Udskriv
Blåmejse og stor flagspætte spiser jordnødder.
Blåmejse og stor flagspætte spiser jordnødder.

 

Fuglefodring er en af de nemmeste og mest givende måder at komme tættere på naturen på. Uanset om du bor i hus med have, rækkehus eller lejlighed med altan, kan du skabe bedre vilkår for fuglene omkring dig og samtidig få glæde af deres liv, farver og sang.
For mange begynder interessen med ønsket om at hjælpe fuglene om vinteren, men i virkeligheden kan korrekt fuglefodring gøre en positiv forskel året rundt. Denne guide er skrevet til dig, der er ny inden for fuglefodring, og som gerne vil gøre det rigtigt fra start. 

Hvorfor er fuglefodring vigtigt?


Vilde fugle lever i dag under langt sværere vilkår end tidligere. Intensivt landbrug, færre vilde haver og mangel på naturlige fødekilder betyder, at mange arter har svært ved at finde nok mad, især i vinterhalvåret.
Når temperaturen falder, stiger fuglenes energibehov markant, og uden adgang til føde kan selv små perioder med frost være livstruende. Ved at fodre fuglene hjælper du dem med at overleve de hårde perioder, men du understøtter også deres trivsel i ynglesæsonen, hvor de også har brug for ekstra energi.
Samtidig er fuglefodring en kilde til glæde for dig og din familie. At observere fugle i haven eller udenfor vinduet med en påsat foderkugle giver mange mindeværdige oplevelser, når du over tid får lokket flere og flere forskellige arter til foderhuset eller -automaten.

 

Sumpmejse, blåmejser og musvit ved havens jordnødder.
Sumpmejse, blåmejser og musvit ved havens jordnødder.

 

Fuglefodring giver således naturoplevelser i hverdagen og styrker interessen for biodiversitet - både hos børn og voksne. Mange oplever, at fuglefodring hurtigt bliver en fast og værdsat rutine, der bringer glæde og mening til hverdagen med forvisningen om, at man gør noget godt for fuglelivet omkring sig.

Kom godt i gang som begynder

Når man starter med fuglefodring, kan det virke uoverskueligt med de mange typer foder, foderautomater og gode råd. Heldigvis behøver det ikke være kompliceret. Det vigtigste er at starte enkelt og opbygge erfaring over tid. Fugle er vanedyr, og det tager ofte nogle uger, før de opdager og begynder at bruge en ny foderplads. Tålmodighed er derfor en vigtig del af processen.
En god tommelfingerregel er at tilbyde kvalitetsfoder, placere det sikkert og sørge for regelmæssig rengøring. Hvis disse tre ting er på plads, har du allerede skabt et solidt fundament for succesfuld fuglefodring.

 

Blåmejse oven på fedtblok holder.
Blåmejse oven på fedtblok holder.

 

Grundlæggende principper for fuglefodring

Fugle har forskellige behov gennem året – de kræver protein om foråret til ungerne, fedt og energi om vinteren og en alsidig kost året rundt. Derfor er det vigtigt at:



Valg af foder – hvad skal du tilbyde fuglene?

Forskellige fuglearter har forskellige præferencer, men der findes heldigvis foder, som langt de fleste småfugle elsker.

 

Flot stillits med solsikkefrø i næbbet.
Flot stillits med solsikkefrø i næbbet.

 

Solsikkekerner er blandt de mest populære og næringsrige valg. De har et højt olie- og fedtindhold og giver fuglene den energi, de har brug for, især i de kolde måneder. Sorte solsikkefrø har i sammenligning med de stribede solsikkefrø et højere olieindhold og har en blødere skal, hvorfor de er lettere at åbne for små fugle.
Jordnødder kan med fordel tilbydes, men de bør altid gives i en foderautomat beregnet til formålet, så der ikke kommer en flok store fugle og rydder foderbrættet.

 

Blåmejse har samlet en halv jordnød op.
Blåmejse har samlet en halv jordnød op.

 

I foråret og sommeren er protein vigtigt, og her kan levende eller tørrede melorme være et godt supplement. Frugt som æbler og bær kan også tiltrække visse arter og give variation i kosten.
Mange frøblandinger til vilde fugle indeholder et bredt udvalg af frø, nødder, kerner og nogle gange tørrede frugter og insekter, som dermed appellerer bredt til mange arter.
Det er vigtigt at undgå fødevarer som brød, saltede nødder og madrester, da de enten mangler næring eller direkte kan være skadelige for fuglene.

Foderautomater og foderbrætter

Den type foderautomat, du vælger, har stor betydning for både fuglenes adgang til maden og for hygiejnen. Rørformede foderautomater er blandt de mest populære, da de beskytter foderet mod regn og reducerer spild. De er velegnede til både frø og solsikkekerner.
Automater med større eller mindre trådnet fungerer godt til fedtblokke, fedtkugler, fedtpiller og nødder, hvor fuglene kan holde fast i trådnettet, mens de tager for sig af retterne.

 

Sumpmejse er i gang med at spise en jordnød.
Sumpmejse er i gang med at spise en jordnød.

 

Populære fugle som rødhals, solsort og flere andre drosler foretrækker at finde deres føde i jordniveau, så her kan en flad skål eller et foderbræt med held benyttes til frugt, fedtpiller og melorme, men de kræver hyppig rengøring for at holde hygiejnen i top.
For begyndere er det ofte en fordel at starte med én eller to forskellige automater. Det giver mulighed for at observere, hvilke fugle der besøger haven, og senere justere opsætningen, hvis man ønsker at tiltrække flere arter.
Husk også gerne at servere noget frisk vand – det har fuglene brug for hele året.

