Udskriv

Det ligger naturligvis i grundlaget for dette, at vi i DOF hvert år hædrer nogle af vore medlemmer, at de - i al fald typisk - har arbejdet for DOF og fuglene i mange år. Du Bent, blev medlem af DOF i 1949 som 11-årig – og har altså nu været medlem af foreningen i 53 år.

Dengang – for 53 år siden  - var DOF en lille, eksklusiv, meget fagligt orienteret forening med

5-600 medlemmer – ikke særlig synlig i medierne og andre steder - og kun en forening, man blev medlem af pga. en glødende interesse – eller måske nogle familietraditioner. Hvad der førte dig ind i DOF, ved jeg ikke. Men en døgnflue-interesse var det i al fald ikke.

Du har været på flere af de Blåvandshuk-lejre i slutningen af 50’erne, (ja, vi var sammen dér) på et af foreningens nye og mere moderne tiltag - du har også været involveret i Skagen-lejre i 70’erne – du har en overgang været formand for Københavnsafdelingen – men den helt overordnede årsag til, at du hædres i dag, er dit arbejde for Fugleværnsfonden.

Du er i dag næstformand i Fugleværnsfonden og har været med i bestyrelsen siden FVF’s start i 1966 – altså i 36 år. Det må man da sige er en indsats.

Det var din faglige baggrund, der i sin tid var årsag til, at du kom ind i FVF’s bestyrelse. Du er uddannet ejendomsmægler – har haft egen virksomhed – og du har i de forløbne 36 år været medvirkende i stort set alle FVF’s arealopkøb – været en fortræffelig faglig rådgiver i forbindelse med køb af ejendomme (prisniveau o.l.). Du gennemlæste og godkendte skøder – og når det var sket, så vidste alle i FVF, at alt var OK.

Du har også med held deltaget direkte i købsforhandlinger. Det skete bl.a. på Nyord med de sære og særdeles besværlige bønder dernede, som det bestemt ikke er enhver beskåret at slå en handel af med.

Du er altid velforberedt til møderne i FVF – har læst alle papirer grundigt igennem – og har aldrig lagt skjul på dine meninger. Du har været en af dem i FVF, som har været forsigtig – holdt på pengene. Du har også haft den centrale funktion gennem tiderne at afholde Lorenz Ferdinand fra alt for vilde projekter.

Du har en mægtig god hukommelse. Den har du bl.a. brugt til i årevis at ærgre dig, hvis der efter din mening er betalt for meget for jord, advokatbistand eller andet.

Du har altid optrådt med stil. Personalet i FVF har gennem tiderne kaldt dig ”en af de nålestribede”. Den anden var advokaten Per Carsten Pedersen, der som bekendt døde sidste år, en uge efter Lorenz. I kom altid i jakkesæt og med slips til møderne – ikke just DOF-stil.

Du har også i dit arbejde i FVF vist dig som en stædig rad - men heldigvis med humor. I langt det meste af tiden var Lorenz og du gode venner, men indimellem kunne I blive aldeles forbitrede på hinanden. Og du, Bent, har efter et stormfuldt møde i FVF skriftlig meldt dig ud af bestyrelsen, men det lykkedes heldigvis Lorenz at skabe forsoning og få dig til at blive.

Men selvom der var stormfulde højder, så sås du og Lorenz også privat i al venskabelighed  og sammen med jeres koner.

Nu er fuglene ikke din eneste interesse. Kilder fortæller, at du bl.a. har været Danmarksmester i piberygning – og at du er en kender af god vin.

Men det sidste har naturligvis ikke noget med dagens hædring at gøre.

Du er nu trådt ud af erhvervslivet, og I (din kone og dig) har i jeres pensionisttilværelse valgt at slå jer ned ved Tystrup-Bavelse-søerne – ja med direkte udsigt over dem – et af Sjællands fornemmeste fugle- og landskabsområder. Det misunder mange jer uden tvivl.

Kære Bent – på DOF’s vegne: Tak for din formidable indsats for fuglene igennem virkelig mange år. Og til lykke med hædringen.

BG