Skarven er Danmarks vigtigste ynglefugl

torsdag 11. maj 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den omstridte skarv er den vigtigste ynglefugl i Danmark, målt i en international sammenhæng. På de næste pladser følger klyden og hættemågen, viser en aktuel ”hitliste” over Danmarks vigtigste ynglefugle. Listen er udarbejdet af Dansk Ornitologisk Forening og præsenteres i bladet Fugle og Natur i anledning af foreningens 100 års jubilæum.
Skarven er Danmarks sorte nationalfugl. Skarven er den fugleart, hvor vi danskere har ansvar for den største del af den samlede europæiske ynglebestand. Danmarks officielle nationalfugl knopsvanen er nummer 6 på listen, mens vor mest talrige ynglefugl solsorten kommer ind som nummer 9.

Kåringen af Danmarks vigtigste ynglefugle i en international sammenhæng er sket ud fra helt objektive kriterier. BirdLife International udgav i 2004 bogen Birds in Europe – Population estimates, trends and conservation status. DOF bidrog til denne kæmpemæssige datasammenstilling med alle de danske oplysninger om bestandsstørrelser, udviklingstendenser og trusler. De danske ynglebestande af sikre og sandsynlige ynglepar er i nu sat i forhold til de totale europæiske bestande.

Det viser sig, at der er præcis 14 fuglearter, hvor Danmark huser mere end 3,0 % af den samlede europæiske bestand. Det er disse arter, som er med på den nye Top-14 over Danmarks vigtigste ynglefugle, altså de arter, som vi herhjemme har det største ansvar for i yngletiden.

For hver af de 14 arter på listen er følgende angivet i parantes: Den danske bestandsandel angivet i procent af den europæiske, den danske bestand i antal par og den aktuelle udvikling i den danske bestand. Den samlede liste ser således ud:

Nr. 1: Skarv (11,6 % - 36.000 par – stabil)
Nr. 2: Klyde (9,6 % - 4.100 par - tilbagegang)
Nr. 3: Hættemåge (6,6 % - 110.000 par – tilbagegang)
Nr. 4: Sølvmåge (5,9 % - 55.000 par – fremgang)
Nr. 5: Grågås (5,2 % - 6.000 par - fremgang)
Nr. 6: Knopsvane (4,8 % - 4.500 par – stabil)
Nr. 7: Gravand (4,7 % - 2.000 par - stabil)
Nr. 8: Splitterne (4,3 % - 4.000 par - tilbagegang)
Nr. 9: Solsort (4,0 % - 2.000.000 par - stabil)
Nr. 10: Jagtfasan (3,6 % - 100.000 par – tilbagegang (vild bestand))
Nr. 11: Gråstrubet Lappedykker (3,4 % - 1.000 par - stabil)
Nr. 12: Rødben (3,3 % - 12.000 par - tilbagegang)
Nr. 13: Strandskade (3,3 % - 10.000 par - fremgang)
Nr. 14: Stormmåge (3,0 % - 25.000 par - stabil)

Yderligere oplysninger: Biolog Knud N. Flensted, DOF 33283800 el. 21242275