UTROLIG VIDEO: Ugleunger dræbt for åben skærm

tirsdag 9. maj 2017
De to ugleunger fra DOF’s UgleTV er forsvundet i nattens mulm og mørke, dræbt for åben skærm. Se, hvad der skete i den unikke video og læs mere om kampen mellem to af Danmarks top-rovdyr. Dramaet har ingen skurk, men er en del af naturen, mener DOF.
af Uffe Rasmussen

DOF’s webkameraer fra fuglenes verden leverer endnu engang enestående og utrolige billeder af et vildt drama i den danske natur. 

De to stor hornugle-unger, som kom til verden sidst i april i en rede i Sønderjylland, er blevet dræbt for åben skærm om natten. Se, hvad der sket i videoen og læs mere om dramaet nedenunder:

Læs meget mere om dramaet under videoen.

DOF’s ugleekspert, Klaus Dichmann, er trist over de to ugleungers skæbne, men synes også, det er spændende for første gang at kunne se sådan et drama fra uglernes hemmelige liv i nattemørket.

- Det er hårdt og brutalt at se en ræv bide ugleungerne ihjel for åben skærm. Samtidig er det fantastisk spændende, at DOF’s UgleTV kan vise optagelserne af, hvad der foregår af drama i naturen. På den måde bliver vi alle klogere på naturen, og det er jo meningen med DOF’s ugletv og andre webkameraer, siger Klaus Dichmann, der er formand for Uglegruppen i Dansk Ornitologisk Forening, DOF.

Ræven er ikke en skurk

Biolog og naturpolitisk medarbejder i DOF’s Naturafdeling, Knud Flensted, medgiver, at det kan være hårdt at se på, at ræven tager ungerne, men han understreger, at ræven blot gør det, den skal, for at opfostre sine egne unger.

- Der er ingen grund til at udnævne ræven som skurk på grund af det her. Det er naturens gang, og ugle-ungerne er formentlig endt som føde til rævens hvalpe. Ræven tager det bytte, den skal bruge, for at opfostre de hvalpe, den har her i maj måned, og det er helt, som det skal være i naturens fødekæde, siger han.

- Tab af de to ugle-unger er selvfølgelig trist for de mange tusinde seere til UgleTV, men det truer ikke den samlede bestand af stor hornugle i Danmark. Den går stille og roligt frem, også selv om mange har rede på jorden, så vi nu har omkring 100 par i Jylland, siger Knud Flensted.

Æg forsvinder af og til

Klaus Dichmann fra DOF’s Uglegruppe holder øje med den danske bestand af stor hornugle og oplever af og til reder, der er tømt for æg, uden at kunne sige, hvad der er foregået.

- Det er formentlig ofte på grund af en ræv, men det er jo ekstra spændende rent faktisk at kunne se et bevis, siger han.

Stor hornugle er kendt for at bygge rede på jorden, fordi den er stærk nok til at tage kampen op mod andre rovdyr.

- Man kan sige, at uglerne selv er lidt ude om det, når de vælger at bygge rede på jorden i en grusgrav eller i en skovbund. Men vi ser i DOF faktisk en tendens til, at flere af vores stor hornugle-par flytter ind i skoven, og op i træerne i sikkerhed fra ræv. Det kan jo være, uglerne er ved at lære lektien, og derfor er begyndt at bruge reder i bedre sikkerhed væk fra jorden, siger Klaus Dichmann.

Ikke nye æg

Nogen vil måske undre sig over, at hunnen flyver fra reden kort tid før ræven dukker op.

- Jeg tror, at hun er fløjet ud til hannen for at få et bytte. Hannen fanger bytte til hunnen, når de har unger. Havde hun været i reden, da ræven dukkede op, havde hun taget kampen op og vundet, og så havde ungerne stadig været i live. Man kan også se i anden omgang, da ræven vender tilbage efter mere bytte, at hun jager den væk, siger Klaus Dichmann.

Det betyder formentlig slutningen på DOF’s UgleTVfor i år, mener han.

- Det er sket, at æg forsvinder, men jeg har aldrig oplevet, at uglerne lægge nye æg samme år bagefter. Derfor tror jeg, det er slut med UgleTv for i år, siger han.

Det er første gang, DOF kan vise de unikke optagelser af drab på ugleunger. Men i 2016 kunne mange tusinde se ugle-hunnen jage en ræv væk fra sine unger, som du kan se i denne video og læse mere om her

Få mere at vide:

Klaus Dichmann, DOF’s Uglegruppe 20869052
Knud Flensted, biolog i DOF's Naturafdeling 2124 2275

Video og presse:
uffe.rasmussen@dof.dk eller 33 28 38 43

SE ANDRE VIDEOER fra UgleTV 2017: