Fokus på forskning og forvaltning: Fra ornitologiens Indiana Jones over råger til nyt om gæs

fredag 5. november 2021
Temaet var ”Dansk fugleforskning i et internationalt perspektiv”, da Videnskabeligt Udvalg i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) gav en slumrende tradition ny luft under vingerne.
af Jan Skriver

 Fuglefagligt symposium pa Dalum Landbrugsskole i Odense foto Henning Ettrup75 biologer, forskere, naturforvaltere og studerende mødtes til DOF's fuglefaglige symposium på Dalum Landbrugsskole i Odense. Foto: Henning Ettrup.

I 2020 stækkede coronaen DOF’s planlagte fuglefaglige symposium, men i år kunne arrangementet lette uden mundbind og restriktioner. Og så mødtes 75 biologer, forskere, naturforvaltere og studerende, der har fugle, forskning og forvaltning til fælles på Dalum Landbrugsskole i Odense for at udveksle erfaringer og tanker og fortælle nyt om deres arbejdsfelter indenfor fugleforskningens mangfoldige univers.

Anders Tøttrup, der er formand for DOF’s Videnskabelige Udvalg (VU) bød velkommen og introducerede dagens første af 15 foredragsholdere, professor emeritus Jon Fjeldså, som ornitologiens Indiana Jones, der i en menneskealder med gejst og rejselyst har været en kilde til inspiration for et utal af ornitologer.

Under overskriften ”Fuglenes systematik” fortalte Jon Fjeldså, at der siden år 2000 i gennemsnit er opdaget og beskrevet 7 nye fuglearter om året.

Og vi skal nok komme op på mindst 12.000 fuglearter på denne planet, inden arbejdet med at klassificere verdens fugle er afsluttet, lød et bud fra Fjeldså.

Udsigt til flere fund af nye fuglearter

For der er flere opdagelser og erkendelser på vej. Dels fordi der i tropiske regnskove sagtens kan gemme sig hidtil ukendte arter, som måske i millioner af år har levet og udviklet sig i små områder, de er bare ikke fundet endnu. Dels fordi der sker en række nyfortolkninger og knopskydninger på fuglenes stamtræ.

Hvor blåmejsen for få år siden blev betragtet som én art, er den nu splittet op i fire arter. Fylogenetiske analyser kan afsløre, at kendte arter må splittes op i evolutionære enheder, som hver især får artsstatus, sagde Jon Fjeldså.

 Ornitologiens Indiana Jones Jon Fjeldsa foto Henning EttrupOrnitologiens Indiana Jones, Jon Fjeldså, fortalte om fuglenes systematik. Foto: Henning Ettrup.

Øget viden om genetik har også ført til, at antallet af fuglefamilier er øget med 40 procent siden år 2000.

I disse år kan DNA-analyser fortælle hvilke arter, der er beslægtet med hinanden og på den vis give en ny forståelse af evolutionen. For eksempel er lappedykkere og flamingoer nært beslægtede, hvilket ingen havde forestillet sig for årtier siden, sagde Fjeldså, der påpegede, at Statens Naturhistoriske Museum i samarbejde med flere udenlandske aktører er i gang med at sekventere genomer for alle verdens fuglearter, så man ved hjælp af disse data kan fastslå slægtskabsforholdene mellem arterne. Det sidste ord er dermed næppe sagt med hensyn til fuglenes systematik.

Ny teknik, ny epokegørende viden

Professor Kasper Thorup fra Globe Institute og Ringmærkningen på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, fortalte om den seneste forskning i gøgens træk.

De senere år er der for alvor sket revolutionerende nyt siden ringmærkningens danske opfinder H. C. Mortensen, Fugle-Mortensen fra Viborg, begyndte at sætte lette metalringe på stære i forskningens tjeneste. Nu om dage bruger man en bred vifte af højteknologiske hjælpemidler som radarer, lysloggere, GPS-sendere, radioer og satellitter, når fugletrækkets gåder skal afsløres.

Og det er netop data sendt fra rummet, som har givet ny viden om gøgens træk. Fra Storbritannien i vest til Kamtjatka i øst har et antal gøge været udstyret med GPS-sendere, hvis signaler er blevet opfanget af en antenne monteret på den internationale rumstation ISS.

Data sendt fra rumstationen afslørede derpå, at gøge fra Kamtjatka tilbagelagde 15.000 kilometer fra yngleområderne for at nå deres vinterkvarter i Namibia i den sydøstlige del af Afrika. Blandt andet fløj gøgene over Det indiske Ocean i et stræk.

