Munkesø, Gram Storskov og ravne i Vrå Skov

DOF Sydvestjylland, Esbjerg Kommune
LøRDAG 14. JANUAR 2023
 KL. 09:00
 Fugletur/Begyndertur/Heldagstur/Turrapport

I Munkesøen ser vi på svømmefugle, mens både Gram Storskov og Vrå Skov byder på en god variation af vinterens skovfugle (op til tre spættearter bl.a.). Sidstnævnte er endvidere en kendt lokalitet for ravneovernatning.

TILMELDING 

senest 12. januar kl. 18 til Niels Knudsen T: 4095 1537, M: nk@esenet.dk



TURLEDER Niels Knudsen, 4095 1537 (nk@esenet.dk) og Per Fabricius, ()

KONTAKT Niels Knudsen, 4095 1537 (nk@esenet.dk)

MØDESTED 

P-pladsen ved Hovedbiblioteket, Nørregade 19, 6700 Esbjerg kl. 09
Alternativt: P-pladsen overfor Skovgrillen - Plantagevej 22, 6760 Ribe kl. 09.30



GPS 55.3406, 8.77351
SE STORT KORT

TURRAPPORT

Til turen var der tilmeldt 13, men 12 gennemførte. Dagen før turen havde DMI m.fl. meldt om
decideret dårligt vejr. Masser af blæst og regn. Regn havde vi ellers fået nok af i ugerne forinden,
hvilket også tydeligt kunne ses i de mange pludseligt opståede vådområder i landskabet. Et lille
lyspunkt var dog meldingen, at formiddagen skulle blive regnfri. Det holdt stik og ved 12-13 tiden
kom regnen så tilbage med forøget styrke. På det tidspunkt sluttede turen.

Vi begyndte turen på kirkegården ved Seem Kirke. Måske lidt spøjst, men en oplevelse der kan
anbefales. Det er en af de smukkeste udsigter i det tidl. Ribe Amt. Fra kirkegården kan de storslåede
enge langs Ribe Å opleves, og især nu hvor stort set alt står under vand. Blå kærhøg, sangsvane,
bramgås, sølvhejre og hvinand sås bl.a. i de oversvømmede enge.

Fra Seem gik turen videre til Munkesøen. Søen ligger på vejen mellem Ribe og Gram.
Fuglemæssigt er betydningen af søen til at overse, men i og ved søen sås en enkelt sølvhejre,
rastende skarv og hvinand. En stor flagspætte lod sig lige høre inden videre afgang.

Besøget i Gram Storskov tog sit udspring ved lergravmuseet. Fra museet gik vi til lergraven.
Turen går gennem relativ ung skov, men fra lergraven er der fint udsyn over den sydlige del af
Gram Storskov. Trods flot udsyn var udbyttet af fugle begrænset – spætmejse, fuglekonge, lille
korsnæb, sumpmejse og stor flagspætte var nok de mest ophidsende arter, stedet kunne vise.

Fra Gram Storskov gik turen videre til Vrå Skov, som er den nordlige del af Nustrup Plantage. Nord
for Vrå Skov løber Gram Å, og engarealerne ned til åen var på det her tidspunkt fuldstændigt
oversvømmede grundet den meget regnfulde periode. En gåtur i området kunne bl.a. byde på endnu
en sølvhejre – fiskehejre, stor flagspætte, musvåge, tårnfalk, lille korsnæb, sangsvane, grågås og
skarv. Tørvejret holdt stadigt, hvilket gav mulighed for en lille kaffepause i skoven.

Alle prognoser vedr. vejret havde varslet kraftigt regnvejr fra omkring middag. Vi havde derfor
aftalt, at turen sluttede, når regnen kom. Omkring middag var regnen endnu ikke dukket op, så vi
blev enige om en tur i Gram Slotspark. Det blev faktisk en rigtig fin oplevelse, da parken nærmest
vrimlede med småfugle. Et lille udsnit af sete arter kan nævnes: kvækerfinke, bogfinke, halemejse,
spætmejse, stor flagspætte, rødhals, sumpmejse og korttået træløber. Efter en halv time i parken
begyndte de første dråber at falde, og da vi nåede tilbage til bilerne, var de få dråber forvandlet til
regulært regnvejr. Turen sluttede og vi returnerede til Ribe og Esbjerg.