Udskriv

Industrilandbruget er den største trussel mod fuglelivet

Det industrialiserede landbrug er hovedårsagen til, at rigdom – i form af biodiversitet – er gået tabt i Danmarks natur. Af 31 almindelige fuglearter, der lever i det åbne land, er hele 22 arter gået tilbage de seneste 35 år. Seks af de syv fuglearter, som lever i den dyrkede agerjord, er i tilbagegang.

Naturen skal have mere plads og mere variation

DOF ønsker et landbrug, der giver plads til mere liv i markerne, og som ikke udleder flere gødningsstoffer, end naturen kan nå at omsætte. Det er et landbrug, der levner refugier og heller, og som integreret i sin produktion tager hensyn til naturindholdet på såvel dyrkningsfladen som på de omgivende arealer. Målet er at fremme biodiversiteten i landbrugslandet, hvilket er en forudsætning for at bevare de fugle og andre dyrearter, der er knyttet til det åbne land i Danmark. Desuden skal landbrugets påvirkning af andre naturområder med kvælstof og giftstoffer stoppes, så disse habitater genskabes som gode levesteder for dyr og planter.

Landbrugets økonomi skal ses i en samfundssammenhæng

Det samfundsmæssige udbytte af en meget stor landbrugsproduktion er i dag alt for lille. DOF og 6 andre grønne organisationer har dokumenteret, at de samfundsmæssige omkostninger ved det nuværende landbrug er meget store. DOF mener, at hvis det ikke kan betale sig at dyrke jorden, bør den gives tilbage til naturen. Landbrugerne bør ikke længere modtage samfundsstøtte udelukkende for at drive landbrug. Derimod ser DOF gerne, at en betydelig del af den nuværende landbrugsstøtte bruges til at betale landmænd for at pleje naturen.

Fem virkemidler, der gør en forskel

DOF har analyseret sig frem til fem virkemidler, som på relativt kort tid vil kunne forbedre biodiversiteten i det åbne land betragteligt.

•    Husdyrene tilbage i landskabet
•    Landbruget skal selv betale for sin forurening
•    Landbrugsstøtte skal omlægges til naturstøtte
•    Arealet med lysåben natur skal fordobles inden 2030
•    Lærke- og vibepletter skal udlægges som mosaikker i landbrugslandet

Med indførelsen af disse virkemidler opnår vi et landbrug, der på lang sigt virker for det åbne lands fugle og natur og samtidig for en bæredygtig produktion af sunde landbrugsafgrøder.