 

Solsort hygger sig i fuglebadet.
Solsort hygger sig i fuglebadet.

 

Placering af foderpladsen

Placeringen af foderautomaten er afgørende for, om fuglene føler sig trygge. Fugle foretrækker steder, hvor de hurtigt kan søge skjul i buske eller træer, hvis der opstår fare. Samtidig skal de have frit udsyn, så de kan opdage rovdyr i tide. En placering et par meter fra buskads er ofte ideel.

 

Masser af grønirisk og flere skovspurve er i gang med at rydde foderpladsen.
Masser af grønirisk og flere skovspurve er i gang med at rydde foderpladsen.

 

Det er også vigtigt at tage højde for katte. Undgå at placere foderet tæt på hegn, mure eller steder, hvor katte nemt kan snige sig ind på fuglene.
Hvis du har mulighed for at placere foderautomaten, så den kan ses fra huset, får du samtidig glæde af at kunne følge fuglelivet tæt på.

Regelmæssighed og rutiner

Fugle lærer hurtigt, hvor de kan finde mad. Når du fylder foderautomaten regelmæssigt og gerne om morgenen hver dag, hvis det er nødvendigt, skaber du en pålidelig fødekilde, som fuglene vender tilbage til.
Det betyder ikke, at du er forpligtet til at fodre konstant, men kontinuitet er vigtig, især om vinteren. Hvis du starter fodring i en kold periode, bør du fortsætte, så fuglene ikke pludselig mister deres energikilde.

Hygiejne og rengøring

En ofte overset, men meget vigtig del af fuglefodring er rengøring. Fugtigt og gammelt foder kan udvikle skimmelsvamp og bakterier, som kan gøre fuglene syge. Derfor bør foderautomater rengøres jævnligt med varmt vand og eventuelt en mild sæbe.
Som tommelfingerregel er en gang om måneden passende, men i fugtigt vejr eller ved høj aktivitet kan det være nødvendigt oftere.
Området under foderpladsen bør også holdes så rent som muligt. Ophobet spild kan tiltrække skadedyr og skabe uhygiejniske forhold.

Fuglefodring gennem årets årstider

Om vinteren er fuglefodring mest kritisk – især hvis jorden er dækket af sne. Her har fuglene brug for energirigt foder, især fedt og olieholdige frø for at kunne holde varmen. Solsort, sjagger og drosler i det hele taget vil være glade for nogle spredte æbler oven på sneen, da der er god energi i de sukkerholdige frugter, og det kan såmænd også lokke stær og diverse småfugle til.

 

En stær fylder sukkerdepoterne op med bidder af et æble.
En stær fylder sukkerdepoterne op med bidder af et æble.

 

I foråret ændrer behovet sig, da mange fugle får unger. Protein bliver her vigtigere, og melorme er et oplagt valg – gerne opblødt i lidt vand.
Om sommeren kan fodringen reduceres, men i perioder med regn og køligt vejr kan ekstra foder stadig være en hjælp.
I efteråret begynder fuglene at opbygge energireserver til vinteren, og her er det en god idé gradvist at øge mængden af energirigt foder.

Skab en fuglevenlig have

Fuglefodring fungerer bedst som en del af et større, fuglevenligt miljø. Et bredt og varieret udvalg af buske, træer og blomster giver både føde og skjul, mens et lavt fuglebad kan være en uvurderlig vandkilde, især om sommeren.
Har du mulighed for det, så lad gerne en del eller hele haven være lidt vild. En tætslået græsplæne er pæn, men den er ikke hverken insekt- eller fuglevenlig.

 

Grønirisk fodrer ungerne på foderpladsen.
Grønirisk fodrer ungerne på foderpladsen.

 

Hvis du gerne vil knytte fuglene tættere til din have, kan du overveje at opsætte en eller flere redekasser, da det giver fuglene mulighed for at yngle sikkert, og ved at undgå pesticider i haven beskytter du det insektliv, som mange fuglearter er afhængige af.

Almindelige udfordringer og løsninger

Mange begyndere oplever, at der ikke kommer fugle med det samme. Det er helt normalt og kræver blot tålmodighed. Andre kan opleve problemer med spild eller uønskede gæster som større fugle eller egern. Her kan valg af den rette foderautomat og justering af placeringen gøre en stor forskel.
Der findes foderautomater med et beskyttelsesgitter omkring foderrøret, der holder de større fugle som duer, krager og skader ude, og de kan naturligvis godt bruges, hvis du udelukkende ønsker at fodre og opleve de små fugle, men husk dog på, at alle naturens fugle har brug for mad.

 

Ringdue og stær deles om foderpladsen.
Ringdue og stær deles om foderpladsen.

 

Fuglefodring er en meningsfuld hobby, der skaber glæde hver dag året rundt

Fuglefodring er en enkel, men meningsfuld aktivitet, der gavner både naturen og dig selv. Med den rette viden, lidt tålmodighed og en smule daglig opmærksomhed kan du skabe et levende og varieret fugleliv omkring dit hjem.
Uanset om du fodrer for at hjælpe fuglene, for at lære mere om naturen eller blot for glædens skyld, er fuglefodring en hobby, der giver tilbage – hver eneste dag.

Alle billeder er taget af Jane Ditzel.