Udskriv

Mange danskere savner at møde småfugle på deres vej rundt omkring i landet. Men hvorfor forsvinder de? Det kan du læse meget mere om her. 

Tal fra DOF BirdLifes seneste årsrapport viser, at de danske fugle er i fortsat tilbagegang. I rapporten, der udarbejdes på baggrund af det danske punkttællingsprogram, vises en fortsat kedelig tendens med en samlet tilbagegang for de mest almindelige fugle i landet.

Særligt slemt står det til for de fugle, vi forbinder med det åbne landbrugsland. Landbrugsfuglene står efter mange års effektivisering af landbruget tilbage som tabere.

Mere end 60% af det danske areal er i dag dækket af landbrug, og derfor vil en for fuglene uvenlig forvaltning af dette habitat resultere i en tilbagegang for et stort antal individer. For stærens vedkommende kan hovedårsagen findes ved stadigt færre køer på græs, der gør det svært for stæren at søge føde. Den er afhængig af en lav, afgræsset vegetation for at finde stankelbenslarver, regnorme og andre småinsekter i de øverste jordlag.

Ligeledes er andre landbrugsfugle som agerhøns, viber og sanglærker i kraftig tilbagegang grundet det alt for ensartede, gødskede, sprøjtede og opdyrkede land. Landskabet er blevet for homogent uden den forskellighed i landskabet, som ellers kunne give mulighed for fødesøgning hos de nødstedte fugle.

På trods af den generelle tilbagegang for de danske fugle, er der enkelte lyspunkter, eller mindre mørke tendenser. Således er de danske skovfugle som gruppe igennem årene med punkttællingsprogrammet (1975-2024), gået mindre markant tilbage end landbrugsfuglene.

Blandt skovfuglene findes lyspunkter som rødstjert, der har mere end fordoblet sin ynglebestand i landet siden 1978.

Årsagerne til den mindre negative tendens blandt skovfuglene skal findes i plantningen af løvtræer og mere urørt naturskov med gamle, hullede træer, der er nødvendige ynglesteder for mange af skovfuglene, heriblandt huldue. Generelt kan vi gennem punkttællingsprogrammet konstatere, at flere arter forbundet med løvskoven er i fremgang, hvilket bakkes op af fremgang blandt standfugle som spætmejse og stor flagspætte. Der er dog også negative tendenser, blandt andet hos broget fluesnapper, hvor ynglebestanden er mere end halveret i samme periode, altså siden 1978.

Den generelle tilbagegang blandt småfuglene er evident og giver et praj om fuglenes tilstand helt generelt. Forskning har de seneste år peget på, at særligt specialister er udfordrede og sårbare mod ændringer i deres habitater. Specialisterne er, i modsætning til generalister, specialiseret i et særligt habitat eller fødegrundlag og er derfor også mere udsatte for ændringer i netop deres økologiske niche. I modsætning til specialisterne har generalister lettere ved at overkomme udfordringer, da de oftest kan tilpasse sig andre biotoper, habitater og fødekilder.

Da mange af de danske fugle er trækfugle, er det heller ikke ubetydeligt, hvad der sker globalt, altså på trækruterne, når de skal fra overvintrings- til ynglepladserne. Habitatændringer på overvintrings- og rastepladserne kan føre til en nedgang i fødegrundlaget som insekter og frø og vil derfor have vidtrækkende konsekvenser for fuglebestandene. Også klimaforandringerne og hastigheden på dem vil være afgørende for de danske fugle. Derfor arbejder DOF BirdLife sammen med andre nationale organisationer i BirdLife International for at sikre gode levevilkår for fuglene.

Det er altså et noget broget billede, der tegnes for fuglenes fremtid, og mange forskellige faktorer spiller ind. Vigtigt er det dog at skabe gode betingelser for de danske ynglefugle, hvad end de bliver her vinteren over eller trækker tilbage til overvintringskvarterer. Det vil kræve en anderledes forvaltning af det danske landskab med flere urørte, vilde pletter landet over. Dødt ved, våde enge, hullede træer og flere insekter i større, uberørte naturområder er nøgleordene, og man kan starte på mindre skala i egen have, hvis man ikke kan vente på Den Grønne Trepart og arelomlægningsplanerne.

Hvis du vil være med til at støtte de danske fugle, kan du blive medlem af DOF BirdLife eller donere et engangsbeløb.

Alle beløb gør en forskel!

Mere uddybende artikler om de enkelte bestandes udvikling findes allerede på DOF BirdLifes hjemmeside. Her kan findes links om enkelte arter:

Stærens tilbagegang: (https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1473)
Stærens tilbagegang: https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1954
Agerhønens tilbagegang: (https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=474)
Vibens tilbagegang: (https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=2355)
Sanglærkens tilbagegang: (https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1241)
Rødstjert fremgang: https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1833
Broget fluesnapper tilbagegang: https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=1839
Tilbagegang for finker og værlinger: https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=2397
Færre småfugle i haven: https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=2315