Ørnens Dag d. 19. februar

torsdag 16. februar 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forenings landsdækkende ørnetælling viser, at der netop nu er mindst 120 havørne i Danmark. Søndag d. 19. februar er udnævnt til Ørnens Dag, hvor DOF viser ørnene frem over hele landet.
Tine Stampe
I næsten 100 år var havørnen udryddet som ynglefugl i Danmark, men de sidste 10 år er de vendt tilbage og yngler nu 13 steder i landet. Dansk Ornitologisk Forening blev netop dannet for 100 år siden for at beskytte rovfuglene. I anledning af 100-års-jubilæet sætter DOF fokus på den gode historie om Europas største ørn.

Havørne i Danmark om vinteren
I starten af februar gennemførte Dansk Ornitologisk Forening en landsdækkende rovfugletælling. Arbejdet blev udført af flere hundrede frivillige feltornitologer, som optakt til Ørnens Dag. Resultatet blev 105 havørne og 6 kongeørne. De fleste af disse fugle er på vinterbesøg fra Skandinavien og Tyskland, men en større og større del udgøres også af lokale danske havørne og deres unger. Når de kendte danske ynglefugle regnes med, er den samlede vinterbestand for øjeblikket mindst 120 havørne.

De største koncentrationer er i de sydøstlige dele af landet omkring Sydsjælland og Lolland, hvor der blev set 40 havørne. Der er også registreret et par steder, hvor havørnene opfører sig som et kommende ynglepar. Så der er mulighed for, at vi i de kommende år vil se en yderligere fremgang i bestanden.

Plads til mindst 75 ynglepar
I de seneste 10 år er havørnene igen begyndt at yngle i Danmark. I dag har vi 13 havørnepar, der fik 16 unger i 2005. Havørne danner par for livet og vender år efter år tilbage til deres faste rede, som efterhånden kan blive over 3 meter høj. Ungerne bliver kønsmodne, når de er fem år og efter et par år vil de begynde at få succes med at yngle selv. Derfor kan vi forvente, at vi snart ser de første par danske havørne af 2. generation.

DOF har lavet en undersøgelse for Friluftsrådet af, hvor mange havørnepar, der er plads til i Danmark. Undersøgelsen viser, at der er plads til op imod 150 ynglende par, hvis man medregner alle de steder, hvor geografien og de naturlige forhold er ideelle. Hvis man indregner alle de øvrige hensyn til brugere af naturen og havørnens behov for ro, er det realistisk at forvente 75 ynglende havørnepar i Danmark i løbet af 30 år.

For at forbedre havørnens forhold har DOF udarbejdet et hæfte, der forklarer, hvilke behov havørnen skal have opfyldt for at kunne yngle. Hæftet er sendt ud til ejere, forvaltere og brugere af skovområder i Danmark.

Mange ideelle forhold
Det er ikke tilfældigt, at Danmark atter har udsigt til at blive et ørnerigt land. Tilbage i 1800-tallet kendtes mere end 50 forskellige navngivne lokaliteter med ynglende havørne. En målrettet udryddelseskampagne og ægsamling efterfulgt af farlige miljøgifte udryddede imidlertid havørnen som dansk ynglefugl i 1915. Først for 10 år siden etablerede havørnen sig som fast ynglefugl igen.

Danmark er fra naturens hånd optimalt for havørne. Vi har en lang og bugtet kystlinie med mange føderige lavvandede fjorde, vige og havområder. Vi er også velforsynet med fugle- og fiskerige søer, og vi har specielt i de østlige egne relativt mange løvskove med høje ældre træer, der er velegnede til redeplacering.

Ørnens Dag
Søndag den 19. februar inviterer DOF alle interesserede på ørnetur, hvor vi mange steder i landet vil fremvise nogle af havørnene. Se alle turene på www.dof.dk.

Yderligere oplysninger: Projektleder Lennart Pedersen, tlf. 40 15 66 20
Fotos og kort kan bruges vederlagsfrit mod angivelse af fotograf og kilde.


Fakta om havørnen:
Havørnen er Europas største ørn. Den kan veje over 5 kg og har et vingefang på over 2 meter. Den yngler ved lavvandede kyster, søer og fjorde. Den lever af ådsler, fisk, vandfugle (gerne blishøns) og mindre pattedyr. Danner normalt par for livet. Reden kan blive over 3 meter høj og veje op til 500 kg. Har ynglet i Danmark siden istiden.

Det gør DOF for havørnene:
• overvåger og registrerer alle ynglende havørne og deres redesteder
• samarbejder med skovejere og myndigheder om at beskytte redestederne og forhindre forstyrrelser af ørnene
• offentliggør hvert år en rapport om havørnebestandens status og ungeproduktion
• skaber opbakning til havørnen ved at arrangere offentlige ture til egnede steder, hvor skovgæster kan opleve ørnene uden at forstyrre