Det har også vist sig, at gøge fra Skotland og Sydengland benytter sig af forskellige trækruter til Afrika. Og at de skotske gøge har en større overlevelse end artsfællerne i Sydengland.

Kragefuglen, der flyttede til byen

Rågen spillede hovedrollen i et indlæg af professor Tony Fox, Aarhus Universitet, der fortalte om artens flytning fra land til by.

Op gennem 1980’erne flyttede Danmarks råger i stigende omfang fra landområder til byerne, hvor arten mange steder etablerede kolonier klos op ad beboede områder, hvilket naturligt nok gav øgede konflikter mellem kragefugle og mennesker.

Konflikterne resulterede flere steder i en regulering af byens råger, hvilket pressede fuglene til at sprede deres kolonier i flere, men mindre enheder.

 Tony Fox fortaeller om ragen der flyttede fra land til by foto Henning EttrupTony Fox fortæller om rågen, der flyttede fra land til by. Foto: Henning Ettrup.

Forklaringen på flytningen fra land til by skal ifølge Tony Fox søges i den kendsgerning, at rågen i sin fødesøgning er knyttet til arealer med meget kort græs. Og netop byernes villakvarterer, parker og vejrabatter har i årtier været præget af arealer, hvor græsset jævnligt bliver slået. Med andre ord er der året rundt serveret kort vegetation med let adgang til føde for rågerne i mange byområder.

Nu er det så spørgsmålet, om tidens trend og det fremstormende natursyn med mere vild natur uden græsslåning i byerne vil få flere råger til at flytte fra byerne til de landområder, hvor de kom fra? Det får tiden vise.

Havørne vælger vigtige fugleområder

Biolog Daniel Palm Eskildsen fra DOF’s Projekt Ørn fortalte om GPS-tracking af foreløbig 19 unge havørne fra ni reder geografisk jævnt fordelt i Danmark.

250.000 brugbare positioner har senderne givet, så man i dag er blevet klogere på ørnenes spredning i landskabet.

Det er tydeligt, at havørne er knyttet til kyster, fjorde og større søer, og at de ikke bryder sig om at krydse større havområder. Kun en af de unge havørne er for alvor fløjet over åbent hav. Det skete, da en af ørnene fra Nordjylland fløj over Kattegat til Læsø og videre mod Anholt og til Djursland.

Det er også kommet for en dag, hvad nogle af de unge havørne er døde af. Vindmøller, fugleinfluenza og blyforgiftning er blandt de dødsårsager, som den ny forskning har afsløret.

GPS-senderne har desuden sat en streg under betydningen af IBA’er, Danmarks internationalt vigtige fugleområder. IBA’erne udgør 10 procent af Danmarks areal, og de er vigtige for havørne, der bruger 50 procent af deres tid i IBA’er og fuglebeskyttelsesområder.

Tornskader fra Gribskov til Afrika

Fra de store vingefang, der kan bære en lille rygsæk med en GPS-sender, til spurvefugle, hvor forskningens brikker kan samles ved hjælp af lysloggere.

Lektor Anders Tøttrup, Københavns Universitet, fortalte om 10 års arbejde med rødryggede tornskader, der med hjælp fra ornitologen Per Ekberg er fanget, ringmærket og senere på ny lokaliseret i Gribskov.

Når man bruger lyslogger, der anbringes i en lille sele på ryggen af tornskaden, skal man genfange fuglen, der bærer loggeren, så man kan tappe data og beregne, hvor den har været. Metoden er ikke meterpræcis, men den kan angive fuglens position med cirka 100 kilometers nøjagtighed.

Desuden kan man finde ud af fuglens flyvehøjde og hvilken distance, den har tilbagelagt på et døgn.

 Anders Tottrup formand for Videnskabelugt Udvalg i DOF foto Henning EttrupAnders Tøttrup, formand for Videnskabelugt Udvalg i DOF. Foto: Henning Ettrup.

Mærkningen af rødrygget tornskade i Gribskov har resulteret i en lang række nyheder fra trækruterne og vinterkvartererne.

Generelt undlader rødrygget tornskade at flyve over den vestlige del af Sahara på sit returtræk fra Afrika. I stedet kan den foretage et gevaldigt sving østpå over Den arabiske Halvø, hvor meteorologiske forhold i perioder giver mindre modvind på trækket. Ja selv spanske rødryggede tornskader flyver over Den arabiske Halvø og bruger samme trækrute som deres danske artsfæller, men i Afrika vælger de to populationer hver sit vinterområde, så de undgår at konkurrere om insekterne.

