Svaler og andre trækfugle er en af de forårsbebudere, som mange længes efter, når vinteren slipper sit tag i Danmark. Læs her, hvornår du kan forvente deres ankomst, og hvordan deres trækmønstre fungerer.
De første danske svaler kommer til Danmark i slutningen af marts eller i starten af april med et vejrskifte mod varmere vinde fra syd. Det hænder at enkelte svaler ankommer endnu tidligere, men de gør, som bekendt, ingen sommer. De tre ynglende svalearter i Danmark, land-, by- og digesvale, overvintrer alle i Afrika, syd for Sahara.
Når svalerne er ankommet, får de travlt med at yngle, inden de alle skal tilbage mod varmere himmelstrøg, når vinteren banker på.
På en varm sommerdag kan man opleve flere hundrede svaler flyvende lavt over moser og enge for at fange insekter, men fra den ene dag til den anden kan de synes at være forsvundet med et fingerknips. At svalerne forsvinder så pludseligt, har i gamle dage givet anledning til flere spændende teorier. Et par af dem gik på, at svalerne overnattede i moser vinteren over eller sågar fløj til månen. I dag er man, med hjælp fra videnskaben, blevet klogere. Blandt andet gennem ringmærkning, som faktisk er en dansk opfindelse fra slutningen af 1800-tallet!
Ringmærkning har hjulpet mennesket til at blive klogere på fuglenes trækruter. Siden ringmærkningens begyndelse er der kommet flere metoder til, der kan afdække fuglenes færden. Blandt andet findes forskellige elektroniske satellit- eller radioværktøjer, der meget præcist kan angive hvor, hvornår og ad hvilken vej fuglene trækker fra vinter- til ynglekvartererne og/eller tilbage igen.
Det var netop med hjælp fra en moderne satellitsender med solceller, at forskere fra USA kunne beskrive verdensrekorden i fugletræk! En nyklækket lille kobbersneppe på blot 4 måneder fløj hele vejen fra Alaska til Tasmanien, 13.500 km, uden stop på blot 11 dage.
Flere forsøg har dokumenteret, at fugle rent faktisk kan finde vej til yngleområderne, selv hvis de er blevet indfanget og undsluppet mange kilometer øst eller vest for udgangspunktet. Således fangede man i et studie en gruppe rørsangere og fragtede dem 1000 km østpå. De kompenserede for den stedlige forskydning ved at flyve mod nordvest i stedet for nordøst, som var den oprindelige trækretning.
Hvordan en lille kobbersneppe eller andre arter af trækfugle ved, hvor de skal flyve hen, er lidt af et mysterie. Mange studier omhandlende trækfugle er blevet udført med forskellige metoder, for at fastslå hvordan fuglene egentlig navigerer.
Det er blevet foreslået at fugle kan bruge bjerge, floder, søer og andre topografiske fikspunkter til at bestemme retningen. Men mange fugle trækker om natten, og her tyder forskning på, at stjernerne bruges som navigationspunkter.
Et elegant og simpelt forsøg blev i 1960’erne udført for at undersøge om trækfugle navigerer efter stjernerne. Et forskerhold placerede trækfugle i små, tragtformede bure, kaldet Emlen funnels, med papir langs siderne og net over toppen. Med blæk på fødderne efterlod fuglene spor på papiret i den retning, de forsøgte at flyve. De små bure blev sidenhen placeret i et planetarium, så forskerne kunne manipulere med stjernehimlen, og det blev vist, at fuglene ændrede retning i takt med stjernehimlen.
Trækfuglene er forskellige fra art til art, og de benytter sig af forskellige trækruter. Fugle, der trækker over havet, har ikke nogen umiddelbare fikspunkter. Her er det foreslået, at lugtesansen hos fuglen er vigtig for navigationen. Jordens magnetfelter og solens position på himlen er også vigtige ledestjerner for mange fugle. Samlet set er teorierne mange, og noget peger på, at fuglene benytter sig af en blanding af de nævnte strategier. Det kan virke utroligt, at det år efter år lykkes fuglene at finde vej til og fra ynglepadserne. Det er for eksempel beskrevet, hvordan et individ af landsvale tre år i træk fandt fra Sydafrika og tilbage til den samme lade i Tyskland for at yngle.
