt til historisk storkeår: Syv par hvide storke er på rede i Danmark  

tirsdag 12. maj 2020
2020 kan blive det bedste år i et kvart århundrede for den hvide stork i Danmark. En eksplosion i antallet af storkepar i Holland og Tyskland har sendt rekordstore antal mod nord til Danmark, hvor storkene leder efter egnede lokaliteter med føde til en hel sommer  
Af Jan Skriver

Storkepar i Baekmarksbro Hvid Stork foto Vagn Gejl DonskovDe syv storkepar holder til ì Gundsølille og Tåstrup på Sjælland, Bækmarksbro i Vestjylland, Enslev på Djursland og i Sønderjylland, hvor et par bor i Eggebæk og to par i Smedager. Foto: Vagn Gejl Donskov.

For den hvide stork er den dansk-tyske grænse på ingen måde lukket dette forår. Trafikken af storke i luftrummet over grænselandet er de seneste uger vokset markant.

I år er der udsigt til hele fem jyske storkepar, mens Sjælland kan mønstre to par, så storken ender med at få et rekordår af historiske dimensioner i Danmark. Ikke siden 1993 har Danmark huset så mange storke, som det er tilfældet i disse uger.

- I Holland er bestanden af hvide storke de senere år steget til omkring 1.500 par, mens de nordtyske delstater Niedersachsen og Slesvig-Holsten oplever en tilsvarende voldsom vækst i bestanden. Det betyder, at de bedste ynglelokaliteter umiddelbart syd for Danmark er ved at være optaget, så overskuddet af storke herfra nu må søge længere nordpå. Derfor har vi oplevet et ekstraordinært rykind af storke dette forår, siger Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) storkeekspert, Hans Skov, der i mere end fire årtier nøje har fulgt udviklingen i den danske storkebestand.

Bedst i vest, værst i øst

Generelt har dén storkebestand i Europa, som benytter sig af den vestlige trækrute størst succes, mens artsfællerne på den østlige trækrute fra Østeuropa over Bosporus-strædet og videre gennem Tyrkiet og Mellemøsten til Afrika har trængselstider.

- Storke fra Danmark, Holland, Tyskland og Frankrig nøjes nu om dage i stor stil med at overvintre i Sydeuropa, i særlig grad i Spanien og Portugal. På den måde undgår fuglene et farefuldt træk til Afrika syd for Sahara. De er derfor ofte i bedre kondition end tidligere, når de om foråret flyver nordpå mod ynglepladserne, siger Hans Skov.

Han påpeger dog, at flere bestande af storke østpå i Europa i stigende omfang lider under intensivering af landbrugsdriften i retning af monokulturer med få afgrøder.

- I disse år sker der for eksempel en ændring af landbruget i det tidligere Østtyskland, som for årtier siden var et meget rigt storkelandskab. Deres landbrug kommer til at ligne vores, og så går storken tilbage i antal, siger Hans Skov.

Våde ådale med høslæt, tak

I mange år har storke i Danmark sultet i højsommeren, når afgrøderne tårnede sig op og skabte en mur uden mad set fra en storks synsvinkel. Det har derfor i mange tilfælde været nødvendigt at fodre ynglefuglene, hvis de skulle have unger på vingerne.

I våde ådale med høslæt kan storkene finde rigeligt med føde, men områder med høslæt eller græsning af større dyr er blevet markant færre i det danske landskab, siger Hans Skov, der generelt betegner det danske kulturlandskab som ugæstfrit set fra en hvid storks synsvinkel.

- Storke finder føde i områder, hvor vegetationen ikke er over 10 centimeter høj. Hvis et område gror til i pilekrat eller høje græsser, er der ikke noget at komme efter for storke. Derfor skal der ske en form for høslæt eller afgræsning, hvis man skal øge fødemulighederne for den hvide stork.

- At vi i disse år får besøg af flere og flere storke, som er klar til at etablere sig på de hundredvis af reder, som er sat op, burde animere os til at gøre en ekstra indsats for at skabe et mere storkevenligt landskab, hvor parrene kan brødføde sig selv hele sommeren, siger Hans Skov.

Danmark er et fattigt storkeland

Efter år 2000 husede Danmark ganske få par storke og enkelte tilløb til etablering af ynglepar.

I 2008 sluttede en epoke med ynglende danske storke i en ubrudt tidslinje. Da havde storken ynglet i Danmark uafbrudt siden 1400-tallet i en bestand, der toppede midt i 1800-tallet med op imod 10.000 ynglepar.

DOF’s storkeekspert påpeger, at den hvide stork stortrives umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, uden at det er nødvendigt at fodre parrene på vejen mod flyvedygtige unger.

- Forklaringen på de mange storke og den store frugtbarhed syd for det danske landskab er enkel. Landbruget syd for Danmark bliver drevet ekstensivt og storkevenligt med vedvarende græsarealer, høslæt og kreaturer i det fri. Det danske industrilandbrug levner ikke føde nok til storke.

- Storken forsvinder, når det varierede landbrug med husdyrhold bliver afløst af moderne mekaniserede storbrug med monokulturer af vidtstrakte kornmarker, raps og majs, der bliver sprøjtet og gødet intensivt, siger Hans Skov.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)

Tlf: 33 28 38 00

Hans Skov, DOF’s storkeekspert

Mobil: 21 60 72 95