I gennemsnit tilbagelægger rødrygget tornskade 550 kilometer pr. dag på sit træk, og den kan flyve i 3.000 meters højde over Sahara. Lysloggerne har afsløret, at rødrygget tornskade tilrettelægger sit træk, så den ankommer i de områder, der på et givet tidspunkt er mest grønne, og dermed huser flest insekter. ’Grønheden’ i terrænet afgør så at sige artens stoppesteder.

Det viste sig også, at hannerne fra Gribskov var ude af starthullerne i deres afrikanske vinterkvarterer før hunnerne, når forårstrækket blev indledt. De skal skynde sig hjem til den lysegrønne danske skov i maj og de bedste territorier.

Dynamisk forvaltning i fællesskab

Gåseforsker og professor Jesper Madsen fra sektion for faunaøkologi i Roskilde, Aarhus Universitet fortalte om begrebet adaptiv forvaltning af fuglebestande. Her er der tale om en dynamisk tilgang til forvaltningen, hvor man fra sæson til sæson vurderer, hvad en given handling vil medføre for den pågældende art.

Her kan forskere, forvaltere og brugere arbejde sammen om at strukturere en beslutningsproces. Det er for eksempel sket i forhold til kortnæbbet gås, hvis bestand de senere årtier er vokset så meget, at den er blevet en konfliktart i landbrugslandet, særligt i Norge.

I 1965 bestod Svalbardbestanden af kortnæbbet gås, der holder vinter i Danmark og Nordvesteuropa, af cirka 15.000 fugle. I 2010 var bestanden vokset til 80.000 individer.

Derpå enedes man om en adaptiv forvaltningsplan, der satte som mål, at bestanden skulle være på 60.000-70.000 fugle, hvilket gav jægerne mulighed for at skyde flere gæs.

Særligt engagerede jægere blev undervist i effektiv gåsejagt og blev en slags ambassadører for gåsejagten. Aktuelt lyder Svalbard-bestanden på 75.000-80.000 kortnæbbede gæs, så danske jægere har fortsat rige muligheder for at få gås på tasken, inden målet på 60.000 fugle er nået.

Bramgåsens himmelflugt er bremset

Bramgåsen er den gåserart, der er vokset mest i antal de senere årtier. Den russiske bestand, der overvintrer i Danmark og Nordvesteuropa, tæller 1,2 millioner fugle.

Arten er fredet i EU, men der kan gives dispensation til at regulere arten, hvor den gør skade på afgrøder.

I Danmark er reguleringen årligt vokset til op imod 20.000 nedlagte bramgæs, mens der i Holland hvert år reguleres op imod 50.000 fugle.

Det faktum kombineret med en ringere ynglesucces i gåsens arktiske yngleområder har bevirket, at bestanden de senere år er ved at stabilisere sig, fortalte Jesper Madsen.

 Jesper Madsen fortaeller om bramgasens bestand og traekforhold foto Henning EttrupJesper Madsen fortæller om bramgåsens bestand og trækforhold. Foto: Henning Ettrup.

I Danmark medfører et voksende antal bramgæs i vinterhalvåret dog fortsat konflikter, som en adaptiv tilgang til forvaltning kan bidrage til at løse. For årtier siden var der kun cirka 1.000 bramgæs i Danmark i vintermånederne. De senere år er der registreret antal på op imod 250.000 fugle om vinteren.

Særligt Sydøstdanmark og Lolland er blevet en konfliktzone, hvor bramgåsens appetit ofte kolliderer med landbrugets interesser.

Her har Jesper Madsen og hans kolleger i et samarbejde med blandt andet Guldborgsund Kommune gennemført et forskningsprojekt, der skal resultere i et forslag til, hvordan man gennem en adaptiv, tilpasset, forvaltning fremover kan forebygge konflikter. Det har for eksempel vist sig, at 70 procent af bramgæssene på Lolland kan fristes til at søge føde på marker med spild efter roehøsten. Her gør gæssene ingen skade, så den strategi kan være en af metoderne til at løse en konflikt.

 Iben Hove Sorensen og Gitte Hoj Jensen til hojre havde sammen med Jannie Linnebjerg arrangeret Fuglefagligt Symposium foto Henning EttrupIben Hove Sørensen og Gitte Høj Jensen (til højre) havde sammen med Jannie Linnebjerg arrangeret Fuglefagligt Symposium. Foto: Henning Ettrup.

Yderligere oplysninger:

Anders Tøttrup, formand for DOF’s Videnskabelige Udvalg (VU)
Tlf. 51 82 69 88

Iben Hove Sørensen, næstformand for VU
Tlf. 81 77 16 64

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00