Sangsvane-flokke skal tælles i Danmark

torsdag 15. januar 2015 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Danmark er sangsvanens vigtigste land om vinteren. Antallet af sangsvaner på vinterophold i Danmark er tredoblet i løbet af cirka 25 år. Mindst 120 svanetællere vil i weekenden 17-18. januar begive sig ud i det danske landskab for at tælle sangsvaner og pibesvaner.
Jan Skriver
Hvor mange sangsvaner opholder sig i Danmark denne milde vinter ?

Så enkelt lyder spørgsmålet før weekendens nationale tælling af de gulnæbbede svaner, der har Danmark som deres vigtigste vinterkvarter.

Selve optællingen ser dog ikke ud til at blive så enkel endda. For på forhånd tegner det til, at fugletællerne skal ud i de fleste afkroge af fædrelandet for at få alle flokke af sangsvaner med i facit.

Den milde vinter betyder nemlig, at svanerne opholder sig mere spredt i terrænet, end de eksempelvis gør i frosthårde vintre med sne og is, hvor de store fugle ofte klumper sammen i våger og i tusindtallige flokke på bestemte lokaliteter.

- Denne midvinters tælling tager udgangspunkt i 40 klassiske lokaliteter, som tælles af observatører fra land, og 8 lokaliteter, som bliver dækket via tællinger fra fly. Vi opfordrer vores fugletællere til at holde et vågent øje med sangsvanerne på turen til kerneområderne, for fuglene kan stå overalt. Der er så meget tilgængelig føde på grund af den milde vinter, at der i disse uger kan ses flokke af sangsvaner over stort set hele Danmark, siger biolog Thomas Eske Holm fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Sammen med kollegerne Preben Clausen, Rasmus Due Nielsen, Ib Krag Petersen og Karsten Laursen koordinerer han den nationale tælling, som udføres i et samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Foreningen har flere end 100 medlemmer involveret i tællingerne, hvori også indgår data fra DOFbasen med dens dagsaktuelle fugleobservationer fra hele landet.

SE KORT VIDEO af en stor flok syngende sangsvaner på en vintermark i Lille Vildmose.

Tredobling af bestanden
Sidste år midt i januar talte Institut for Bioscience og Dansk Ornitologisk Forening (DOF) rundt regnet 42.000 sangsvaner på vinterophold her i landet. Helt præcist lød facit på 41.599 sangsvaner. Det er cirka 70 procent af den nordøsteuropæiske bestand af arten.

Antallet af sangsvaner på vinterophold i Danmark er tredoblet i løbet af cirka 25 år.

- De seneste årtier er bestandene af svaner og de fleste arter af gæs generelt vokset i vores del af verden, og de store fugle har på mange måder skiftet adfærd og vaner. I begyndelsen af 1990’erne blev der registreret cirka 15.000 sangsvaner i den danske midvinter. Nu nærmer vi os 50.000 individer. Januars tællinger af svaner og gæs er med til at give os ny viden om fuglene i det landskab, som får et stigende antal af de gulnæbbede svaner og flere arter af gæs til at holde vinter hos os, siger Thomas Eske Holm.

- Stigningen i antallet af vintersvaner i Danmark skyldes med stor sandsynlighed milde vintre kombineret med landbrugets omlægning fra vårafgrøder til vinterafgrøder, der giver fuglene gode fourageringsmuligheder og større overlevelse. Tilbage i 1970’erne fouragerede sangsvanerne primært på vandplanter i fjordene, men nu er fuglene i stor stil skiftet til at søge føde på land på dyrkede marker, siger biologen.

Kost af roer, kartofler og korn
Sangsvanen har dog et bredt sortiment af råvarer på sit danske menukort i januar. I den sydøstlige del af Danmark vil svanerne typisk befinde sig på marker med rester af sukkerroer.

I den nordvestlige del af Danmark er det mere rapsmarker, oversvømmede stubmarker og gerne marker med levninger af kartofler, som er blevet søde og bløde efter frost, som trækker. Og så er der en del svaner på mange lavtliggende marker med vinterhvede.

Kun en hård vinter med store snemængder kan for alvor presse sangsvanerne ud i fjordene for at æde ålegræs og havgræsser, som tidligere var deres hovedføde.

De store fugle har i høj grad slået sig på vintergrønne marker og levninger fra landbrugslandet.

Læs mere om sangsvane i Danmarks Fugle her

Se i DOFbasen en oversigt over steder i landet, der er set sangsvane, de sidste 30 dage

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Yderligere oplysninger

Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Thomas Eske Holm
Tlf. 87 15 87 61

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00