Udviklingen i industrilandbruget har delt det danske landskab i en A- og en B-kategori. B-kategorien er intensivt landbrugsland, der er fattig på fugls føde til agerlandsarter som viber og sanglærker. Der er brug for en ny landbrugspolitik i EU, der levner plads til flere ynglefugle og mere natur i det dyrkede land, mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Jordrugende fuglearter i det dyrkede landbrugsland udviser den største tilbagegang af alle i den danske fuglefauna, viser ny forskning. Det er ikke lykkedes Danmark at bremse agerlandets tab af biodiversitet, som ellers hører til de erklærede EU-mål inden 2020.

EU åbner op for en længe ventet offentlig høring om den fælle europæiske landbrugspolitik. Det giver mulighed for at præge politikken i en grønnere retning

Fra 1800 til 2012 voksede antallet af forskellige ynglefugle i Danmark med næsten 30 arter. Mens rigdommen af arter er øget, er det samlede antal af almindelige fugle faldet. En lang række vidt udbredte arter som stær, vibe og sanglærke er i voldsom tilbagegang, fordi deres levevilkår er forringet i det danske landskab.

I Lille Vildmose, hvor både havørne og kongeørne dagligt er på jagt, kan man opleve gæs, der klumper tæt sammen, når de store rovfugle viser sig i luftrummet. Sammenhold er sagen, synes at være gæssenes motto. For en jagende ørn er en mur af gæs sværere at sætte kløerne i end en ensom gås.

Miljøministeriets tilladelser til regulering af bramgæs er gået hårdt ud over beskyttede engfugle på deres ynglepladser ved Vadehavet. Derfor bør der ikke længere reguleres gæs om foråret i vigtige yngleområder, mener formand for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard.

På Mandø i hjertet af Nationalpark Vadehavet, Danmarks vigtigste fugleområde, er der skudt bramgæs midt i vadefuglenes ynglesæson. Og ved Sneum Digesø, der huser Danmarks største koloni af hættemåger, har sjældne og sårbare ynglefugle måttet flygte, når der reguleres bramgæs. Reguleringen af gæssene i Vadehavet er gået alt for vidt og praksis må ændres, mener Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Siden 1950 er den danske bestand af viber faldet fra 100.000-150.000 til under 20.000 ynglepar. For at bremse vibebestandens frie fald har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) udarbejdet en manual til et mere vibevenligt landskab. Håbet er, at naturvenlige landmænd vil give viben en håndsrækning.

Netop nu vrimler det med ynglende viber mange steder i Danmark, hvor flere nedbørsrige måneder har redt op med våde pletter til vadefuglene. Udsigten til ynglesucces kan dog hurtigt blive vendt til en fiasko, hvis landmændene dræner, pløjer og tilsår vibelavningerne. Vibens vilkår i kulturlandet ligger i landmandens hænder.