Danmarks største fugleundersøgelse nogensinde udkommer som bog

mandag 19. oktober 2020 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
10 år undervejs, knap 1500 deltagere og hundredtusindvis af observationer. DOFs tredje og hidtil mest omfattende kortlægning af Danmarks ynglefugle er et af Danmarks største citizen science-projekter, og det udkommer i dag som et storslået og tungt fugleatlas på svimlende 840 sider.
Af Anton Gundersen Lihn

Fugleatlas med ryg hvid

Danmarks største kortlægning af ynglefugle nogensinde udkommer i dag i form af bogen ’Fugleatlas - De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017’.

Forud ligger ti års arbejde med enorme mængder af fugleobservationer og tusindvis af frivillige arbejdstimer i projektet Atlas III, der har dannet grundlag for den imponerende bog.

- DOF kan i den grad være stolt af Atlas III og bogen ’Fugleatlas’, som ikke bare er et fremragende værk, men også en kraftpræstation af vores aktive medlemmer. Resultaterne er også et aktuelt billede på naturtilstanden og fuglelivet i Danmark, og de kommer til at være en målestok for fremtiden, siger formand for DOF BirdLife, Egon Østergaard.

Fortællinger om op- og nedture

Atlas-undersøgelserne er gennemført to gange tidligere i 1970’erne og 1990’erne. I denne tredje og nyeste udgave er 213 arter registreret som ynglefugle i Danmark. 11 nye arter er kommet til som ynglefugle siden undersøgelsen for 22 år siden, mens 5 arter er forsvundet.


Se lanceringen af 'Fugleatlas' på Youtube, hvor vært, hjerneforsker og fugleinteresseret, Peter Lund Madsen taler med forfattere og gæster fra DOF om bogen og projektet bag.

’Fugleatlas’ indeholder beskrivelser af samtlige arter af danske ynglefugle og deres udbredelse, og resultaterne rummer vigtige fortællinger om både op- og nedture for de danske ynglearter, siger biolog og hovedforfatter på Atlas III, Thomas Vikstrøm.

- Det er yderst tilfredsstillende, at vi nu igen er helt opdaterede, hvad angår de danske ynglefugles udbredelse og for de almindeligste arters vedkommende også deres tæthed, siger han.

Med mere end dobbelt så mange frivillige deltagere i Atlas III i forhold til de foregående projekter hører Atlas III til blandt de største borgervidenskabsprojekter i Danmark.

Frivillige gjorde det muligt

Og netop de frivillige kræfter er hele nøglen og en uvurderlig del af projektet, der aldrig ville være blevet til noget uden.

- De frivillige danske ornitologer udgør en helt enestående ressource med hensyn til at udføre borgervidenskab. Jeg kender ingen andre fagområder, hvor så mange ulønnede personer lægger liv og sjæl i at udføre så kolossal en arbejdsindsats. Det kan vi kun være taknemmelige for, siger Thomas Vikstrøm.

Bogen ’Fugleatlas - De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017’ er udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof og kan købes hos boghandlere landet over, på nettet og i Naturbutikken.

Det har kun været muligt at realisere projektet Atlas III og bogen ’Fugleatlas’ takket være en generøs støtte fra Aage V. Jensen Naturfond.

Yderligere oplysninger

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00

Thomas Vikstrøm, biolog i DOF og hovedforfatter på Atlas III
Tlf. 33 28 38 23

Mark Desholm, leder af DOF’s Naturafdeling og ansvarshavende redaktør af ’Fugleatlas’
Tlf. 24 62 49 90

Egon Østergaard, formand i DOF
Tlf. 31 16 20 30