En gang imellem går det dog galt for juvenile, altså unge, fugle, der kan miste orienteringen og flyve i forkert retning. Dette opleves hvert år i efteråret, når sjældne, sibiriske arter, som er blæst ud af kurs, dukker op ved Blåvand og andre kendte, vestvendte træksteder i Danmark. Studier peger på, at de unge sjældenheder ikke når at korrigere retningen og i stedet ender deres dage vestpå, over Atlanterhavet.
Det kan synes besværligt at være trækfugl, men det er en bevidst strategi, der har vist sig at give en fordel. De fugle, der benytter sig af den, har simpelthen bedre fitness. I vores sommerhalvår er der på de nordlige breddegrader mange timers sol og et rigt fødegrundlag til opfostring af unger. Samtidigt er der længere sydpå ofte længere perioder med tørke, og derfor giver det mening for trækfuglene at søge nordpå. Tænk bare på kartoffelsygen i Irland, der fik tusinder af mennesker til at migrere mod USA.
At alle fugle ikke er tilpasset et liv i troperne med et stabilt klima og fødegrundlag året igennem kan synes mærkværdigt, men pladsmangel og konkurrence har altså fået fuglene til at trække. En god tommelfingerregel er derfor, at jo mere sæsonvarieret en verdensdel er, jo flere trækfugle vil der være. I en tropisk regnskov er der ikke mange trækfugle, da klimaet og vegetationen året rundt kan opretholde livet for fuglearterne. De fugle er i stedet specialiseret til noget andet.
Hvis man ikke følger det danske landskab dagligt, kan man synes at både svaler og andre trækfugle pludselig forsvinder, men de er altså bare taget på overvintring under varmere himmelstrøg.
De flyver afsted, når de, med et ord fra tysk, oplever zugunruhe, der kan oversættes til trækstress. Noget genetisk fortæller fuglene, at det er tid til at trække. Selv hos fugle i fangenskab er der observeret zugunruhe, hvor burfugle flakser uroligt rundt under de naturlige træktidspunkter.
Trækinstinktet er gennem mange års evolution fintunet til det særlige tidspunkt på året, hvor alting springer ud, insekterne svirrer, og fødegrundlaget derfor er rigeligt. At tilrettelægge sit træktidspunkt, så der er rigeligt mad på ruten, betyder at fuglene undervejs kan tanke op i overflod. Med varmere temperaturer som følge af klimaforandringer vil forårets opblomstring forskydes og falde tidligere på året. Om fuglene kan tilpasse sig i samme tempo som resten af faunaen, er et spørgsmål, som forskere forsøger at besvare.
Helt grundlæggende tyder forskning på, at klimaforandringerne er en stor udfordring for fuglene, men man har dog observeret en vis ændring, eller tilpasning, i træktiderne for fuglene med tidligere ankomst i foråret og senere afgang i efteråret. Særligt langdistancetrækkerne kan være udfordrede på den lange bane.
At bo i et land med fugletræk er fantastisk i foråret med genkomsten af de fugle, man har savnet. Samtidigt kan det synes vemodigt at skulle vinke farvel i efteråret, og det kan til tider føles ligefrem fugletomt i vinteren. Imidlertid kan vi glæde os over, at mange fugle, der yngler i Højarktis, faktisk besøger os i vinteren, hvor Danmark fungerer som overvintringsplads.
Og så kommer fuglene jo igen for at yngle allerede til næste år!
Det kan anbefales at holde fri fra slutningen af februar til juni, hvis man vil opleve hele forårstrækket. Når det så er stilnet af, starter efterårstrækket så småt, så her må der nødvendigvis også holdes fri. Der kan dog, desværre, komme andre planer i vejen.
På Danmarks Fugle kan man søge sig frem til de danske arter af trækfugle og se, hvornår de er i landet, og hvor de opholder sig i både vinteren og sommeren. Man kan samtidigt se, i hvilke måneder der observeres flest individer af en specifik art.
Gode træksteder, og hvornår de er bedst at opleve kan man læse mere om her.