Udskriv

Duehog Helge Rojle Christensen DOF MA KUN BENYTTES I FORBINDELSE MED ROVFUGLEPROJEKTDuehøg. Foto: Helge Røjle Christensen

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Jægerforbund (DJ) har med dette projekt indgået et ”rovfuglepartnerskab”, hvor den fælles interesse for naturen og rovfuglene står i centrum. Målet er, at det skal være helt slut med drab på rovfugle i den danske natur. Derfor ønsker organisationerne at samarbejde om en indsats for at udbrede kendskabet til rovfuglenes biologi og rolle i naturen.

Af DOF’s nyligt udgivne ynglefugleatlas, Atlas III, fremgår det, at udbredelsen af de fleste af landets rovfuglearter er inde i en positiv udvikling. Arter som havørn og rød glente er i løbet af de senere årtier blevet langt mere almindelige i den danske natur, og mange mennesker får hver dag store naturoplevelser med netop disse to arter. Men beklageligvis ser vi stadig eksempler på, at rovfugle bekæmpesulovligt.

Både DOF og DJ ønsker en vild, dynamisk og artsrig dansk natur, og begge organisationer tager stærkt afstand fra ulovlig bekæmpelse af rovfugle og anden faunakriminalitet. DOF og DJ ønsker derfor at samarbejde om en indsats for at udbrede kendskabet til rovfuglenes biologi og rolle i naturen, idet vi formoder, at langt de fleste konflikter med rovfugle bunder i misforståelser og manglende viden.

Projektet tager udgangspunkt i den eksisterende viden om rovfugle, som allerede er tilgængelig. Fokus er dermed ikke på at indsamle ny viden om rovfuglene, men derimod på at sikre, at den allerede indsamlede viden formidles til så store dele af befolkningen som muligt. Hensigten med projektet er primært at sikre rovfuglene for fremtiden, men også at øge danskernes forståelse af rovfuglenes rolle i naturen. Projektet vil også i høj grad have fokus på at udvikle målrettede undervisningsmaterialer om rovfugle og deres rolle i naturen til relevante uddannelserinden for jagt og naturforvaltning samt undervisning til børn.

Som et led i projektet planlægger DOF og DJ at afholde en konference med oplæg og debat om rovfugle, hvor emnerne vil inkludere myter, bestandsstatus, balance imellem rovdyr og byttedyr, fødegrundlag (herunder udsat vildt), forvaltning, konflikter, artsspecifikke udfordringer, muligheder for begrænsning af illegale drab og muligheder for en fremtidig fælles indsats for rovfuglene. Konferencen forventes afholdt i Jagtens Hus i løbet af foråret 2022.

Samarbejdet kan desuden resultere i identificering af nye muligheder for fælles projektsamarbejde, som arbejder mere målrettet med at forbedre levevilkårene for de danske rovfugle. Det kan f.eks. være fælles registrering og overvågning af rovfuglereder, indsamling af viden om rovfuglenes levesteder eller fokus på tiltag, der gavner såvel rovfuglene som biodiversiteten generelt.

15. Juni Fonden har støttet projektet, som løber fra november 2021 til november 2022.

Yderligere oplysninger

Thomas Vikstrøm, projektleder og biolog i DOF BirdLife
Tlf. 33 28 38 22